Baldwin kiggede ud over byen med et stålblik i de orange øjne. Hans fødder var fordelagtige til at sidde på et af paladset mange spirre, givende ham nok nært den højeste plads til at overvåge. Omend han ikke havde valgt det højeste sted, man skulle ikke blive kæphøj.
Byen. Hovedstaden der havde været hans hjem hele det liv han kunne huske. Hovedstaden der var opdelt i flere lag, der tydeligt afspejlede forskelligheden. Templerne der tårnede rigt og mægtigt i det gamle kvarter. De riges bygninger og hjem der viste hvor meget de pyntede på deres eget liv i stedet for at kigge ned. Kigge ned på den almene mand der arbejdede sig selv i laser for at have råd til at give sine børn tøj på kroppen. Kvinder der solgte deres egen krop i et forsøg på at sætte mad på bordet og leve endnu en dag. Hans by. Hans hjem. Og det betød man måtte forsøge at tage sagen i egen hånd - og det betød at han måtte gøre noget han i sin vildeste fantasi ikke havde regnet med ville ske. Krænge sin dronnings privatliv og udnytte sin status helt hen til han var milimeter fra grænsen.
Derfor sad han her. Han ventede. Ventede på at den tunge røde sol dalede ned om bag bjergende og gav ham skyggernes fordel. Det var ikke unormalt at se ham sidde på spir for at tænke, så det ville ikke undre folk at han sad der. Men spirret var ikke hans mål denne aften. Han skævede op til balkonen, i tvivl.

Vingerne var lydløse som det rovdyr han delte generne med, som han landede på balkonen. Hendes gemakker var placeret både stratetisk, praktisk og efter egen vilje til at kunne se byen. Hvilket også betød at de fleste kunne se dette sted. Desværre for Baldwin der måtte tage sig til tåls med at der var risiko flere øjne havde fanget skikkelsen lande. Han bevægede sig gennem de tunge gardiner og lod øjnende vende sig til lyset der skinte fra bordet hvor den velkendte kvinde sad ved. Hun virkede mindre og umådelig skrøbelig. Han rømmede sig.

,,Baldwin.. Du bør ikke være her!" hendes udbrud kom så snart overraskelsen havde lagt sig. Han var slet ikke i tvivl om at han overhovedet ikke måtte være her, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Han kunne ikke få lov at tale med hende på enehold uden en eller anden fra ordenen skulle vove over ham som en høg! Han løftede sine skællede hænder op foran sig i et forsøg på at tysse hende ned. "Shh!" han kiggede panisk til døren og tilbage på hende. "Min dronning, jeg ved jeg overtræde deres grænse" på det groveste, for at være mild. "Men jeg har brug for at tale med Dem." Alene, faktisk. Dronningen havde rejst sig, og selvom hun var betydeligt mindre, bukkede Baldwin hovedet, nærmest bøjede sig sammen. Som en dreng der blev sat på plads efter at have lavet en alt for stor drengestrej, men løftede alligevel blikket og rettede ryggen inden han talte. "Min Dronning. Leoric er gået over gevind. Befolkningen er bange! Han har kontrol over byen, sætter folk i fængsel uden rettergang, kontrollere deres frihed.. Han sætter ild til templer og har nu fordømt et helt folk af elvere og deres efterkommere, blot fordi Elverly var imod ham. Vi skaber os fjender overalt i landet." Hans stemme var lavmæld men insisterende. Bedende nærmest for at hun skulle svare ham. Fortælle ham, hvorfor. Men hun svarede ikke. Hun kiggede bare på ham, uden nogen følelser i de førhenværende kraftige øjne. Hun kiggede væk.
"De har intet at sige?" Baldwin stirrede på hende, denne gang uden tegn på at krumme sammen, men med bedende øjne. Higende efter et svar. Han følte ikke han talte til den rigtige. Han kunne se det, høre det da hun havde talt, men det her var ikke rigtigt.

Men mødet blev kort. "Deres majestæt? Hvad foregår der derinde?" Baldwin kiggede på døren og begyndte at bakke. En sidste gang kiggede han bedende på sin dronning. På den lyse kvinde han havde sat al sin lid til det meste af sit liv. Og han var skuffet. De orange øjne slap hende først efter et par sekunder, inden han forsvandt gennem de tunge gardiner, lige tids nok til at undgå vagternes blikke. De havde alligevel nok hørt ham, og set bevægelsen i gardinerne, men han var ligeglad. Han hoppede let over balkonen, svævede et stykke, landede på et spir og forsvandt for folks blikke, som han blev usynlig. Han kiggede op på balkonen, mens han ikke rørte en muskel for at hans position forblev ukendt. Vagterne ledte, søgende efter om han stadig var der. Inden længe ville Leoric vide hvad han havde gjort, og den oplysning ville give ham et godt kort på hånden. Spørgsmålet var om han afslørede det eller ej.