Solen var ligeså stille gået ned i horisonten, og det betød over det meste af Krystallandet at udgangsforbuddet var tråd til. Det havde Loke efterhånden stiftet bekendtskab. Ikke det mest praktiske når man var en vampyr og egentlig ikke havde det alt for godt ude i solen. Det var bare... for varmt. Det betød da også at Loke nu var begyndt at søge lidt mere alsides steder hen. Steder hvor der intet udgangsforbud, så han faktisk også kunne få lov til at få lidt mad. Han havde efterhånden erhvervet at finde mad på landevejene typisk var en dårlig ide. Der var altid nogen der kunne slå igen, eller specielle magiske evner der kunne gøre det svært. Fandens specielle mennesker. Kunne de bare ikke en gangs skyld være almindelige?
Nu var han dog endt i en lille snottet landsby, der dårligt nok havde en kro, for at finde lidt at spise. Byen var ret så sølle, den var tydelig plaget af de tidligere plager der havde taget landet med storm, men til trods for dette, havde Kile tilbederne ingen magt her. Det var lidt underligt, men han ville ikke prøve at sætte spørgsmålstegn ved det. Hvis han var heldig var det fint nok for ham. 
Så nu gik planen ud på at finde en lille krop og få lidt mad. Det burde i hvert fald ikke være en alt for svær ting at gøre. Ikke?

Han havde fundet et ungt pigebarn, lige i gifte alderen. Der havde de stadig lidt vildskab i sig, og det var den vildskab som Loke havde en tendens at appellere til, når han endelig fandt nogen der turde. Det var desværre også ofte den vildskab der fik dem i problemer, især med en hvis vampyr omkring.... hvis de overlevede så længe.
Han tog et ordentlig bid af hende. Uanset hvor meget nogen måske ville benægte at blod smagte godt, så kunne den næsten gøre ham helt høj. Især med en ung person som denne kvinde var. Deres blod var altid friskere. Ikke så gammelt, og ikke så fedtet som noget at blodet på ældre kunne være. 

Han sugede og sugede, for sulten var han blevet. Hans kinder begyndte helt at få farve, og der dryppede blod ned fra hans mund og hage, og dryppede længere ned. Det var et fantastisk måltid, men det betød også at han ikke rigtig lyttede efter om der skulle komme nogen og forstyrre ham midt i hans middag. Det ville da også bare flabet. Det var jo ikke som om at han forstyrrede andre når de spiste, eller vent. Jo, det gjorde han faktisk. Karma.

Mørket havde lagt sig over hans omgivelser, som han bevægede sig ind i mod en lille bitte landsby. Det var skønt ikke at skulle spekulere over udgangsforbuddet, som herskede i de større byer. Hvad i alverden det skulle gøre godt for, vidste Randall ikke. Det var da bare til besvær. Alt det sjove skete jo om natten. Så var de små landsbyer straks meget bedre, selvom der for det meste ikke var så meget at komme efter.
Men det var der her. Det var ikke så længe siden, at han sidst havde været her og der havde været en sød lille brunette, der var faldet for hans charme. Og trods det var hendes første nat i en mands favn, havde det været en dejlig nat. Og nu var Randall tilfældigvis lige i området igen, så hvorfor ikke gribe muligheden for endnu en god nat? Hvis hun stadig var tilgængelig. Det havde jo med at ændre sig ind i mellem, men det var jo ikke til at vide, før han bankede på.

Hesten under ham rystede på hovedet og han klappede den på halsen. Hvad den hed eller hvor gammel den var, anede han ikke. Han havde nakket den ved en kro et par dage før. Det var noget nemmere at komme rundt på ryggen af en hest end på sine egne flade fødder. Han stjal altid heste. Nogle gange nåede han at sælge dem, andre gange endte den et eller andet tilfældigt sted, mens han blev slået ihjel eller bare ikke havde brug for den mere. Det var enormt sjældent, at han faktisk købte sig til en hest, så skulle han da være desperat. Der var engang, før han blev forbandet, at han gik op i at have sin egen, men nu kunne det være lige meget. Han mistede dem jo alligevel.

Der var lys i vinduerne i de små huse, også det han genkendte som tøsens. Han svingede sit lange ben over ryggen på hesten, med en hånd på sværdet, så det ikke hang fast. Han havde som sædvanligt sit sværd ved siden, en kniv i bæltet og langkniven på ryggen. På fødderne havde han de sædvanlige lange støvler, på benene de sorte bukser og på overkroppen den let genkendelige røde læderjakke med den sorte trøje under. Ren var han faktisk også, som han havde taget et bad i en bæk tidligere på dagen. Ikke for sin egen skyld, men fordi han vidste, at han ville komme denne vej.
Randall trak hesten hen og bandt den fast foran huset, inden han lidt frækt valgte at gå ind uden at banke på. Hvem vidste, hvad man kunne bryde ind midt i.

Døren var ikke låst og gik op uden problemer. Smilet på hans ansigt, som han glædede sig til at overraske tøsen, forsvandt med det samme, som han så en anden mand i rummet. Åh pis, hun var optaget. Hans blik faldt på hendes slappe krop og endeligt gik det op for ham, at de ikke var hengivet i omfavnelse, men at mandens tænder var begravet i hendes hals og blodet dryppede ned på gulvet.
"Åh røv, der røg den nats hygge." Det var vitterligt Randalls første reaktion. At hun var død rørte ham ellers ikke. Der var ingen følelser i klemme for ham. Hans næste tanke var, at det var en vampyr og han burde måske bare gå igen. Så han løftede en hånd og gjorde tegn til at gå ud igen.
"Jeg så ikke noget. God appetit."

Det var ganske svært at se Loke himlede med øjnene, da han hørte en stemme, men det gjorde han, før at han gav slip på den slappe krop og den ramte gulvet med et ordentlig dunk. Kroppen så ganske livløs ud, men måske der stadig var noget liv tilbage i hende. Loke selv var ikke sikker, men han havde ikke en vane med at blive omkring dem han havde drukket fra. 
"Nej nej, gør dig endelig ingen besvær, jeg er færdig," kommenterede Loke og viftede lidt med hånden, før at han prøvede at tørre blodet på sin hage væk fra sig med sine ærmer. Hvilket gik nogenlunde, selvom blodet stadig var over det hele. Der var  ikke rigtig nogen tvivl om at han havde være godt i gang med det måltid, selv hvis der var nogen der kom ind.

"Jeg er ked af at din hygge røg, men.... ting sker," kommenterede Loke så og kiggede på den slatne krop på gulvet. "Det kan være hun er frisk i morgen," han sparkede forsigtigt til hendes side, men fik ikke umiddelbart noget tegn på at hun faktisk stadig var i live. "Måske kræver det et par dage mere end det." Lige nu tydede alt dog på at hun ikke nogensinde ville blive frisk igen. En uheldig situation, men hun tog nu den forkerte mand med hjem.

Han kiggede endelig op fra liget og over på manden, som så ud til at han godt nok var parat på at gå. Hvad fanden lavede sådan en gammel mand overhoved her. Det var tydeligt at han nok kendte til tøsen. Var hun til ældre mænd? Det ville i hvert fald give mening hvorfor hun så mente at hun skulle i kanen med Loke, selvom Loke nu ikke var alt for gammel... udseendemæssigt. I hvert fald hvis han selv skulle mene det. De 300 år havde da ikke gjort ham i så meget værre stand... havde de? Det var i hvert fald ikke noget værd at dvæle ved lige nu.

Randall så vampyren slippe pigens krop, der så mere end død ud, ligbleg og livløs. Spild af kvinde. Vampyrens ord stoppede Randall midt i en bevægelse på vej ud af døren. Alt i ham sagde ham, at han burde gå. Vampyrer var nogle svin, det var ikke den første han var stødt på i løbet af hans lange liv, nej langt fra. Og de fleste var nogle røvhuller. Især den ene, der valgte at snacke på ham, til han døde. Som denne havde gjort med pigebarnet. Ikke noget speciel sjov oplevelse. Men af en eller anden grund gik han ikke. Ikke med det samme. Måske var det fordi, at han var træt i røven af at sidde på hesten, måske fordi han var et følelsesløst røvhul, der jo lige så godt kunne se, om der var noget af værdi, han kunne tage med sig. Det var ikke krystaller han havde mest af, og hvis der nu var noget brugbart, der kunne sikre ham en tur på den næste kro, han stødte på... så skulle hans besvær med at komme her forbi da ikke gå til spilde. Så han kastede et blik ud i mørket og lukkede så døren bag sig.

Randall stirrede lidt på vampyren, som han forsøgte at påstå, at kvinden nok var klar om et par dage. Det fik ham til at himle med øjnene og så gå hen til kvinden. Burde han være mere forsigtig? Helt sikkert. Lå det til ham være det? Helt sikkert ikke. Så han gik hen og satte sig på hug for at røre ved kvindens håndled. Hun var allerede iskold og der var absolut ingen puls.
"Jep, hun er død. Smukt." Han rejste sig igen, stadig uberørt at, at hans knald ikke længere trak vejret. Lort skete. Og nogle gange døde man.
Hans blik faldt på vampyren igen. En spøjst udseende mand med det lyse hår og blege hud. Sikkert en, der kunne score damer uden problemer, hvis han kunne lade være med at æde dem. 
"Øh, du har lidt blod lige der." Randall lavede en generel bevægelse med den ene hånd foran hele sit ansigt. Mest for bare at være træls. For han var skide ligeglad. 

Som han havde gjort vampyren opmærksom på sit flotte udseende, lod han blikket glide rundt i rummet. Ærligt talt havde han ikke skænket indretningen ret meget opmærksomhed sidst han var her, der havde han haft travlt med... andre mere pressende ting. Det var ikke et spændende hus, men han kunne sikkert nok finde en ting eller to, der var værd at tage med videre på sin færd.
"Hvorfor er det, at guderne har valgt at lave myg i kæmpestørrelse? Som om de små ikke er irriterende nok." Burde han holde kæft og lade være med at provokere dræbermaskinen? Ja, uden tvivl. Men vampyrens egen reaktion på Randalls tilstedeværelse havde ikke virket aggressiv, snarere ligeglad, så den bølge hoppede Randall med på. Og hvis vampyren ville slås, så måtte de slås. Han måtte se, om han kunne få hugget hovedet af ham. Burde være muligt.

Loke sendte manden og kvinden et kort blik og trak så skuldrene. "Hun skulle vidst have lyttet til sine forældre om ikke at snakke med fremmede," kom det kækt fra Loke, før at han kiggede sig efter noget at tørre sit ansigt i, siden han havde fået at vide at han stadig havde blod i hovedet. Han enten med at tage et tæppe og tørre sit hoved og hals af i den. Noget blod blev da også efterladt på tæppet. Lidt mere effektivt end hans egen jakke.

Et lille suk kom fra Loke, som manden blev ved med at brokke sig over at han var her. "De gjorde det nok ud af morskab," kom det lettere spydige svar fra Loke, før han kiggede rundt i rummet. Lidt ekstra mønter ville nok ikke være det værste at have, selvom han kun brugte sådan nogle ting til et værelse på en kro, eller noget nyt tøj, når hans nuværende var for ødelagt. Mad og drikke var jo ikke noget han havde behov for. Faktisk lidt frustrerende, når man tænkte på hvor godt noget mad var. Ikke at Loke kunne huske det mere. Han havde trods alt hurtigt fundet ud af at han blev syg af normal mad og drikke.

"Du må bare føle dig heldig, at ingen vampyr med smag, ville have lyst til at drikke af dig," kom det så fra Loke og han rynkede let på næsen. Manden var beskidt og lurvet. At nogen ville have noget at gøre med ham i det hele taget, det ville komme bag på Loke. Måske han var okay at snakke med, men Loke ville nok hellere sulte end at drikke af den mand.

Randall kom med et dæmpet "hæ", da vampyren sagde, at pigebarnet skulle have lyttet til sine forældre og ikke tage fremmede med hjem. Ja, det kunne blodsugeren da have ret i, verden var ikke et specielt sikkert sted for sådan en sød blåøjet tøs. Selvom hun ikke ligefrem havde været så uskyldig, som hun så ud. Det trak i hans mundvige, som minderne om, hvad der var foregået i det lille hjem, gik igennem hans sind.
Uden at holde øje med Loke, gik han hen til det nærmeste skab og kiggede ind. Intet spændende. Måske hun slet ikke havde noget, der kunne sælges, andet end sine møbler. Dem gad han nu ikke at slæbe rundt med. Han smækkede lågen og åbnede skuffen nedenunder. Åh, det så lidt mere spændende ud. Skødesløst begyndte han at rode rundt i indholdet.

Han havde nær glemt, at han havde sagt noget til vampyren, så han løftede blikket og så på ham, da han svarede.
"Hm? Åh, ja, det skulle aldrig undre mig." Ah, en broche. Han tog den op og stak den i lommen. Burde kunne skaffe lidt krystaller. Han rodede videre efter andre smykker, men fandt ikke flere. I stedet hev han låget på en kiste op. Stof. Han var lige ved at smække låget i igen, men besluttede sig for at kigge kisten efter alligevel. 
Blodsugerens ord om, at han var for ulækker at drikke af, rørte ham ikke. Han vidste godt, at de fleste så ham som noget, der var for beskridt til at røre med en ildtang, men han var ligeglad. 

Endeligt rørte hans fingre noget bekendt og han hev en lille pose med krystaller op.
"Ha!" Tilfreds kastede han den lille pose lidt op i luften med den ene hånd og greb den igen, mens han med et stort smil vendte blikket mod vampyren.
"Smag? Har vampyrer smag? Jeg troede deres smagsløg døde, når de gjorde." Stadig ligeglad med fornærmelsen, smed han bare et eller andet tilbage i hovedet på vampyren. Om et øjeblik ville han gå ud af døren igen, sætte sig op på hesten og ride sin vej for sikkert aldrig at se den blonde myg mere.

Loke fandt et par øreringe i nærheden af det bord han havde stået ved, da han så fint havde suget alt blodet ud af det stakkels pige barn. Måske han kunne sælge dem for et par ekstra krystaller. Det ville ikke skade at have lidt på lommen til de dårlige tider. Kroværelse. Nyt tøj. Ja, han ville aldrig få penge til en hest, hvis han ville hurtigere frem, men det gik nok at gå land landevejen, så lang tid at det ikke blev lyst lige pludseligt.

”Så du prøver at fortælle mig at den killende fornemmelse jeg har i min mund når jeg drikker blod, at det ikke er smag? Det kommer da som en kæmpe overraskelse. Flere århundrede og først nu har jeg fundet ud af det. Tak min gode mand, du har lige reddet mig for en kæmpe hovedpine,” sagde Loke, og nåede da også kun lige at dykke sig for hvad end det var der var blevet smidt i hovedet på ham.
”Du har altså ikke specielt gode manerer,” kom det næsten leende fra vampyren, som generelt virkede til at have det lidt for morsomt lige nu. Faktisk virkede det som om at han følte sig ganske tilpas, med en fremmede fyr der kunne dræbe ham i hvert øjeblik, og en allerede død krop ved siden af sig. Var det virkelig den type vampyr Loke var? Det kunne selv Loke ikke svare på, men han følte sig ikke truet af manden i det mindste.

Randall trak på skuldrene, som vampyren skubbede hans ord ud i en ordentlig omgang sarkasme. Han var nu ikke helt kedelig, den hugtand.
”Manerer? Hvad er det? Er det noget, jeg burde kende noget til?” Hans egen sarkasme fejlede nu heller ikke noget.
Randalls blik gled rundt i et forsøg på at finde mere, han kunne stjæle, men det var et lille, fattigt hjem. Nu endnu fattigere, som den smukke unge kvinde lå død og kold på gulvet. Hans blik faldt på noget på den døde og han satte sig på hug ved kroppen. De grove fingre hev hurtigt en halskæde frem fra halskanten af tøsens kjole, ligeglad med om der var blod eller ej. Med et lille ryk knækkede han kæden og så ned på vedhænget.
”Uf, Kile.” Han rynkede på næsen over halskædens lille maske. Han var ikke ligefrem fan af kile og kilepræsterne. Kile fordi hun tog ham hårdt i røven ved ikke at lade ham dø og kilepræsterne fordi de var nogle stivstikkere med deres udgangsforbud, hvilket gjorde hans liv meget mere besværligt.

Inden han nåede at stikke halskæden i lommen, blev døren åbnet. En ung mand på alder med pigen fik et overrasket udtryk i ansigtet, da han så de to mænd - og da hans blik faldt til den døde pige, blev overraskelsen skiftet ud med frygt. Hurtigt vendte han om og løb råbende ned af gaden. Randall udspyede en ed omhandlende Kile og en ged, stak halskæden i lommen og klappede hårdt hånden ind i ryggen på vampyren, som han gik forbi ham på vej hen i mod døren. Bedst at komme af sted så hurtigt som muligt, inden de vrede bønder dukkede op med høtyvene.
”Hyggeligt at møde dig, Blondie, men jeg smutter før nogen kommer til skade.” Hvilket ville sige ham selv, for hvis der først nåede at dukke vrede væsner op, var han først på listen til en hurtig, eller mindre hurtig, død og det kunne han godt undvære lige nu. Og jo hurtigere han kom tilbage på ryggen af hesten, jo hurtigere kunne han komme langt væk herfra og være på sin glade vej til nærmeste, eller nok en lidt længere væk, kro.

Den lettere leen der var kommet fra Loke, blev bare stærkere, som manden tydeligvis gjorde grin med at han ikke kendte til manere. Et interessant, men ganske underholdende individ. Det måtte Loke da give den snuskede mand.
Han hævede blot et øjenbryn af at Randall åbenbart havde fundet noget med Kile. Kile var ikke ligefrem i Lokes gode bog, men det var ikke fordi at han var af den religiøse type alligevel. Mest af alt var det Kiles Orden han havde noget imod, for deres dumme udgangsforbud. Det, og så at Kile ikke havde gidet at sende ham i dødsriget.

”Ingen grund til at vi behøver at gå hver sin vej. Vi er lige gode om denne her situation,” sagde Loke grinende, og var hurtig til at følge efter Randall. Det var dog ikke at sige at de var lige gode om situationen. Randall havde kun stjålet, Loke havde taget livet på en yndig ung dame, der uden tvivl var landsbyen unge skat. Hun skulle sikkert giftes til en baron eller noget, og alt dette var væk nu, fordi Loke ikke kunne dy sig.

For Loke gjorde det ikke så meget de var blevet opdaget, for nu. Selvom at der udentvivl ville være vagter i røven på dem meget snart, og Loke havde ikke planer om at tage lorten for den anden, og hvis de gik sammen. Endte blev de fanget sammen, eller også levede de sammen. Der var selvfølgelig visse udfald der kunne gøre at det ville ende lidt anderledes.

Randall stoppede op og vendte sig i døren for at se på vampyren, da denne påstod, at de var lige gode om situationen. Så den lille blodsuger prøvede at tørre den af på ham? Næh nej, han havde ikke myrdet tøsen og havde ikke tænkt sig at tage skylden, selvom et mord mere eller mindre til listen nok ikke ændrede så meget.
”Hør Blondie, det var hyggeligt at møde dig, men lad os ikke gøre dette bekendtskab længere end nødvendigt, hm? Jeg hopper på hesten, du gør hvad blodsugere gør og så opstår der ingen problemer.” Han slog ud med den ene hånd, som var den sag opklaret med logisk tankegang, inden han vendte om og gik ud i nattens mørke og over til sin hest, der tålmodigt stod og ventede.

Måske havde det for et øjeblik virket som om, at Randall havde en interesse i vampyren, men det var langt fra rigtigt. Den lyshårede myg kunne rende ham noget så grusomt. Ikke bare fordi han havde dræbt Randalls hygge fro natten, men også bare fordi alle kunne rende ham. Randall knyttede sig meget sjældent til nogen og selvom der måske kunne være en lille gnist af samhørighed mellem de to mænd, kunne Randall lige så godt vende om på stedet og spidde vampyren med sit sværd og tage derfra uden sorg i sindet. Måske uheldigt at han ikke bare gjorde det, efterlod ham til de vrede landsbyboere, hvis stemmer begyndte at lyde igennem mørket, men lige nu ville han bare skynde sig videre, så langt væk som muligt, så han ikke kom i problemer med en masse vrede væsner. Det endte aldrig godt for ham alligevel.
Han løsnede tøjlen fra pælen og skulle til at springe på hesten.

Nu var denne her mand vidst lidt sart, men Loke var ikke en der havde tænkt sig at true manden til at de holdt sammen om dette her, for ærligtalt så skulle Loke nok gøre sit på at tørre tingene af på ham. Det var vel den primære grund til at Loke fulgte ham lige nu. Det kunne ligeså godt ende galt. Ikke at tingene nogensinde var endt helt galt for Loke endnu. Det store udråbstegn var endnu.

Som Randall skulle til at sætte sig på resten, kom en pil flyvende, og en vred mande stemme kunne høres ikke langt fra dem. ”Stop dem!” Nogle fakler var i den grad også begyndt at komme tættere på, så de kunne lyse op hvem det var der kom nærmere, selvom Loke i hvert fald ikke var i tvivl. De var efter ham... og nok også dettte menneske han havde fået ind i det. Så lang tid at manden ikke slap, for der var ingen chance for at Loke kunne undslippe alene, med mindre de fokuserede på manden.
Loke kiggede sig om at for at orientere sig om hvor han egentlig var, før at han gik ind af den nærmeste sidegade, forhåbentlig var den ikke blind, for det var begrænset hvor meget han havde skulle klatre i sin tid på flygt. 

Lige som han var ved at få foden ind i stigbøjlen, kom en pil flyvende og ramte hesten i halsen, hvilket fik den til skrigende at stejle og rykke tøjlerne ud i hånden på Randall, der måtte springe tilbage, for ikke at komme i karambolage med det store dyr, der panisk satte i løb, såret, men ikke døende. En ed gled over Randalls læber, som hans transport stak af. Men der var ikke tid til at sørge over sin mulighed for en hurtig flugt. I stedet nåede han at se vampyren forsvinde ind i mellem to huse. Satans til blodsuger, så han troede, at han bare kunne stikke af og efterlade Randall med lorten? Ved Zaladins sure tæer, det kom ikke til at ske!

Hurtigt satte Randall efter vampyren, som de vrede landsbyboere kom nærmere og nærmere.
"Hov hov du, ikke så hurtigt. Jeg har ikke planer om at tage skylden for dit måltid." Han kom op på siden af vampyren og trak sin lange kniv fra dens hylster på ryggen. Han havde ikke planer om at stikke vampyren ned, ikke hvis de kunne hjælpes af med at komme helskindede derfra, men han var mere end parat til at ofte den blonde myg, hvis det var det, der skulle til.
Han så frem i mørket og fik øje på en mur. Selvfølgelig kunne de ikke komme ud den vej. Det var bagsiden af et andet hus, han så på, så der var pænt langt op, ikke noget han kunne klare selv. Om vampyren kunne, skulle Randall ikke kunne sige, så meget vidste han nu heller ikke om deres evner og styrker.

"Hvis du giver mig et skub, så hiver jeg dig op bagefter?" Der var noget spørgende og en smule sarkastisk i hans stemme, for han regnede ikke med at få et ja fra vampyren. Men han agtede faktisk at hive myggen op, hvis han blev hjulpet op på taget. Selvom det måske ville være smartere at lade ham være og give landsbyboerne den gave, men så igen, Randall var ikke meget for hverken den ene eller den anden form for hjælp. De grå øjne var spørgende rettet mod vampyren, som stemmerne nåede frem til gydens åbning. Det handlede efterhånden om sekunder.

Kniven gjorde Loke lettere utilpas, men det så ikke ud til at manden ville prøve at stikke ham.. forhåbentlig. Han var ikke ligefrem en fan af at blive dræbt efter et godt måltid. Især ikke af en ussel mand som ham her.
"Hvis man overværer et måltid som det, så er man altså med skyldig, min kære mand," sagde Loke kækt, som han kiggede lidt på muren. Skulle han se om han kunne komme op, måske med hjæp fra manden, hvis han stolede nok på Loke til at hjælpe ham op. Det vigtigste for vampyren var trods alt bare at komme hjem, så kunne det rage ham et vidst stykke hvad der skete med manden.

"Hvad tror du kræver flest kræfter?" Loke var hurtigt til at komme med en undskyldning for at komme op først. "Jeg har lige spist, så jeg er stærkest, derfor burde du give mig et skub op, og så hiver jeg dig op. Hurtigt!" svarede Loke. Det var god logik egentlig. Man ville ikke have meget at skubbe imod når man skulle hive den anden op især fordi man ville ligge end. Det var heller ikke nogen hemmelighed at vampyrer blev stærkere når de havde spist, og der var ikke gået med end en halv time siden at den stakkels pige var faldet sammen fordi Lok havde været lidt smågrådig.

At den lange kniv gjorde vampyren utilpas lagde Randall knap nok mærke til, som han var mere koncentreret om de folk, der stod for enden af gyden. Flakkende lys fra faklerne afslørede alt fra sværd til høtyve og Randalls hjerte satte farten lidt op. Nok ville døden ikke tage i mod ham, men det at blive slået ihjel var stadig ikke ligefrem noget, han nød.
Hurtigt så han på vampyren, lod hans ord løbe igennem sit hoved og med et suk satte han kniven på plads igen.
”Ved Zaladins rådne tænder, vi har ikke tid til at diskutere!” Hurtigt gjorde han klar til at give myggen en hestesko og sende ham op på taget af bygningen.

Det var ikke ligefrem lig Randall at hjælpe andre, men lige nu havde han ikke så meget at miste. Hvis han var heldig havde den anden anstændighed nok til at hjælpe ham op, nu Randall startede tjenesten, men han var udmærket klar over, at sandsynligheden for det ikke var stor.
Men han lod Loke træde op i hans hænder og med en hurtigt bevægelse sendte han ham op. Myggen vejede jo ingenting, han kunne sagtens have hevet ham op fra taget. En pil ramte muren ved siden af Randall og han dukkede sig med en let ed, mens han så op mod Loke.
”Så, hiv mig op!” Det var ved at være lidt desperat, som borgerne endeligt var ved at bevæge sig ind i gyden, sikkert efter at have diskuteret, hvor farlige de to var.

Loke havde nok bare en mindre tiltro til andre folk, og måske han bare skulle have ladet Randall hive ham op, men siden hans anden plan fungerede, så var der jo egentlig ikke noget problem med hans manglende tiltro til det andet menneske.
Han tog imod hesteskoen og fik formået at trække sig op. Han kunne praktisk talt mærke blodet pumpe igennem ham, og følelsen af lige at have spist og være så meget stærkere... det var der alligevel bare noget ved. Selvom han var lidt træt af sin tilstand af at leve for evigt.

Han vendte sig rundt og så på hoben af folk de rkom nærmere og nærmere, og så ned på Randall der var klar på at blive hevet ned. Måske han ville have kunne nå det, men var der nogen grund til at redde manden dernede, når han ikke var sikker på at hans eget skind ville kunne blive reddet i processen. Hvad var desuden chancen for at de stødte på hinanden igen, hvis manden overlevede mødet med dem.

”Det er vel bedre at en af os kommer væk, end at vi begge bliver fanget,” sagde Loke og smilede næsten undskyldende til Randall, før at han forsvandt over muren og på den anden side, for så at løbe ud i natten. Indbyggerne ville nok h ave for travlt med Randall til at løbe efter Loke.


//Out

Kom nu, kom nu. Randall så op på vampyren, forventningsfuldt, men intet skete. Forbandede lortemyg, sådan en lille... Vampyren undskyldte sig med, at det var bedre én overlevede og forsvandt så ud af syne. Lidt bittert så Randall efter ham. Man kunne sgu da ved Kiles iskolde røv da heller ikke stole på nogen mere! 
Han vendte sig mod de sure landsbyboere og det første han fik øje på, var en møggreb, der var næsten ud for næsen af ham. Et hørtbart suk forlod ham.
"Er du klar over, hvor ondt det gør at blive spiddet af en gr..." Hans ord blev afbrudt, som de tre spidse tænder gik ind i hans brystkasse. Der var åbenbart ikke nogen her, der havde lyst til at give ham en fair rettergang. Nå ja, det her var vel også nemmere.
"Jep, så ondt gør det." Hans stemme var ikke andet end en hvisken og han spyttede blod som han snakkede. Med en svag am rakte han om og trak sin store kniv. Han ville have sagt "kom an", men havde ikke luft til det, så i stedet svingede han en enkelt gang, inden nogen besluttede sig for at slutte hans lidelser.


I kanten af Dunkelskoven:
Med et dybt gisp satte han sig op og tog sig desperat til brystet, men han var hel og fin og kunne sagtens trække vejret. Resterne af smerterne fik ham til at skære ansigt.
"Hvis jeg nogensinde ser den forpulede myg igen, så stikker jeg ham ned med mit sværd!" Han lod sig selv falde tilbage og så op i den stjerneklare himmel. Hvor i alverden var han så endt henne denne gang?!