I sin ene hånd holdt han en tændt cigaret. Den anden hånd hvilede på den modsatte albue. Det gav ham lidt mere varme.
Dér stod han og holdt øje med de børn, der kom og gik, mange af dem i løb, og skulede til forbipasserende - de fleste af deres naboer var alligevel lige så kriminelle som de selv var. Nogle enkelte af dem fik et venligt nik.
Det var først da han fik øje på Shireen længere nede af gaden, at han rigtigt vågnede op. Han var slet ikke vant til at være vågen midt på dagen - natten var bedre til de kriminelle aktiviteter han var bedst til. Men han sov også uroligt og han var blevet træt af at forsøge at falde i søvn, når han vidste at han bare ville vågne igen kort efter.
Så selvom han havde været lidt døsig indtil nu, fik synet af hans selvudråbte adoptiv-lillesøster ham til at vågne op.
"Jeg er vred på dig," sagde han højlydt til hende, så snart hun var inde for hørevidde. "Hvornår har jeg sidst set dig? Det er en evighed siden. Jeg var lige ved at tage hjem til dig for at slæbe din røv tilbage hertil," sagde han med et smil, der gik fra én side af hans ansigt til den anden. Han smed sin cigaret fra sig og fulgte hende smilende med blikket som hun kom tættere på.
Han brød sig ikke om, at hun ikke boede hos dem fast - det var her hun hørte til, og selvom det havde sine fordele at hun også havde et andet hjem, så ville han klart foretrække at hun helt skred derfra. Det var hvad han selv ville have gjort.