Sted: På en landevej i den nordvestlige del af Azurien
Tid: Midt på dagen
Vejr: En smule blæsende, men solen skinner og temperaturen er okay for årstiden

Nille, hans lavbenede nordslandspony, traskede tålmodigt af sted under Ferghus, igennem det flotte landskab med bjergene i horisonten og solen glimtende i den store sø langt bag dem. Selvom efteråret efterhånden var ved at gøre sit indtog, var verden stadig grøn og træerne var kun begyndt at skifte farve. Nogle fugle var begyndt at trække, men den klare fuglesang gled stadig lystigt igennem den klare luft.
Den ældre dværg nød naturen, som han altid gjorde, når han var på sine små rejser ud i landet. Denne gang var det en flok køer, der havde brudt ud af deres indhegning og var taget på eventyr i vådlandet næsten helt nede syd for den store sø. Nille var stadig mudret på maven og benene efter turen, det samme med hans kraftige støvler og lidt af hans bukser. På overkroppen havde han en kortærmet kofte uden på en strikket trøje og kappen om halsen. Den store økse hang som sædvanligt i hans bælte, klar til at blive taget i brug, hvis der skulle opstå problemer. En oppakning med tæpper og noget spiseligt, var spændt fast bag på sadlen. Han kunne ikke nå hjem i dag.

Ferghus glædede sig som sædvanligt til at komme hjem. Den lille hyttes fred og ro var blevet noget, han virkeligt værdsatte, også selvom han for det meste var alene. Hvis han trængte til at være social, besøgte han landsbyen og spiste et aftensmåltid hjemme ved pigen, som han havde reddet for så mange år siden. Pigen der var blevet voksen og selv havde børn. For et øjeblik blev Ferghus blik tomt og han forsvandt lidt ind i sine egne tanker. Indtil ponyen stoppede op og prustede. Ferghus så rundt. Der var ikke nogen. Men der løb en lille bæk næsten helt ude ved vejen, der vel næsten ikke var mere end et hjulspor.
”Ja ja, vi tager en pause, gamle tøs.” Han klappede hende på halsen og svingede sig af hende, hvorefter han trak hende hen til vandet, som hun grådigt begyndte at drikke af.

Som de stod der og tog en pause fra traskeriet, kunne Ferghus høre lyden af heste i det fjerne. Med fart. Ikke at det bekymrede ham, denne vej var ikke helt ubrugt, så han var næsten dømt til at møde nogen på et eller andet tidspunkt. Men alligevel gled hans frie hånd ned til øksen, som han kunne se rytterne komme nærmere. Man kunne ikke være for forsigtig, ensom dværg på tur. Han havde måtte kæmpe mod landevejsrøvere mere end én gang på sine ture. Heldigvis var han altid sluppet godt for det. Ind til videre. Den lavbenede pony vippede lidt med ørerne, men så ikke ud til at tage sig af hestene, der kom nærmere. I stedet trådte hun et par skridt bagud, så hun kunne begynde at bide af græsset. Ferghus kunne hoppe op og skynde sig videre, men de fremmede ville overhale han alligevel og han ville hellere stå på jorden. En dværg med benene solidt plantet var en farlig modstander.

Det var ikke ofte at Baldwin begav sig langt ud af Hovedstaden, med mindre han havde et ærinde at opfylde. Efter Generaltitlen var blevet hans, var der sjældent fridage og eller ferie ture for den sags skyld. Ikke at han syntes at lide under det. Ikke når så mange andre opgaver var langt mere vigtige at få styr på. Deriblandt at tage mod Lazura for at stable nogle aftaler på bordet med Borgmesteren der. En ganske venlig mand, der var mere en del af folket end nogen anden borgmester Baldwin havde mødt den sidste tid. Men selv også i Lazurien hvor de havde den frodige sø og nem adgang til havet, havde der været problemer at tage hånd og aftaler der skulle etableres. De var først taget afsted fra byen denne morgen, til hest for at finde vejen tilbage til hovedvejen og turen hjem til hovedstaden.

Baldwin var ligeledes til hest, trods hans drage var langt hurtigere og effektiv til at komme fra sted til sted. Ellers plejede han selv at flyve hvis det var over korte afstande. Blandt ham var en håndfuld trofaste krigere og riddere der rejste med ham som en form for eskorte. Han var sjældent alene når han begav sig ud.
Baldwin trak frisk luft dybt ned i sine lunger som hestene satte i trav med hensigt at tage en pause længere fremme. Længere fremme hvor de tilsyneladende ikke ville være alene. ”General, der er en dværg et stykke fremme” Baldwin kiggede på krigerens arrede ansigt, en ældre mand, ældre end Baldwin selv og med flere kampe på bagen. ”Dværge er vel ikke unormale i dette land, Gillwich.” Baldwin så frem hvor han kunne ane dværgen længere fremme. Baldwins øjne så bedre end de fleste, og han opfangede nemt den forsvarsstilling han holdte sig, men ingen fjendtlig fremtræden af hvad Baldwin kunne se. ”Det er bare en vandre.” tilføjede han og lod sin hest falde i tempo. ”Dem der vandre alene gør det ofte af en grund” kom der dystert. Gillwich var ikke overbevist, langt fra. Sådan var det med gamle krigere. Skeptiske overfor alt.

Flokken af krigere nåede frem til hvor den mindre bæk udsprang og enkelte af de yngre begyndte hurtigt at ånde lettet op med udsigt til pause, som alle heste slog ned i skridt for til sidst at stoppe. Baldwin forsatte let, frem for de andre, skarpt forfulgt af Gillwich og så alt andet end blidt på dværgen. ”Hver hilset på rejsen hr. dværg” Hilste Baldwin venligt, i det en brummende lyd kom fra Gillwich. Baldwin kiggede til siden med skjult irritation i blikket, men Gillwich blev ved med at se på dværgen med stikkende øjne. ”De må undskylde min medkriger, han er-” Gillwich adbrød ham. ”Det er ham! Forrædderen!” Baldwin så forvirret ud og kiggede fra den ene til den anden. Forræder af hvad?

Hestene kom nærmere og nærmere. Krigere. Ingen tvivl. Våben og rustningerne glimtede i solen. Hånden, der havde fat i ponyens tøjler, knyttedes en smule hårdere, det eneste ydre tegn på, at Ferghus ikke følte sig tryg ved situationen. Hans alvorlige mine og lukkede blik ændrede sig ikke, som flokken kom nærmere og til sidst sænkede farten for at stoppe ved bækken omkring halvtreds meter før Ferghus. To skilte sig ud, som de fortsatte hen i mod ham. Knuden i Ferghus' mave voksede som han genkendte den ene mand. Han havde ikke set ham før, men beskrivelsen var ikke til at tage fejl af. Generalen for Lysets Hær. Hvordan kunne han være så uheldig? Af alle væsner i hele Krystallandet, var det Lysets General og hans følge, som ville vande deres heste ved siden af hans. Endeligt blev hans udtryk en smule mørkere og han sank en klump.

Først virkede det dog ikke til, at han var genkendt, som generalen hilste venligt på ham. Ferghus nikkede tilbage som hilsen, men der kom ingen ord fra ham. Ikke usædvanligt for den gamle gnavne dværg. Selvom generalen virkede venlig, kunne man ikke sige det samme om manden ved hans side, der stirrede med et ubehageligt blik på Ferghus. Beskyldningen hamrede ned over den gamle dværg og han vidste, at han var genkendt. Hvad skulle han gøre nu? Han agtede ikke at slås mod Lyset, siden han var på samme side som dem. Han kunne ikke stikke af, som Nille ikke ville kunne løbe fra de store heste. Og det var heller ikke en mulighed at bekræfte beskyldningen, for selvom alle var af den overbevisning, at han var "Forræderen", så var han det ikke. Nej, benægtelse var nok den eneste mulighed. Hvis det kun var denne ene soldat, der holdt på påstanden, ville han måske kunne tale sig ud af det.

"Forrædder? Jeg ved ikke, hvad De taler om. Jeg er blot en dværg på vej hjem fra en opgave." Hans normalt meget brummende stemme var hævet en smule, så der ikke ville være tvivl om, at de to på hestene kunne høre ham. Der var et glimt af vrede i hans ansigt, men samtidigt kunne han ikke skjule et trist glimt i sine stålgrå øjne over at skulle lide under denne misforståelse igen. Stoppede det da aldrig? 
Som for at understrege, at han ikke var fjendtlig, fjernede han hånden fra øksen og lod den i stedet hænge ned langs siden, dog knyttet. Han agtede ikke at slås med dem. Skulle de vælge at forsøge at slå ham ihjel på stedet, var han ikke engang sikker på, at han ville forsvare sig. Livet var hårdt og uretfærdigt. Og dog var han ikke helt uden kærlighed til det, så mon ikke øksen ville komme ud af bæltet, skulle det være nødvendigt. Det håbede han ikke. Han håbede at de ville ride videre og glemme ham igen.

Dværges mere robuste natur og mindre snaksagelige personligheder var ikke nyt for Baldwin at møde. Han havde dværge i sin egen hær og vidste at disse oftest var grove i munden når de endelig sagde noget – især hvis de blev fornærmede, men oftest var det faktisk ret stille. Robuste og ikke vanvittig snaksagelige. Selvfølgelig kunne man ikke skue alle over med en kam, men det var opfattelsen Baldwin indtil videre havde fået af den lavstammede race. Det betød ikke at han udviste dem mindre venlighed. Med et forarget men dog bekymret blik i øjnende så han fra krigeren ved sin side, til dværgen. Højdeforskellen var slående ide Baldwin og Gillwich begge var til hest. Gillwich spyttede ned på jorden med et forhadt udtryk i det dværgen påråbte sig sin uskyld. Hvorfor skulle dette altid ske ude midt i ingenting? ”Ha! Ja hvilken opgave kan det mon så havde været, hr dværg. Flere oplysninger til mørkets rækker måske” Baldwin strammede sin hest an og satte den ind foran Gillwich inden denne nåede at tordne frem selv. ”Jeg tolerere ikke denne form for opførsel blandt mine krigere. Forklar din sag – og Dem også” han kiggede sig over skulderen til dværgen. De andre krigere var begyndt at blive nysgerrige og nærmede sig med mumlende stemmer.

Baldwin skilnede deres ord fra hinanden og fik både forvirring, men også spænding at høre fra deres stemmer. Især blandt de få der nævnte noget med forrædder ligeledes. Lige nu ville han høre deres forskellige historier inden han tog de andre krigeres ord i beslutning. ”Det er en skarp anklage at komme med, uden at forklare mig hvorfor” Baldwins stemme var alvorlig og hård. Han burede ikke folk inden blot på en enkelt mands ord – især når beviserne var få. Gillwich løftede sit hoved, som var hans værdigheden blevet såret – inden han gav sig til at fortælle. Fortælle en gruopvækkende historie, der tilsyneladende var ekstra pyntet med tillægsord som Baldwin valgte at ignorere.

Ferghus ansigt blev kun mere sammenbidt, som den gamle kriger sendte endnu en beskyldning efter ham, men han agtede ikke at forklare sig. Han stod ikke til regnskab for nogen, heller ikke Lysets Krigere. Og slet ikke med sådan en respektløs behandling, som han modtog fra den gamle kriger lige nu. Generalen derimod opførte sig som en leder skulle, hvilket gav ham respekt fra den ældre dværg. Men det nyttede ikke så meget i denne situation. Ferghus var fanget som en lus mellem to negle og han vidste det.
De andre soldater om nærmere og om det var hans egen vrede og nervøsitet, eller om det var alle de fremmede hestes nærhed, så begyndte hans pony at flytte uroligt på sig og søgte tydeligvis efter en udvej fra den mere fangede situation. Beroligende strøg han den over mulen og mumlede et bare beroligende ord, som den gamle kriger begyndte at fortælle.

Det var en grusom historie. Selv uden tillægsordene, var der pyntet gevaldigt på det, som halvt om halvt var sandheden. Vreden boblede i maven af den lave mand, men ikke kun vrede. Han følte sig også træt. Træt og fyldt med sorg, som ordene spredte sig ud over de tilstedeværende. Han kunne næsten mærke blikkende blive hårde, mistroiske, ja, hadefulde. Og han var fanget som en ræv i en fælde. Uden nogen steder at flygte hen. Uden at se på nogen fortsatte han med at stryge ponyen over mulen, men han var blevet tavs. Det nyttede ikke noget råbe op. Han havde intet bevis for at være uskyldig for hvad, der blev fortalt. Og noget af det passede. Selv noget af det mere grusomme, som han havde måtte ofte sin egen godhed for at forblive skjult som spion. Men meget af det var overdrevet og løgnagtigt, men det kunne vel ikke undre nogen. En fjer blev hurtigt til fem høns og det var mange år siden, det hele var sket.

Endeligt løb historien tør og Ferghus rettede sig lidt op og rettede de stålgrå øjne mod Generalen - den eneste der betød noget i denne situation. Hvad den mand sagde om lidt, var afgørende for hvad der skulle ske. Ville han tro på historien uden videre eller ville han lade Ferghus forsvare sig? Men hvad kunne Ferghus overhovedet sige for at forsvare sig? "Det er ikke mig"?
De gamle træk bar en tydelig træthed, som han ventede på, hvad der nu skulle ske. Hans hånd faldt fra den bløde mule. Igen sørgede han for ikke at holde den ved øksen, for han ønskede ikke noget vold. Det havde han oplevet for meget af i sit liv.

Baldwin havde et stærkt had til sager som disse. At stå mellem to partier og skulle tage en stilling. Baldwin var ikke en dommer, han var ikke oplært til at skulle tage alle argumenter ind og komme med en dom om folk var uskyldige eller skyldige i hvad end der blev sagt. Han havde selvfølgelig sin del af diplomatisk adfærd. Ellers var han ikke kommet så langt. Han håbede altid på at holde sig som den retfærdige og de skarpe anklager vejede højt. Også selvom han ikke satte pris på det store forbrug af tillægsord. Den gamle kriger havde det med at pynte, også det måtte Baldwin tage i betragtning – han kendte de fleste af sine soldater ganske godt, specielt dem han havde med sig som parti. Både den gamle kriger og dem bagved som var begyndt at mumle. ”Stilhed” Baldwin vendte hovedet og det strenge blik han sendte sine kriger blev kun det stærkere grundet sammenligningen til ørnens øjestruktur. Som et rovdyr der ikke helt havde besluttet sig om de var måltid eller slap med skindet. Ikke at han havde planer om at være ond eller på anden vise udvise fysisk magt, men øjnende kunne være behjælpelige.

”Hr. dværg. Jeg har en stor tiltro til mine krigere, hvor hårdmundede de end måtte være” blikket dalede sig til side, der tydeligt viste han ikke satte pris på tillægsordene. ”Det er en voldsom anklage, men jeg forholder mig retfærdig. For mig er De fremmed, og jeg vil lade Dem tale Deres sag.” han tog en dyb indånding og man kunne se at han ikke holdte af disse situationer, men at han også gjorde hvad der var nødvendigt. ”Lade tvivlen komme dig til gode” under alle omstændigheder måtte han nok indfinde sig i at dværgen måtte tage med dem. Indtil beviserne kunne ligges frem for en dommer. Nok galte Generalens ord højt, men han ville udnytte sin magt når det ikke var retfærdigt.

Ferghus kunne høre sit eget hjerte banke i den robuste brystkasse, som han ventede på generalens reaktion på den grusomme historie, den ældre kriger var kommet med. Samtidigt forsøgte han at finde på en løsning til situationen, men han havde en fornemmelse af, at han nok ikke fik lov til at ride herfra en fri mand. Hvordan kunne han det efter sådan en historie som ham på ingen måde kunne modbevise? Han kunne næsten smage mistroen i luften fra de yngre soldater og hans kæbemuskler arbejdede under det korte selvfarvede skæg i en blanding mellem vrede og frustration.

Hans blik endte på fuglevæsnet, som det snakkede til ham. Han gav ham mulighed for at forsvare sig. Lade sig tale for sig. Hvilket af flere årsager kunne virke latterligt, for Ferghus var ikke en mand, der løj, heller ikke når det kunne redde ham fra situationer som denne. Og alle der kendte ham, vidste det var næsten umuligt at få mere end en enkelt sætning ud af ham af gangen. Den gamle tunge sad ikke løs.
Så for et øjeblik stirrede han bare med de stålgrå øjne på manden på hesten, mens han overvejede, hvad han skulle sige. Hvad ville være sandt, men ikke sende ham direkte i galgen? Et udtryk af stolthed kom over ham, som han rettede sig en smule og så fast ind i ørneblikket.

”Min navn er Ferghus Vragison. Jeg har aldrig tjent Mørkets hær og vil aldrig komme til at gøre det. At modbevise, hvad der er blevet fortalt kan jeg ikke, da der altid vil være en grund til rygter, men sandheden ligger langt fra de ord, der er blevet udtalt i dag.” Som han med en fast stemme, så klar som mulig, bygget på hans brummende, mørke lyd, tænkte han, at hans egen stolthed en dag ville blive hans endeligt. Men det var der ikke noget at gøre noget ved, et eller andet blev han nødt til at holde fast i. Og han var trods alt stadig søn af Vragi og det ville han aldrig frasige sig. Så med et fast tag i ponyens tøjler, ventede han på reaktionen. Ville våben blive trukket og blive sendt hans vej, ville han måske selv trække sin økse, men ikke før. Noget over generalen fortalte ham, at han ikke ville blive slagtet som en gal hund, men måske endda få en rimelig behandling. Men hvem vidste.

Det var ikke så underligt at dværgen holdte blikket på sin hest. Situationen var for ham stærkt ubehagelig, og Baldwin selv var heller ikke vanvittig begejstret. Mest fordi han vidste, at i sidste ende var det hans stemme der afgjorde hvad der kom til at ske med denne mand. Denne mand der ikke fremkom ham farlig. Jo, dværgen havde udtryk af at kunne forsvare sig selv, men de blide berøringer af pony’en han tidligere havde set, og at han heller ikke var gået til angreb som en vild okse. Baldwin kunne faktisk godt allerede nu lig den tavse dværg, men måtte ikke lade noget af det kommer ind over bedømmelse. Det ville ikke være retfærdigt.

Baldwin blinkede et par gange, lyttede til den faste stemme, der afslørede at denne Ferghus troede på sine ord og holdte fast i dem. Men at han lød overbevisende var desværre ikke nok. Ikke uden beviser. ”Du har intet bevis De kan fremvise?” hans stemme var rolig, stadig overvejende, måske også med et håb. Han brød sig ikke om at anholde uskyldige på baggrund af manglende beviser. Baldwin hankede sig end fra hesten for at stå på jorden overfor dværgen, alt imens han ignorerede de mumlende lyde fra sine krigere bag sig. ”Jeg ville ønske at jeg kunne tro på en Mands ord, som værende retfærdigt og sandt. Men.. Jeg kan ikke ignorere mine mænds fortælling. Jeg er ikke en dommer, og skal ingen dom give.” han havde i hvert fald ikke tænkt sig at tage sagerne i egen hånd. Hvis der var sandhed i historien og dette var en dværg af mørket, ville han blive fragtet til hovedstaden, for en dommer og modtage den passende straf. ”Men jeg er bundet til at fragte Dem til en der kan.” om det så betød han var nødt til at kæmpe for det. Ikke at han ønskede at dette skulle blive en kampsituation men nogen gange havde man ikke andre valg.

Generalens spørgsmål om beviser for hans uskyld gjorde Ferghus træt indeni. Han havde ingen beviser, som hele verden stadig troede ham til at være en forræder og Thanen nægtede at informere om andet. End ikke de få kontakter han havde haft ved lysets krigere havde kunne gøre noget for ham. De eneste, der kunne lægge et ord ind for hans uskyld, var to dværge og Thanen, som sjældent var andre steder end i Dragorn. Der kunne selvfølgelig sendes bud, men Ferghus vidste ikke, om nogen gad at gøre sig den ulejlighed.
”Jeg kan ikke bevise, hvad der ikke er sket.” Ferghus var ikke i tvivl om, at denne general ikke havde lyst til at stå i denne situation og Ferghus kunne næsten have ondt af ham.

Til Ferghus’ overraskelse steg generalen af sin hest og trådte nærmere, hvilket næsten fik Ferghus til at træde tilbage for at holde afstand - ikke fordi han regnede med, at manden ville angribe ham, men fordi han havde ryggen fyldt med soldater, der ville gøre alt for at beskytte ham. Det var farligt for Ferghus, men han blev alligevel stående. Den ene gestus gav ham endnu mere respekt for Lysets General, der ind til videre kun havde bevist sig til at være titlen værdig. Hans ord forstærkede kun den fornemmelse.

Langsomt nikkede Ferghus til det, der blev sagt. Selvfølgelig. Nej, han ville ikke kunne ride herfra, hjemad til sit lille hjem, som en fri mand. Men når generalen behandlede ham med sådan en tydelig høflighed og respekt, trods den fortælling, der stadig lå i luften, ville Ferghus ikke andet end behandle manden med samme respekt. Så han førte langsomt hånd ned til øksen og gjorde det tydeligt, at han ikke agtede at bruge den. Stadigt roligt hev han den ud af bæltet og rakte skaftet frem mod fuglemanden.
”Jeg vil ikke modsætte mig, jeg er sikker på, at De vil give mig en fair behandling.” Derefter bukkede han let, ærefuldt og som tegn på overgivelse.  At overgive sit våben til en fremmed betød meget, især for Ferghus, hvis økse havde været hans far og betød uendeligt meget for ham. Den havde været hans støtte igennem mange situationer, især i tiden som spion for lyset.
Hvad der skulle ske nu, hvad de ville gøre ved ham, kunne han kun vente og se. Han ville ikke modsætte sig. Men han håbede på, at de ville behandle hans pony ordentligt, om han fik lov til at ride den eller ej.

Baldwin tog sig tid til at blinke langsomt over de ord, men vidste derefter ikke ret megen anden tegn end rolighed over situationen, trods dens ubehag. Der var noget over dværgens ord, der næsten gav ham lyst til at smile. Hvordan beviste man sin uskyld? ofte ved at fremvise man var andetsteds eller have andre til at bakke sig op. Men dværgens ord havde alligevel sat en tanke i gang. En mand var uskyldig til det modsatte var bevist i Baldwins øjne, men mændene bag ham gav en anden kendsgerning til udtryk. At det blotte rygte fra en betydningsfuld person kunne vælte en uskyldig mand til evig trældom.

Baldwin løftede sin hånd for at stoppe en ung soldat der tydeligvis ikke forstod den gestus dværgen foretog, men tværtimod med følelserne på stikker, havde set den langsomme bevægelse som fjentlig. Baldwin fastholdte dværgens øjenkontakt og havde opfanget at det betød at der ikke ville blive kæmpet imod ham. Noget generalen kun kunne se sig taknemmelig over. Baldwin lod den hånd han havde løftet for at stoppe den anden, roligt række frem og tage imod øksen. Måden dværgen havde holdt om det, noget over hvordan den så ud, fik Baldwin til at afholde sig fra at række den bagud til en kriger. Våbnet havde en betydning, og den respekt han havde modtaget, betød at han havde respekt for den andens egendom i højere grad. "Jeg skal sørge for at De vil blive behandlet med retfærdighed. De er ikke dømt og vil blive behandlet derefter, selvom jeg er nødsaget til at lade Dem fastsætte til vores følge" en forsikring til Ferghus, men blev sagt men en stemme der var henvendt til mændene bag sig. Med fastsættelse var der tale om at Ferghus hænder ville blive fastsat i en kæde der gjorde de ikke kunne trækkes længere fra hinanden end omkring 30 cm, samt der i midten af den kæde, vil være en lang som en kriger havde fastspændt til sin sadel. Det var en forsikring, som var nødvendig, og om Baldwin kunne li det eller ej, var dværgen en fange, men ikke en dømt en. Hvilket mange af hans krigere nok skulle lærer at kende forskellen på. "Lad ham ride, og sørg for at der er rationer nok til både ham og hans pony. Der er langt til hovedstaden." Hans blik havde vendt sig over skulderen mod sine krigere, der nikkede, og en trådte frem for at sætte anordningen fast så Ferghus ikke kunne flygte. Baldwin ventede til dværgen var trygt oppe på sin Pony igen, før han selv trådte i sadlen og satte sig. Dværgens økse var fastspændt hans bælte, så der ingen risiko var for at det forsvandt eller blev tabt.

Det gjorde ondt at give manden øksen, men Ferghus vidste, at det var nødvendigt. Til hans overraskelse så det ud til, at Generalen ville beholde øksen til ham og det fik den gamle dværg til at synes endnu mere om ham. En mand af ære. Forståelse. Så da der kom en soldat og lagde håndhjernen om hans håndled, gjorde han intet for at forhindre det. Endnu mere overraskende var det, da det gik op for ham, at han ville få lov til at ride på Nille. Den lavbenede pony ville ikke kunne følge med i hestenes tempo, så han havde ikke troet, at den ville komme med. At hun så ville kunne bestige bjerge og klare temperaturer langt under de langbenede familiemedlemmer var noget andet, men det kunne ikke bruges på disse lige og flade landeveje.

Den unge kriger førte ham de få skridt hen til ponyen, der stadig virkede urolig over situationen, men ikke strittede i mod, som han gjorde antegn til at ville bestige hende. Den unge soldat var ved at tage ved ham som for at hjælpe ham op, men bakkede hurtigt et skridt, som Ferghus så på ham med et vredt blik. Nok var han gammel, nok var han lænket og nok havde han korte ben, men han skulle ikke have en eller anden ung knøs til at skubbe ham op på ponyen. Og Nille spredte også benene en smule for at holde balancen, som den tunge dværg uden problemer trak sig op at sidde i sadlen. Tøjlen forsvandt fra hans hænder, som den unge soldat tog dem til sig, trak ponyen hen til sin hest og fastgjorde både kæde og tøjle til sin saddel, inden han selv lidt mere elegant end Ferghus svang sig i sadlen.

Og rejsen begyndte. Tavsheden gjorde ikke Ferghus noget, som han brugte tiden på at betragte landskabet og lade sine tanker rejse som de ville. Hans øjne søgte sommetider Generalen, mest for at sikre sig, at øksen var med endnu, men også fordi hans tanker drejede sig om ham. Man kunne ikke se på de stålgrå øjne, hvad der foregik i hovedet på den gamle dværg, og det var måske også godt nok.
De første par dage gik og deres rute var en anden for den for Ferghus at komme hjem af. Hovedstaden. Det var år siden, han sidst havde været der. Alt for mange væsner på for lidt plads. Han brød sig ikke om byen og forsøgte at undgå den.
Mørket kom snigende på tredjedagen og atter en gang blev han beordret af ponyen, der blev fodret sammen med de andre heste. Han selv blev lænket til et træ og en skål med mad placeret foran ham. Der var langt til det nærmeste bål, men kulden generede ham ikke. Der skulle mere til for en dværg som ham før han begyndte at fryse. Maden var ganske udmærket og med de lænkede hænder begyndte han at spise.

Hans mænd havde adskillige råd til hvordan dette skulle gøres. Ponyen var ikke hurtig nok til at følge hestene, det ville forsinke dem. Hvorfor ikke bare sætte dværgen op på en af trækhestene eller op ved en kriger. Så var de også sikker på at han ikke stak af. Rationer? Jamen min gode herre, hvordan skal vi få det til at slå til. Så må vi købe mere ind. Baldwin lyttede, lod sine mænd tale, og var ikke sikker på om dværgen hørte det eller ej. Da ørnen mente at han havde lyttet nok, svarede han i klar stemme. ”Ferghus er endnu ikke dømt. Tager i fejl i jeres bedømmelser, vil vi havde frataget ham hans dyr, og udmyge ham på anden vis i processen. Den behandling er ingen værdig” og så var den lukket. Hestene kom også til at følge i ponyens tempo. Enkelte krigere skiftedes til at ridde i forvejen for at lade hestene få lov at gallopere, og for at sikre sig at der ikke var fare længere fremme.

Baldwin kiggede engang imellem over på dværgen. Han var nødt til at oprette freden blandt sine mænd, da nogle af dem følte sig utilpas med deres nye rejseven, som man naivt kunne kalde ham. Han var deres fange, og selvom han ikke så ud til at lide overlast ved at sidde alene over ved træet, var det stadig en hårdhændet behandling ikke at få plads ved bålet. Baldwin lod de andre fortsætte deres historier, som han rejste sig og gik hen til træet. ”Må jeg sætte mig” Baldwin afventede dværgens svar inden han tog nogen beslutning om at sætte sig ned.

Ferghus lod sig ikke mærke af soldaternes modvilje i mod ham, der var intet han kunne gøre ved det alligevel. Det gjorde lidt ondt indeni, for det var ydmygende for en stolt mand som ham at være fange. Og så endda ved Lyset og ikke set eget folk. Men som sagt var der ikke så meget at gøre ved det og han sørgede for at gøre så lidt opmærksom på sig selv som muligt. Generalen havde allerede gjort mere for ham, end han ville forvente af nogen, så der var ingen grund til at gøre sig til besvær. Havde han være Mørkets fange, havde tingene set helt anderledes ud. Men han var på Lysets side og følte derfor ingen trang til at besvære dem mere end højest nødvendigt.

Maden i skålen var ganske fin, men der var ikke meget til en dværgemave som hans. Ikke at han beklagede sig, han spiste det, han fik og trøstede sig med, at ponyen i det mindste så ud til at få, hvad hun skulle have.
Lige som han havde stillet skålen fra sig, rejste halvdyret sig fra bålet og kom over til ham. Atter engang bragte han overraskelse til den gamle dværg, som han ligefrem pænt spurgte, om han måtte sætte sig. Ferghus sendte ham, hvad der nok kunne tydes som et gnavent blik, men mest bare var hans normale personlighed, inden han langsomt nikkede.
"Jeg kan ikke forhindre Dem i det." Han raslede lidt med håndjernene for at understrege, at han var forhindret i at gøre noget som helst. Der var ikke noget bittert i hans stemme, han havde affundet sig med sin situation, men han kunne alligevel ikke lade være med at provokere manden lidt.

Det var så det eneste, han sagde. Ferghus var en dværg af usædvanligt få ord og det burde nok også være blevet bemærket, da han som regel svarede med en brummen eller et enstavelsesord, når han blev spurgt om noget. Selv den ene gang, hvor den unge soldat, der havde ham på slæb, havde forsøgt at starte en snak af ren kedsomhed, havde han ikke sagt noget. Han var ikke ligefrem i humør til at skulle være social med sine tilfangetagere, heller ikke selvom han forstod dem og var med på, hvorfor dette overgik ham.

Et let antræk af et smil på frem på halvfuglen, ved dværgens udmelding. Nej, det kunne han i teorien ikke, og det var en tragikomisk situation. Baldwin sukkede ganske let, inden han satte sig op af et af de andre træer, med siden til sine krigere og bålet, og den anden side mod Ferghus, trods han vente mere front mod ham, idet det var ham han havde et ønske om at tale med. ”Det har De selvfølgelig ret i” kommenterede han roligt og lod for en stund stilheden falde over foretagenet. Han havde det dårligt med at skulle behandle folk på denne måde, trods hans krigere lød overbevidst om at dværgen de havde med sig, var en tyran. En der bestemt fortjente en langt værre behandling. Ord fra soldater der havde oplevet mørkets tider var ofte hårde og nådesløse. Baldwin havde heller ikke været hellig på det punkt, og huskede godt modløsheden og ikke mindst hadet der havde været kort før lyset var vendt tilbage til magten, og endda lidt tid derefter. Enhver der bare havde den mindste mulige kendskab var forræddere.

Baldwin var blevet klogere, og var nok også den største årsag til at han bar den røde kappe, og i sidste ende var ham der bestemte over hele lysets hærstyrke. ”Historierne synes at blive flere og mere brutale, jo mere de snakker om Dem” kommenterede han med blikket mod bålet og mændene. De kunne ikke høre hvad de snakkede om, så længe de talte i normalt stemmeleje. De var travlt optaget med et kortspil eller at spise. ”Men det virker alt sammen overdreven og uretfærdigt fortalt.” han drejede blikket til den ældre tavse dværg med et brysk udseende. ”Vil De fortælle mig Deres historie?” han beordrede ikke at få den, det var ikke hans ret. Men han spurgte, interesseret i at vide hvad Ferghus selv havde at sige. Alle historierne ville på en eller anden måde være forudindtaget, men uden sammenligninger fra begge sider, fandt man sjældent sandheden.

Ferghus så ikke på Generalen, som denne satte sig ned ved et andet træ og faldt hen i tavshed. Hans blik var rettet mod bålet og de mænd, der fik deres aften til at gå med hvad end soldater fik deres tid til at gå med. ikke at han rigtigt så dem, som han mere bare stirrede ud i luften. Den andens tilstedeværelse påvirkede ham ikke rigtigt, han regnede med at halvdyret ville ham noget. Hvis han ville, skulle han nok nå frem til det.
Og ganske rigtigt lød hans stemme igennem natteluften lidt efter. Et brum kom fra Ferghus, noget der måske kunne tolkes som en latter, men måske også kunne tolkes som en bitter lyd. Selvfølgelig kom der flere historier og selvfølgelig blev de mere brutale. En fjer havde det med at blive til fem høns, noget han var mere end klar over.

Spørgsmålet var ikke uventet, selvom han alligevel ikke havde regnet med at blive spurgt. Og så dog, manden var vel blevet general af en grund. Først svarede han ikke, men trak benene en smule op, hvilede sine arme på sine knæ og satte sig lidt bedre til rette. Da han endeligt fandt sig tilpas, åbnede han munden, stadig med blikket rettet mod ilden.
"Der skal nok være en smule sandhed i nogle af historierne. Jeg var ved Mørkets Hær i et par år. Gjorde, hvad der blev beordret. Ikke fordi jeg ville, men fordi jeg var spion. For Lyset." Han blev tavs for et øjeblik, mens han søgte efter ordene i den historie, han ikke havde fortalt længe. "Da jeg var ung, var jeg en velset dværg i Dragorn, søn af den respekterede Vragi, med en evne der gav mig titlen Jordtygger. Jeg fandt mig en kvinde, der ville elske mig, og fik to børn. Krigen brød ud. Thanens mænd kom og spurgte, om jeg ville tjene Dragorn, Thanen og ikke mindst Lyset, hvilket jeg ikke kunne sige nej til." Det var mange ord og han rømmede sig lidt, en smule hæs efter at have været tavs i flere dage. En smule hæs, fordi det var en tung historie for ham at fortælle.

"Tiden for Mørket var hård, De burde vide, hvad de er i stand til. Men krigen sluttede og jeg kunne tage hjem." Han tog en dyb indånding, men fortsætte med at se med et følelsestomt ansigt ud i luften. "Jeg havde bare ikke noget hjem. Mit hus var brænd ned, min familie med det. Mit folk afviste mig og kun med få indvigedes hjælp, blev jeg smuglet ud af Dragorn til et liv som forræder." Resten behøvede han ikke at fortælle, at han havde levet i bunden af en tønde øl i flere år var ikke vigtigt at vide for denne mand. "Thanen tog en beslutning om, at jeg skulle blive ved med at være kendt som Forræderen. Hvorfor må du spørge ham om."

Endeligt drejede han hovedet og så på Generalen, de grå øjne med et blankt skær, sørgmodige, men faste. En mand der havde accepteret sin skæbne, trods at den var hård.
"Jeg hjælper stadig Mørket i min funktion som Sporfinder, men videregiver alle oplysninger jeg får fat i, til Dragorn. Trods alt, er jeg stadig med Lyset." Hans stemme var fast som han sagde det, for det var sandt. "Jeg er ikke i tvivl om, at min straf for hvad jeg har gjort igennem tiden vil komme, om det bliver mænd eller guder, der får lov til at føre den ud i livet." Og det var de ord, han havde at sige for nu. Hans blik vendte tilbage til samme sted som før og han blev tavs. Generalen måtte tage hans ord, som han ville, han forventede ikke at han troede ham. Somme tider var de grusomme historier bedre end sandheden.

Baldwin kiggede på den ældre dværg som han begyndte at fortælle. Han forlangte ikke at dværgen fjernede sit blik fra bålet og dannede kontakt, og nogen gange lod Baldwin også sine orange øjne finde vejen frem til ilden. Der var noget over sindsstemningen, der gjorde at ildens flammer og knitren på en eller anden måde, fandt sig ind i historien. En grufuld historie, om en dværg der havde levet et almindeligt liv, der var blevet vendt på hovedet i krigens had og smerte. Om han præcis skulle tro Ferghus' ord som værende de rigtige, vidste han endnu ikke. Men det vægtede at høre hans side. Alt andet ville være uhensigtsmæssig, nu han spurgte. Dertil, lød det desværre ikke urealistisk.

"Thanen lader dig stadig videregive oplysninger til sig, uden at så tvivl om din ærlighed" At han stadig var af lyset og dermed ville videregive sine oplysninger, trods den behandling han havde fået. Baldwin havde mange spørgsmål, men ingen velformulerede nok til at han ville stille dem. Ikke lige nu. Han skulle tænke. Gennemarbejde de nye oplysninger med dem han allerede havde og se om der var mere han forekom ham underligt og uopklaret. Det hele var selvfølgelig uopklaret, men han var nødt til at vægte med at Thanen beskyldte dværgen for at være forrædder. Der måtte være en grund.

Ordene havde været tunge i den historie, han til tider skulle fortælle. Det var længe siden sidst, hvilket ikke havde gjort dem lettere at hive frem fra mindernes gemmested. For et øjeblik sloges han lidt med minderne af sin familie, indre billeder han normalt kun tog frem, når han var alene. Heldigvis snakkede Generalen til ham og afbrød hans indre kamp.
”Jeg tvivler på, at han ved, hvor oplysningerne kommer fra. Jeg har stadig et par kontaktpersoner i Dragorn, folk der ved, hvad der er sket. Folk der også stolede på mig til at hjælpe med at befri Dragorn fra Mørkets besættelse.” Hans evne havde endnu engang gjort nytte, hans økse ligeså. At den ene kontaktperson var Thanens barnebarn sagde han ikke. Det var bedre at ingen vidste, hvem han var i kontakt med. Den anden Grimnyr. Manden der havde hevet Ferghus ud af drukken og ind i et nyt liv.

Hans blik vendte tilbage til halvdyret, hans udtryk alvorligt, træt og resigneret, men alligevel fyldt med den stolthed, han åbenbart ikke kunne slippe.
”Min troskab til Lyset har aldrig været rystet. Jeg har set, hvad Mørket er og hvad det kan gøre. Og trods Thanens beslutninger, er jeg stadig en dværg og jeg støtter mit folk.” Nu måtte det være nok. Han var ved at gøre det, han ikke selv ville. Forsøge at forklare sig selv. Det fik ham til kort at ryste på hovedet og fjerne blikket igen fra halvdyret.
”Jeg forventer ikke, at De tror mig uden beviser. Og dem har jeg ingen af.” For ham var samtalen afsluttet, han havde ikke mere at sige, medmindre Lysets General havdde flere spørgsmål. Han flyttede en smule på sig og øjnene gled halvt i, atter rettet mod ilden. Han var træt og savnede sit lille hus i skoven, sine geder og sin kat. Selv hønsene. Men han var ikke en mand, der havde ondt af sig selv. Livet gik som det gjorde og nogle gange kunne man ikke andet end at håbe, at det var venligt i mod en.

Baldwin noterede sig dværgens ord. Oplysningen om at nogen af dværgene i Dragorn troede hans ord, trods Thanens fornægtelse af dem, måtte have en betydning der kunne bruges. Ikke at Baldwin ville modsætte sig Thanen. Det ville ikke være hans plan, men han kunne ikke dømme en uskyldig mand til et liv i fængsel. Eller det der var værre. Retfærdigheden kom først, selvom det kunne koste.

Baldwin kommenterede ikke på forsvaret Ferghus satte op, men tog i stedet det notice han kunne af toneleje og udstråling. At betragte og forstå ord og handlinger, var hvad der nok havde gjort folk følte respekt for ham. Han gjorde sjældent noget overilet, og sjældent følte folk at han ikke lyttede. Han ønskede at bibeholde den del af sig selv i enhver situation. "Det er ikke min opgave at bedømme hvorvidt dine ord er sande eller falske." det var stadig en dommers arbejde. Og det gavnede ikke hans sag at fysiske beviser var sparsomme. Og det faktum at selveste Thanen selv modsagde hans ord. Faktorer der vægtede hårdt. Baldwin selv var nødt til at erkende, at en mands ord ikke altid var lige meget værd som modstanderens. Hvor hårdt den konsekvens end var at indse.

"De fortalte om nogle kontaktpersoner. Jeg har ikke i hensigt at tvinge dig til at afsløre dem, men vil de folk, kunne hjælpe dig. Tale Deres sag. Give mig bare lidt til at bakke Deres historie op" Det var ikke svært at høre, at Baldwin ønskede at hjælpe ham. Han vidste ikke om historien var sand, men dværge havde en måde at udstråle sig på. Hårde klippestykker der tog alt med ret ryg. Men når først sorgen havde lagt sig i deres stemme, var man ikke i tvivl. Dværgen ved siden af ham kunne lyve så det drev af ham - men det var ikke hvad mavefornemmelsen sagde. Baldwin var ikke dommer, men han var retfærdig. Og han ønskede at alle fakta skulle frem, for at få den mest retfærdige dom.

Tavsheden varede ikke længe, som Generalen sagde, at det ikke var hans opgave at bedømme hans ord. Nej, det var det ikke, han var blot en soldat, trods sin fine rang. For Ferghus havde det ingen betydning. Manden virkede ikke som en, der ville slippe ham fri, om han så skulle tro ham. Og Ferghus holdt det ikke i mod ham. Det var hans opgave at holde Krystallandet sikkert og det inkluderede også at indfange trusler i mod landet, trusler som Ferghus var rygtet til at være.
Men han svarede ham ikke, blev bare ved med at stirre frem for sig. Ferghus var på ingen måde en socialt indstillet dværg, ikke efter alt, hvad der var sket. Der havde været engang, han havde måske stadig være tavs, hvilket hans hustru havde drillet ham med til tider, men han havde været social, haft venner og forstået at le og hygge sig. I dag havde han det bedst alene.

Roligt rystede han på hovedet, som halvdyrets spørgsmål nåede ham.
”Ingen af dem vil gå i mod Thanens vilje om at holde sandheden skjult, selvom det vil koste mig livet. Ikke officielt.” Der var intet trist i hans stemme over den konklusion, sådan var det bare. Og det var heller ikke noget, han holdt i mod dem. Dragorn frem for alt.
Han flyttede lidt på sig og sukkede, inden han lænede hovedet tilbage mod træet og lukkede øjnene.
”Det er pænt af Dem at ville hjælpe, General, men medmindre de fjerner mine kæder og giver mig min økse og min pony og lader mig vende snuden hjem, er der ikke så meget andet at gøre end at lade tingene gå sin gang.” Han ville gerne være alene igen, men bad ikke manden om at gå. Det var ikke hans plads at gøre.

Baldwin kiggede længe på dværgen over det svar. Ikke officielt. Det gav selvfølgelig sine problemer. Anonyme udtalelser holdte ikke når det kom til dom og rettergang i Dianthos. Han vidste det, havde set det før. hvis ikke den anden ville stå ved sit ord overfor land og ret, så talte det ikke for noget. Det betød også at Baldwin intet kunne gøre. Ikke som tingene så ud lige nu. Han tog en dyb indånding.
Han skævede til siden, kiggende på Ferghus som så ud til at være træt. Måske ikke fysisk men bare, træt. Især af hele situationen. Hvem kunne bebrejde mig. Et ganske let antræk af en smil på frem for en kort stund. "Desværre ikke" Baldwin rejste sig. Han kunne ikke slippe den anden fri. Give ham sin frihed. Ikke med de rygter og hvad han måtte tro var sandheder fra hans soldater. Han lod dværgen alene for resten af natten. Det virkede til at være hvad han foretrak.

Næste morgen fungerede som de nu engang plejede. Soldaterne kom op, sørgede for at bålet var ordentligt slukket, læssede dyrene og fik deres fange tilbage på sin pony efter morgenmaden var indtaget. Og fremad gik det. En kedelig og ensformig måde at rejse på. Men det var bestemt at foretrække fremfor pludselige overraskelser.

En tanke man aldrig måtte tænke. Forsamlingen begav sig afsted i støt tempo, men med et der kunne måle sig til pony'ens ben og kræfter. Men Baldwin stoppede. Han var placeret forrest denne gang, for at benytte sine stærke øjne i dette mere terrænfyldte område. Hvor der kunne lure fjender om hvert hjørne og med rig mulighed for at gemme sig. Det var ikke hans øjne der havde opfanget noget, det var hans skarpe hørelse. Hånden var løftet for tavs at indikere. Med et ryk drejede han hovedet til siden "Pas på!" en pil susede igennem luftet i samme sekund, ramte en af krigerne hårdt i skulderen og fik ham i processen til at falde af sin urolige hest. Baghold.