Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Regn blandet med slud og så en god dejlig vind
Vejret var elendigt, som regnen faldt tungt ned over ham og hans hest. Der var slud i mellem dråberne, som kunne vinteren ikke helt beslutte sig for at komme i denne ellers nordligt liggende del af landet. Både ham og hesten var våde, trods at han havde sin vandtætte kappe på, men alt hvad den ikke dækkede, var vådt. Vinden stod lige på, som hesten med trætte skridt bevægede sig igennem det klippefyldte område, der ledte op til det store hus. Et hus mange nok ville se som noget skræmmende og uhyggeligt, men for Thanos var det bare et hus. Godt nok liggende på kanten til dødens kløft, et stort mørkt område bag det store hus. Et hus, hvori der boede en halvdæmon, som han havde fået til opgave at holde øje med for efterhånden mange år siden. Han var babysitter. For både hende og hendes modpart, en engel. Var det et job han nød? Det kunne man ikke ligefrem sige, men det var lige meget. Et job var et job og dette var noget, han ikke kunne sige nej til.
Så han havde taget denne omvej, faktisk direkte fra Valkars hjem af, for at se til det sindssyge kvindemenneske.
Et vindstød havde nær kastet hans hætte af, men med en hurtig bevægelse greb han den og trak den på plads. Selvom det kun var eftermiddag, var der rimeligt mørkt og der var allerede tænkt for lys udendørs ved det store hus og de tilhørende sidebygninger. Velkendt med stedet, red han han i mod stalden. En drivende våd ikke-levende stod og var ved at feje gårdspladsen. Thanos værdigede ikke liget et blik, det var den samme som sidst. Da han var gledet af hesten, trak han den med ind i stalden, hvor han fik sadel og hovedtøj af den og lagt et tæppe over den, så den ikke skulle fryse. Han følte ikke noget for kreaturet, men den var et vigtigt transportmiddel og denne her havde alligevel holdt et stykke tid. De var begyndt at kende hinanden. Så han tog sig godt af den. Efter at have sørget for vand og mad, tog han sin oppakning og bevægede sig ud i regnen igen. Zombien stod i vejen og i stedet for at gå udenom, gav han den et los, så den klodset væltede om uden at tage fra sig. Han hadede disse væsner, disse levende døde som Jez bragte til live. En af hans største frygt, hvis man kunne kalde det sådan, siden han ikke følte frygt, var han hun ville gøre det samme ved ham, når han engang døde.
Endeligt kunne han gå ind i huset. Han bankede ikke på, den eneste der åbnede for ham alligevel, var en død tjener og han var udmærket i stand til selv at åbne døren. Selvom han var træt, våd og forfrossen, startede han med at smide sine ting i gangen og derefter gå ud for at finde Jezebel. Hun var ikke så nem at finde som Valkar, der havde en ting for sin tronsal. Jezebel derimod kunne være lidt sværere at lokalisere.
Dog fandt han hende hurtigt i vinterstuen. Typisk hende, henslængt i en diva med en udød til at holde en bog og en anden til at holde et glas vin. Thanos stoppede op lige inden for døren med hænderne pænt ned langs siden og de følelsestomme øjne rettet mod hende.
"Madame." Det ene ord var lige så dødt som hans blik, men som altid var der en smule smil i hans ene mundvig. Det var absolut ikke venligt, nogen ville måske sige hånligt, andre ville måske sige, at det så ud til, at han altid morede sig lidt over livet. Begge dele var nok rigtige nok.