Solen var allerede gået ned, og nattelivet i den travle pirat by var begyndt. Der var måske lidt flere folk end der plejde at være, og lidt mere liv i gaden end der plejede at være. Alt dette kunne kun pege hen mod det udgangsforbud der ellers var overalt i landet. Et udgangsforbud der ikke havde fået lov til at sætte kløerne i de lovløses by. Derfor var der også visse folk der havde søgt herud, et ønske om ikke at være indespærret efter arbejde. Et ønske om at føle at natten var ung.
En af disse dyr der havde søgt til de lovløses by var Loke. Han havde fået nys om at udgangsforbuddet ikke gjaldt her, og han var mere end glad for at trave hele vejen hertil, i ly af mørket, for at nyde nattens løjer endnu engang. Udgangsforbuddet havde nok ramt vampyrer hårdere end så mange andre, fordi det var lidt svært at finde et offer, når alle gik indenfor ligeså snart det blev mørkt. Her ville det blive lidt nærmere.

Han vandrede gennem byens beskidte gader, men hænderne i lommerne på sin store frakke. Ikke den slags frakke man typisk ville se om sommeren, og selv på nuværerende tidspunkt var det for varmt for langt de fleste at gå i store frakker. Det kunne godt være at den kølige havvind blæste ind, men så meget blæste den heller ikke. Loke ignorerede dog de få blikke han fik. De ville alligevel snart glemme alt om han, og finde en mere interessant person at stirre på.
Han gik med faste skridt mod det der udentvivl lignede en rko. Og en kro det var. Der var slagsmål, kvinder med dårligt nok noget tøj på, og han var sikker på at han så en af disse kvinder, sidde oven på en mand ovre i et af hjørnerne, og de havde noget af en rytmisk dans igang. "Ja, sådan kan man da også gøre det," mumlede han og nikkede anerkendende, før han fandt sig et bord at sætte sig ved. Han kunne trods alt ikke drikke alkohol uden at blive syg, men det skræmt ham ikke fra at have det sjovt på en kro.
"Det er da noget af et interessant sted I har jeg her," sagde han begejstret til dem der sad ved bordet, han bare havde sat sig ved, og lagde så sine støvler op på bordet. Ligeglad med om de sad og spiste og drak noget, eller hvad de havde og sige til at han bare havde sat sig der.

Hun gik og fægtede med kniven i sine hænder inden hun rettede blikket mod kroen. Hun burde egentlig ikke, men nu var hun alligevel på land så gjorde det vel ikke noget lige at få noget at drikke. Det kunne jo være man lærte nye folk at kende, nogle der var værd at bruge nogle timer på for hun var endnu ikke træt. Hun satte knivene i hendes bælte og sukkede nærmest opgivende som hendes ben begyndte at bære hende mod kroen, hvor der uden tvivl var gang i den, for der kunne høres musik ude på gaden og råben og skrigen. Kort lukkede hun øjnene og gik da indenfor. Nogle af mændene så på hende, men hun var personligt ligeglad, da hun ikke havde yderligere interesse i andet end af drikke sig en kæp i øret. Hun havde haft en træls dag og derfor havde hun brug for dette. Hun stillede sig i baren og tappede to gange på disken. Hurtigt kom kvinden bag disken med et krus øl og et lille shot med mjød, som lige kunne startes ud på. Hun rejste det lille glas med mjød og smilede så for sig selv som hun mumlede noget på elvisk. Hun tømte det lille glas og tog derefter en tår af sin øl. Hun hadede egentlig øl, men det var nok noget af det eneste hun efterhånden kunne få fingre i, hvor hun kunne holde til at drikke meget af det uden at blive tæske stiv.

Hun lod blikket glide over de mange folk i krostuen og hun sukkede. Der var ikke en eneste hun kendte, men det var sikkert grundet det fandens udeforbud, hvilket havde lokket så mange fra fastlandet her til, hvilket sikkert var derfor der var så mange over det hele i piratbyen nu om dage.  Hun sukkede og lænede sig op af baren, nærmest opgivende som hun tog en tår af sin øl og stillede kruset foran hende og stirrede ned i det, nærmest i håb om et tegn på et eller andet. 

Der var næsten ingen ved bordet, som gav Loke noget opmærksomhed, hvilket egentlig ikke var den stil som Loke kørte. Han var vant til at være en del af dem han sad sammen med, om han kendte dem eller ej. Det var egentlig ganske underordnet for ham, hvilket så også bare betød at han selv måtte starte en samtale op med dem.
”Jeg har hørt at der er søuhyrerer ude for kysten, er det rigtigt?” spurgte Loke, og kiggede på dem der sad ved hans bord, som tydeligvis var sømænd. Et par af dem trak da også på skuldrene og nogen nikkede. Historierne var der da nok af at gribe fat i.

”Jeg har også hørt at der var en der nedlagde en krakken for et par uger siden,” det fik sømændenes opmærksomhed. ”Jo jo, den er sgu god nok, fordi han så ikke så klog ud. Der er ingen chance for at han kunne have fundet ud af at opdigte sådan en historie selv, især ikke når han havde et trofæ med sig.” Dette resulterede i at Loke gav sig ud i en lang historie, om hvordan den brave sømand havde stået ansigt til ansigt med en, og med rent held havde fået dræbt dem. Loke pyntede også noget på detaljerne, og hvem vidste om historien i det hele taget var sand. Loke fik i hvert fald til at virke sand nok.

En stemme der brød den sørgelige tavshed der var mellem alle folk i kroen fik fanget hendes opmærksomhed og hun lyttede til hvert et ord. Et lavmælt grin undslap hende som han begyndte at snakke om søuhyrer, næsten alle vidste det var en løgn. Jo der havde været nogle der havde snakket om både leviathanen og kraken, men man skulle tage sømænds historier med en gran salt, for det var bestemt ikke dem alle der var sande. Pegefingeren på hendes højre hånd stak hun ned i kruset og kørte rundt, men lyttede alligevel til denne mands fortællinger om en eller anden sømand der havde nedlagt kraken. Den lange forklaring fik fanget hendes opmærksomhed og hun drak resten af sin øl og gik mod bordet hvor den blonde man sad og fortalte sine historier.

Med et trak hun en af sine knive og satte den fast i bordet "Har din mor ikke lært dig man ikke må lyve?" spurgte hun flabet og trak da kniven op fra bordet og satte den i bæltet igen. Hun sendte ham et kækt smil inden hun lænede sig ind over bordet og så på de andre sømænd ved bordet. Selv lignede manden der fortalte historierne ikke just en der tit var til havs, men man vidste jo aldrig. Hun lagde kort hovedet på skrå "Jeg hørte sågar at den selv samme mand også nedlagde en leviathan, en kæmpe dæmon der siges at holde til under vand og det var blot dage før han dræbte Kraken" sagde hun og så på mændene der sad måbende og så på hende. Hun sendte manden bed det blonde hår et smil inden hun rejste sig op og trak på skuldrene "Men hvem ved om nogle af fortællingerne passer?" sagde hun og vendte da tilbage til baren og smilede tilfreds for sig selv. Om manden med det blonde hår kom over til hende vidste hun ikke, men hun var forberedt på hvad som helst.

En stemme der brød den sørgelige tavshed der var mellem alle folk i kroen fik fanget hendes opmærksomhed og hun lyttede til hvert et ord. Et lavmælt grin undslap hende som han begyndte at snakke om søuhyrer, næsten alle vidste det var en løgn. Jo der havde været nogle der havde snakket om både leviathanen og kraken, men man skulle tage sømænds historier med en gran salt, for det var bestemt ikke dem alle der var sande. Pegefingeren på hendes højre hånd stak hun ned i kruset og kørte rundt, men lyttede alligevel til denne mands fortællinger om en eller anden sømand der havde nedlagt kraken. Den lange forklaring fik fanget hendes opmærksomhed og hun drak resten af sin øl og gik mod bordet hvor den blonde man sad og fortalte sine historier.

Med et trak hun en af sine knive og satte den fast i bordet "Har din mor ikke lært dig man ikke må lyve?" spurgte hun flabet og trak da kniven op fra bordet og satte den i bæltet igen. Hun sendte ham et kækt smil inden hun lænede sig ind over bordet og så på de andre sømænd ved bordet. Selv lignede manden der fortalte historierne ikke just en der tit var til havs, men man vidste jo aldrig. Hun lagde kort hovedet på skrå "Jeg hørte sågar at den selv samme mand også nedlagde en leviathan, en kæmpe dæmon der siges at holde til under vand og det var blot dage før han dræbte Kraken" sagde hun og så på mændene der sad måbende og så på hende. Hun sendte manden bed det blonde hår et smil inden hun rejste sig op og trak på skuldrene "Men hvem ved om nogle af fortællingerne passer?" sagde hun og vendte da tilbage til baren og smilede tilfreds for sig selv. Om manden med det blonde hår kom over til hende vidste hun ikke, men hun var forberedt på hvad som helst.

Der var ikke nogen der havde vovet at stoppe Loke i hans fortællinger, men da han endelig var færdig skulle en yndig lille dame være lidt næsvis. Det fik da også vampyrens opmærksomhed og han kiggede over mod hende. ”Hvem siger jeg lyver? Jeg er da sikker på at jeg fortæller flere sandheder end mange af mændene her,” pointerede han grinende, selvom der var et godt potentiale til at blive uvenner med størstedelen af kroen ved bemærkninger som disse. Folk havde en tendens til at blive vrede når de ikke ville indse sandheden.

Men for nu ignorerede han mændene der sad omkring ham, og rejste sig rent faktisk op for sit sæde og gik over for at sætte sig ved kvinden. Han havde endnu ikke bestilt noget, hvilket nok var uvant heromkring, men da kroen var fuld, så var der ikke mange der lagde mærke til denne lille besynderlige ting ved den blonde mand.
”Du virker ganske sikker på at fortællingerne er en løgn, ved du måske noget jeg ikke gør?” spurgte han muntert til hende og kiggede på hende, med sine blå, gennemborende øjne. At sige at der ikke var monstre i disse have var at udfordre skæbnen. Der var monstre på landet, så naturligvis var der også i havet, og selvom Loke ikke var en sømand, så havde han hørt sin del over årerne. Man blev ikke 400 år uden at vide noget om dette land trods alt.

Hun så på ham med et hævet øjenbryn og fnøs da "Ja du fortæller sikkert flere sandheder end nogle af de andre idioter her inde, men så alligevel?" sagde hun og så på de mænd der sad ved selv samme bord. De så ikke specielt glade ud over hendes kommentar, men hun var efterhånden så vandt til at mænd ikke syntes om hende, for hun opførte sig ikke ligefrem som en kvinde skulle eller burde, men sådan var det at være pirat og bruge det meste af tiden sammen med en flok mænd. Hun trak kort på skuldrene og smilede kækt "Men de fleste folk der er ombord på et skib fortæller sådan en slags løgnhistorier" sagde hun og blinkede kort til den ene af mændene der sad ved bordet, før hun rettede blikket mod den blonde mand der havde fortalt denne historie. Han virkede nu meget interessant, men det var nok mest hans attitude der gjorde det, dog var han ikke en af de værste mænd hun havde set omkring disse kanter. 

Hun sad i sine egne tanker og så sig kort over skulderen da den blonde mand var kommet op til hende. Hun sagde ikke noget, men lyttede til ham. Hun trak kort på skulderen og smilede da "Om jeg ved mere er nok så meget sagt... Jeg har været til havs længe nok til at vide der ikke er andet end vandelementaler... Og som regel gør de ikke nogen fortræd" sagde hun og så på ham. Hans øjne borrede sig nærmest igennem hende og hun var sikker på han kunne se hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Ikke fordi hun var sønderligt bange for manden ved hendes side, men mere fordi hun fandt ham interessant på en eller anden måde. Hun rettede blikket mod kruset foran hende og sukkede "I de halvtreds år jeg har været ude at sejle, så har jeg ikke set nogle uhyrer eller monstre... Men på landjorden, se det er en anden sag" sagde hun og rettede igen blikket mod ham og fik da et lumsk smil frem på læberne "Er du en af monstrene?" sagde hun og hævede et øjenbryn. Selv hvis han var hvorfor skulle han så indrømme det? Hun grinede ganske kort inden hun lod sine fingerspidser ramme mod disken af baren som tegn på hun ville have et nyt krus, tog imod det og tog en tår som hun smed nogle stykker rav som betaling.

Det kunne meget vel være at denne kvinde var en pirat, men hun var stadig en ung og køn kvinde. Hun burde have vidst bedre end at omgås med disse typer der var herinde. Det sagde Loke dog ikke højt, for han var trods alt en af typerne herinde. Det kunne godt være at han ikke ville forgribe sig på hende, men en lille bid ville ikke skade.
”Oh, jeg er sikker på at du bare har været heldig. De kan ikke alle sammen være forsvundet ned i dybet endnu,” sagde han grinende.

”At anklage mig for at være et monster så tidligt på vores første møde. Det er vidst ikke helt efter protokollen,” sagde han grinende, men svarede ikke på det. Hun kunne vel tro hvad hun ville om ham. Desuden virkede det bare til at hun havde en interesse for ham, i stedet for at ville flygte fra ham. Det var altid et godt første skridt. ”Spørgsmålet er om du er en af monstrene. Det er de kønne piger man mest skal tage sig i agt for, har jeg hørt,” pointerede han grinende. 

Hun så på ham med et hævet øjenbryn og trak så på skuldrene "Har du selv været på havet da? For du ligner ikke just en der har haft havbrise i dine gyldne lokker" sagde hun med et kækt smil på læberne. Hun havde i teorien ingen ide om denne mand var pirat, men i så fald så lignede han ikke en, hvilket også var grunden til hendes udtale omkring hans udseende. Han virkede for fin til at være ombord på et skib der sejlede til fjerne kyster og ledte efter skatte, men skindet kunne bedrage og det vidste hun også godt. Som han igen talte grinede hun kort " Din eller min protokol?" sagde hun og blinkede til ham og havde stadig det kække smil på læberne.

Hans kommentar omkring hun muligvis var et af monstrene fik hendes kække smil til at forvandle sig til et der var lettere dystert. Det var ganske sandt det han sagde, men det var ikke just fordi hun var en af dem der lokkede mænd i fordærv. Hun så på ham, stadig med det lettere dystre smil "Det siges der ganske vidst... Men hvem ved.. Måske er jeg faktisk et monster, der bare venter på det rigtige tidspunkt" sagde hun og blinkede til ham. 

Loke rakte op og strøg enhånd gennem de fedtede lokker. ”Gyldne er vidst ikke ordet folk normalt bruger om dem,” sagde han, da de i den grad ikke var var man ville kalde gyldent normalt, men nogen skulle vel mene det om ham. Der var værre ting at blive kaldt. Han gav dog ikke nogen tegn på om han faktisk var pirat. Det var som om at han bare ikke helt var så glad for faktisk at svare på hendes spørgsmål.

”En eller anden dag vil jeg gerne møde et monster der ikke skammer sig over det. Man kan jo ikke regne med folk, når de er så vage i deres svar om det,” han så næsten ærgerlig ud over ikke at få svar, men ærligtalt var han ligeglad. Hun kunne være et hvilket som helst væsen, den grummeste dæmon såmand, og han ville ikke være bange af sig. Ikke fordi han ikke vidste hvad der kunne ske med ham, eller han var sikker i sine egne evner. Nej, han var bare på et punkt i livet hvor han var lidt ligeglad med hvad der skete.

Et svagt grin undslap hende som hun kunne se det bestemt ikke var det svar han måske havde regnet med, men hun troede ikke selv på alle de søuhyrer, måske fordi hun aldrig selv havde set et. Monstre der imod, dem havde hun mødt mange af, men det var mest i form af mænd. Hun sendte ham endnu et kækt smil ”Men... ” sagde hun kort og skinnede nærmest som hun fortsatte ”Jeg har hørt om nogle pirater det blev angrebet af et bevinget dyr til havs, hvad det var vidste de ikke.. Om det er sandt? Måske” sagde hun med et kækt smil. Hvis der havde været et angreb af et bevinget dyr til søs, så kunne det vel også komme på land? 

En let latter undslap Loke. ”Jeg tror de fleste bruger ordet hvidt,” indrømmede han. Måske der var et vidst gyldent skær over det, men generelt så var det mere hvidt end noget andet. Han var vel bare blevet velsignet med absurd lyst hår. Han kunne sværge at det ikke havde været så lyst da han var yngre, men det var nok en leg. Det var ikke fordi at han gik så absurd meget op i sit udseende.

Loke rystede på hovedet. ”Dragerne plejer jo ellers at blive på landet, men det er vel de eneste der kan komme så langt ud på havet for at være en trussel,” pointerede han grinende. Ikke fordi han var den klogeste omkring monstre, men han havde skulle komme op med mange interessante historier, og lidt konsekvent måtte man være… eller lade vær med at være.

Tja, hvidt var det da i hvert fald, men der var mange forskellige termer omkring hår og hun kendte næsten ikke nogen af dem, kun de basics der var. Kort trak hun på skuldrene ”Hvidt kunne vi også kalde det...” sagde hun efterfulgt af et grin. Denne mand var egentlig spændende at snakke med, underholdende oven i. Heather ville gå så langt og sige de måske var på bølgelængde, trods den korte tid de nu havde kendt hinanden.

”En drage... Ja det ville da være nyt at de kom ud på havet, men som du også selv siger.. Det er et af de eneste væsener der har muligheden” kort trak hun på skuldrene. En drage over havet? Inderligt håbede hun det ikke, måske var det mørkets hær? De havde trods alt drager nogle af dem, så ville det være meget sandsynligt, men en fri drage? Hun vidste det ikke og det gjorde han sikkert heller ikke selv

Det var nemt at være på bølgelængde med udskydene i landet. Især piraterne. Loke var selv et, og han havde da også en hvis charme normalvis. Dette var især praktisk hvis man ikke ville lade folk opdage at man var ude efter at få noget blod. At angribe folk var aggressivt og skabte opmærksom. At tage en pige ud i en gyde. Det var bare som en hver anden på kroen. Lige indtil at hun blev fundet drænet for blod i gyden næste dag. Men alle var for fulde til at huske hvem der havde taget hende med.
”Ja, eller noget vi ikke har set endnu. Verdenen er jo fuld af ting, vi måske ikke ligefrem ønsker at se,” sagde han grinende.

Orphelia vidste godt der var mange ting der endnu ikke var blevet opdaget, så om væsenet var en drage, eller et væsen der kom fra havets dyb var der ikke nogen teori om. De mænd der havde set dette væsen havde ikke berettet til nogen om hvordan det så ud, udover det havde noget der mindede om vinger.. Og det eneste væsen der umiddelbart var med vinger som ville angribe.. Ville netop være en drage.

Kort trak hun på skulderen ”Det kunne jo være noget fra dybet.. Der ned hvor ingen endnu har været, men hvad skulle det væsen bruge noget der mindede om vinger til?” sagde hun og kløede sig kort i nakken. Der var ingen logisk forklaring på det de mænd havde set, men skulle der også være det? Som han sagde, der var mange ting der ikke var blevet fundet og sikkert også nogle man ikke ønskede at se.

Loke trak på skuldrene. ”Ingen ide, jeg er ikke en videnskabsmand. Og mente du måske ikke selv at de fleste ting var skrøner fra sømændene. Kunne dette ligeså godt være. Eller måske så de en stor fugl, og de blev nødt til at pynte lidt på historien,” pointerede han. Tid til at bruge skeptismen mod Orphelia selv, nu når hun havde brugt den mod ham.
Det var dog ikke usandsynligt for pirater at pynte på alle deres historier. Ingen havde lyst til at fortælle at deres skib kæntrede på pga. et uvejr, så var det bedre at sige at en kraken havde været skyld i det. Det samme med store havfugle.

Hun grinede ganske kort ”Nej det ses tydeligt” sagde hun og blinkede kort til ham før hun fortsatte ” Men hvem ved.. Drage, dybhavvæsen... Fugl? Hvad det var, ved ingen” sagde hun og trak kort på skulderene. Hun vidste ikke helt selv hvad hun skulle tro på. Alle de gange hun havde været på havet, men der ikke var sket det mindste, så viste hun næsten ikke hvad hun skulle tro på længere. Hun udelukkede ikke at det var en sand historie, men igen... Hun vidste godt at de fleste ville fortælle historier som denne for at pynte på hvad der egentlig skete. Selv hendes egen kaptajn ville sikkert gøre det samme og hun ville sikkert genfortælle den, hvis hun da I så fald overlevede en kæntring.

Det var sandt nok. Ingen ville nok nogensinde finde ud af hvad det var, og alle de skrøner der gik, hvem vidste hvad der var virkeligt og hvad der var fundet på. Mange af historierne kunne ligeså godt være pga. af diverse sygdomme eller den ensomhed der kom af at være på havet. No k en grund til at Loke aldrig ville tage derud. Han kunne lide sine fødder solidt plantet på jorden.
”Jeg tror dog aldrig at jeg fik dit navn. Mit er Loke,” sagde Loke så, det nyttede ikke noget ved at dvæle ved et emne de allerede havde udtømt, der var det bedre at få et navn fra den stakkels pige.

Orphelia havde ingen anelse om dissr historier var sande.. Hun havde selv været på havet længe, men aldrig selv stødt på nogle af de væsener der var tale om.. Om det ville skete, anede hun ikke. Det kunne også være død kedeligt at befinde sig på havet over længere tid, da man som regel ikke havde ret meget at lave, med mindre man var på jagt efter andre, i kamp eller på skattejagt... Men for nylig havde hun været på landjorden, det havde hun haft brug for, men nu var hun begyndt at savne de åbne vidder igen.

Som manden præsenterede sig selv, sænkede hun hovedet som en gestus, inden hun igen rettede blikket mod ham " Orphelia... Rart at møde dig" sagde hun med et skævt smil på læberne.

//Afsluttet