det var blevet eftermiddag. solen stod midt på himlen. Octavia var et halvdyr og gik derfor igennem skoven for at finde lidt bær og frugter i denne vinter. hun var vegetar, hun havde langt brunt hår og rubin øjne. hun svang sin hale rundt imens hun gik med sin kurve over armen. 
Octavia havde en brun kjole på og et sjal over sine arme. hun gik og lyttede til fuglesang da hun kom til en lysning. den var stille fredelig og fyldt med en masse højt stående græs. Octavia satte sig ned ved lysningen og så ned i den tomme kurve. hun tog sig til sin mave og sukkede. man hvor var hun sulten. lige nu ville hun ønske det var sommer.

Octavia lagde sine ulve øre ned og lukkede øjnene kort. hvor var hun endelig. hun kunne høre fuglenes sang men hun kunne ikke huske hun havde været her. hun gik jo også mest i den ældste del af skoven. da hun jo boede der. afsidet, øde, alene, forladt. hun havde fået at vide af sine plejeforældre at det var bedst at hun boede der.

Endnu en dag var gået og Judas vidste det var på tide at finde lidt mad. Han havde bue og pil med sig i et forsøg på at fange et dyr eller noget i den stil. Judas var heldigvis en meget tålmodig jæger og han gjorde sit bedste for at have sit bytte på tæt hold så han ikke skulle ramme ved siden af, selvom man spiste dyrene måtte man jo gerne behandle dem pænt.
Han trak vejret hurtigt ind, som han fik øje på en hjort et stykke fremme og han gjorde klar til at skyde. Han spændte buen og holde vejret imens han sigtede. Der var helt stille i den lille skov, og han var klar. Han var sulten og nu var maden i hus.

Lige som Judas skulle til at slippe, hørte han pludseligt en lyd bag sig og med buen spændt vendte han sig hastigt rundt og kiggede rundt som han et stykke fremme så en pige sidde.
"Wow, du gav mig et chok!" sagde han og sænkede buen, det var jo ikke fordi han var ude på at skyde hende eller noget i den stil, men han havde nok bare ikke lige set for sig at der ville være andre i denne her ende af skoven på denne tid. Han trak vejret tungt et par gange, bare hun da ikke var blevet helt bange.

Octavia sad roligt da hun så en skikkelse med komme nærmere. hun kunne se det var en mand, hun løftede ørene og lyttede efter hans skridt. da han vendte sig mod hende med en spændt buen fik hun store øjne og lagde ørene ned. bare han ikke ville skyde hende.
men da han sænkede buen og ikke pegede mod hende mere åndede hun lettet op. "ja det kunne jeg næsten gætte" sagde hun og tog sig til hjertet efter at han havde taget pilen og buen væk fra hendes retning. hun så på hjorten der så ud til at ha masser af kød i sig. hun slikkede sig om læberne af sult, men rystede på hovedet. hun ville ikke spise dyr. selv om hendes dyr var det noget af det mest naturlige at spise andre dyr.

Octavia rejste sig langsomt op og så på ham. "Octavia, mit navn er Octavia" sagde hun roligt og prøvede så godt hun kunne ikke at virke farlig selv om hun havde skarpe tænder og ulve øre. hun rakte hånden frem og håbede han ville tage mod en venlig gestus. hun ønskede jo ikke at ha fjender, hun var en rolig pige der levede alene, hun havde ikke mange venner og hendes plejeforældre overbeskyttede hende af en simpel grund, Elektrika. en forbandelse der lå over Octavia som hun ikke kendte til.

Hendes lettere flabede svar fik ham til at løfte et ene øjnbryn. Judas var altid fair og talte pænt til folk, så hvis han mærkede bare den mindste smule utilpashed fra et andet menneske, kunne han mærke irritationen stige i ham. Han lod det dog kort ligge for nu og kommenterede bare ikke på hvad hun havde "gættet". I stedet satte han buen fast på sin taske og satte pilen tilbage i skeden.
Det var ikke altid nemt at gå i skoven alene, og det var da heller ikke fordi Judas var ved at dø af sult. Han levede primært af billigt kød, brød og vin. Men for nu ville han gerne have et festmåltid inden den næste opgave. Som ventet var hjorten dog løbet da han havde hørt ham snakke.

"Jamen hyggeligt at hilse på dig, Octavia" sagde han og havde ikke lige umiddelbart nogen idé om hvorfor hun præsenterede sig selv, han havde ikke lige nogen planer om at lære hende at kende sådan uden lige, især ikke effter han ikke kunne aflæse hendes intention, men alligevel var han dog så flink en mand han ikke havde lyst til bare at være sur og gå.
"Jeg er Judas" sagde han i en rolig stemme, hans forældre var meget religiøse, og han havde egentligt ikke rigtigt nogen idé om hvad den dybere historie bag hans navn var, og nu var det jo lidt for sent at spørge dem: "Jeg gætter på dette område er fredeligt siden du selv har bevæget dig herud" sagde han roligt.

det var ikke hendes mening at være flabet på nogle måde. hun sagde bare hvad der faldt hende ind. hun tog hånden til sig da han ikke ville trykke den og hun så ned i sin kurve og sank en klumb "faktisk så... er jeg lettere faret vild, jeg var ude for at se om jeg kunne finde de sidste bær eller frugter i skoven, og endte her." hun så på ham judas, pænt navn nok ville han ikke lærer hende at kende men hun var opdraget til at man præssenterede sig. så hun havde gjort som hun var opdraget med.

Octavia havde ikke haft intentioner om at gøre ham sur eller noget. hun ville faktisk bare være venlig. og vis hun havde haft noget mad havde hun da tilbudt ham lidt af sin, men hun var ikke just rig og spiste kun det man kunne dyrke. hun vidste dog ikke at når Octavia blev vred kom elektrika og åd alt der rørte sig. hun var ikke just behagelig. hun var jo heller ikke meningen at hun skulle være rar og sød, hun var en forbandelse.

Judas kiggede i mod pigen, hendes alder var svært at vurderer, men hun så ikke særrlig gammel ud. voksen nok, men da ikke ligefrem mere end det. Han smilede blot, han kendte godt problemet med at kompasset ikke altid ville som man selv ville, især på disse kanter.
"Arh... Hvor skal du hen?" spurgte han, han var ikke sikker på han kunne hjælpe hende ud,  så kendte var han trods alt heller ikke i området, men han ville da gerne give det et forsøg hvis hun havde brug for det.

"Søgen efter mad?" spurgte han og stak en hånd i sin taske, for så at række et stykke brød frem i mod hende, det kunne godt være at kød ikke var det som Judas fik mest af, men brød havde han stortset altid på sig, med det arbejde han havde var det trods alt vigtigt at være mæt det meste af tiden.
Judas tog hånden ned i tasken igen og trak så en vandflaske op som han selv drak lidt af: "Det er ikke sikkert jeg kender området mere end dig, men måske du er heldig" sagde han i et venligt smil, han var da måske okay stedkendt, men det var ikke alle retninger der var lige gode.

at han tænkte på at hjælpe hende med at finde vej var da sødt. hun smilte lidt og skulle lige huske hvad det hed. "det hedder vidst de ældste skove. eller noget i den stil" hun smilte til ham og tænkte lidt om det var de ældste skove eller de ældste træer. hun var altid i tvivl. hun så på ham da han rakte hende noget brød."ej tusind tak" sagde hun og tog stille imod det og tog en bid. hun kunne mærke hvor meget det lettede at få lidt mad i maven.

Octavia vidste godt skoven var stor men måske hun var heldig at han vidste hvor det var henne. hende selv havde givet lettere op om hvor det var henne. hun kunne ligeså godt håbe. hun håbede lidt at finde nogle bær imens. hun håbede også at komme hjem eller til byen. fra byen kendte hun vejen hjem. for den lå ikke langt fra plantagen hun arbejdede på.

Judas var glad for at vandre i skovene, det gav ham en underlig ro og han nød virkeligt at mærke naturen og vinden i håret. Måske fordi han heller ikke var så god til at være sammen med for mange mennesker hele tiden, det var da også derfor hans job passede så fint til ham.
Han nikkede og tog så sit kompas op af sin lille taske, det var alt han havde brug for for at finde vej: "Jeg tænker det kræver du går i mod syd" sagde han og pegede i retning af syd, han havde da nogenlunde styr på retninger efter de mange år i skoven.

Han smilede blot da hun sagde tak for brøddet: "Hvorfor har du begivet dig herud?" spurgte han, det var da et mystisk sted blot sådan at forsvinde hen, især hvis man ikke havde styr på hvad retning man egentligt skulle.
Judas vidste at de her skove kunne være uoverskuelige hvis man ikke hele tiden var opdateret med hvor man var henne, så at begive sig ud i skoven alene, uden nogen sans for retning, det var på kanten til hvad Judas ville kalde for dumhed.

Octavia var ikke dum. hun var bare uheldig. hun så på ham imens han så på sit kompas. hun tog en bid mere af brødet og smilte venligt. "okey tak. jeg kunen ha gået her ude i lang tid før jeg fandt hjem" sagde hun og så på ham da han spurgte om hvorfor hun havde begivet sig her ud.... havde hun ikke lige sagt det. på søgen efter mad. "jeg vågner nogle gange med denne umættelige sult. og må ud og finde mad."
denne umættelige sult kom fra hendes forbandelse hun havde over sig. hendes andet jeg var en pige som elskede blod og kød og spiste alt der bevægede sig men det vidste octavia ikke.

Judas kiggede forvirret på pigebarnet, og ville nok ønske han kunne rådgive hende bedre end han gjorde lige nu: "Hvis du er sulten, var det så ikke en idé at du søgte i mod hovedstaden og så om nogen måske kunne hjælpe dig?" spurgte han i en rolig stemme og kiggede i mod hende.
Hun så ikke helt ud som om hun kunne tage varer på sig selv og selvom Judas måske ikke var helt godhjertet, så kunne han alligevel ikke bare efterlade folk, hvis han vidste de ikke kunne forsvarer for sig selv.

"Hvor hører du til?" spurgte han roligt, et eller andet sted måtte hun jo bo, og han havde lige nu svært ved at spotte om hun blot var farret vild, eller om hun måske ikke var helt normal på øverste etage.
Ikke at man behøvede være det, nu havde Judas jo selv en bror der ikke altid var helt så klog, men det var måske også en af grundende til at de to ikke havde snakket sammen, i hvad der efterhånden måtte være mange år.

Hovedstaden? ja hvorfor gik hun ikke der ind... når ja de havde aldrig været søde ved hende der inde. "jeg føler mig ikke rigtigt velkommen i hovedstaden. sidst jeg var der kom jeg hjem fyldt med blod på mit tøj og ansigt ved ikke hvad det er der var sket men jeg har aldrig været rigtigt velkommen siden." sagde hun og prøvede at smile til ham. hun kunne tage vare på sig selv men hun var bare lidt klodset.
da han spurgte hvor hun hørte til så hun rundt på skoven. "de ældste skove. i en lille hytte. min plejefamilie siger jeg ikke skal bo for tæt på andre." sagde hun og vidste faktisk ikke hvorfor. men vis han tirrede hende ville han nok finde ud af det. for så kom Elektrika frem. 

Judas var da ikke direkte negativ, men han var altid ganske skeptisk overfor fremmede. Han anede ikke om man kunne stole på dem, om hvad de ville ham og om der overhovedet var nogen grund til at han blev med at føre en samtale med dem.
Egentligt virkede hun jo ganske harmløs, men han måtte da også sige næsten en smule blank. Dog havde han svært ved at bedømme hendes alder og han kunne derfor ikke rigtigt sige om den spillede ind når hun snakkede, med et eller andet spøjst og underligt var der ihvertfald over hende.

"Sååh nu bor du her?" spurgte han undrende, hun snakkede sort lige nu, hvilket var fair nok han behøvede jo ikke blande sig i hendes liv. Men at tro man kunne overleve alene i skovene, det syntes han næsten lød en smule naivt. Det var ikke her han selv mente hans chancer for overlevelse var størst ihvertfald.
"arh, men så kan du vel tage hjem til dem? Kan du vejen?" spurgte han, så kunne hun da ikke være sååå lost, selvom han selvfølgelig ikke lige vidste hvor langt der var hen til dem og om hun kunne vejen hjem.

//gået død. sorry out