Tråden er til Andy's Henriette

Endnu en nat, uden aftensmad, var gået. Han var sulten, men det var tidligt, sådan virkelig. Solen var næppe stået helt op endnu. Han sad på kanten af Ønskepsringvandet, han viste egentligt ikke hvad han skulle lave noget specielt, denne dag! dog var det første han skulle, at finde noget mad, når boderne begyndte at åbne. Det var efter hånden sværere og sværere for ham at finde mad, uden at blive opdaget i at stjæle, af dem der havde boden.

Han sad og kiggede ned af gaden, der var så stille og roligt, det var faktisk på en eller anden måde, virkelig dejligt at der var så roligt. indimellem var det dejligt at vågne så tidligt. Høre fugle sang og nyde hvor smukt solopgangen var, uden at skulle holde øje med om der nu var nogen byvagter eller andet i nærheden, som havde fået øje på ham.

De fleste ville nok, tage et bad engang imellem, men det slog Anthon at han ikke kunne huske hvornår han sidst havde været i bad, men det gjorde heller ikke noget, han kunne ikke lide vand, man blev bare så ren af det. Han huskede tydeligt at hans mor tvang ham til at blive vasket, dengang hun levede og hans far også levede, dengang de boede i huset. Det var ikke længere et hus, huset var blevet revet ned. Der var bare en tom plads, som sikkert ventede på at en ny ejer ville overtage det.

Endnu engang faldt han ind i sine drømme, han lagde ikke mærke til noget, eller på anden måde fokuserede. Der var bare ikke noget bedre end at drømme sig langt væk. Han sad helt stille på kanten af springvandet med ryggen til vandet, Det var en dejlig rolig lyd, der kom derfra, det var nok også det, der mere eller mindre var med til at han kunne slappe af og lade sig glide ind i sin drømme.

Solopgangen var altid en smule underlig for Henriette at se. Tit ville hun helst bare gerne have lov at sove videre hvor end hun nu lige kunne komme til det. Men her på det sidste med udgangsforbudet fra Kiles orden så kunne hun bare ikke sove. Hun frygtede ikke at de kvaj ville kunne finde hende igen, men sidste gang var ikke endt så godt, så det ville nok bare være bedst at skifte lokation fra dag til dag tænkte Henriette.
Derfor var hun også stået tidligt op idag og havde begyndt sin jagt på morgenmad. Boderne var godt nok ikke åbne endnu, men Henriette ville finde den ene eller anden måde alligevel. 

Henriette kom gående forbi boderne og kunne fra den større handelsgade se direkte til ønskespringvandet at der sad et bekendt ansigt. Pludseligt fik hun lyst til at gå op og sige godmorgen eller det ene eller andet, for han virkede jo næsten til bare at sidde der og stirre ud i luften. Man skulle jo næsten tro han stadig sov.

Hendes fødder fik placerede hende kort fra springvandet hvor hun satte hænderne på hoften. "Er du stået op eller sover du bare på kanten af vandet?" Henriette grinte en smule af ordene, ikke at det var videre sjovt. Trætheden måtte vel være gået hende til hovedet eftersom hun på det sidste ikke havde sovet ordentligt nogle nætter.

Det var som om, tiden bare forsvandt, alt omkring Anthon forsvandt, at han levede sig ind i sin egen verden, han ansede ikke noget omkring sig. Et smil bredte sig på hans læber ,det blev større og større, han drømte. Det var tydeligt at se, for dem som ikke kendte ham ret godt, ville det ligne at hans sad og sov.
 
Var der nogen som gjorde Anthon glad og lykkelig og ikke mindst tog ham væk fra hans rigtige liv, så var det at drømme, det er dejligt og man skulle ikke tænke på andre, bare det at ligge på en græsmark,  på ryggen, med hænderne bag hovedet, og lukket øjne, nyde solens stråler ramme hans beskidte hud. Ja han Elskede det.
 
Dog blev Anthon ret meget hevet ud af sine drømme og tanker, da han hørte en velkendt stemme, han blev forholdsvis forskrækket, og var lige ved at vælte bagover ned i vandet, men nåede at redde sig selv fra at ende i vandet.  Ja vand, det var fint nok, bare på afstand, han kunne drikke det, men det var os det!
 
Han smilede stort som han så det var Henriette, hans ansigt lyste helt op. ” ihh altså, du forstyrrede mig i min dejlige drøm” sagde  han og så på hende og blinkede til hende.  Hvis det var muligt at man kunne få et erhverv som værende drømmer, så ville Anthon helt klart være den bedste. Der var vist ikke et tidspunkt hvor han ikke drømte, jo måske når han skulle flygte fra vagterne, der var der ikke mulighed for at drømme, der handlede om at være på og hurtigt, heldigvis var Anthon så kendt i byen at han kunne alle smutveje også dem, hvor der ville være umuligt hvis man var voksen at komme igennem.
 

”Du er tidligt oppe Henriette, plejer ikke at se dig så tideligt sagde han med et sødt smil. Henriette var en pige som Anthon havde det godt med, de passede på hinanden når de var sammen, han kunne godt lide hende, sådan som ven altså, sådan noget som kæreste og sådan noget, nej add. Det kunne han ikke lide, måske fordi han ikke helt forstod det endnu, eller var kommet der til hvor det begyndte at give mening. Lige nu så ville Anthon bare være hendes ven. ”Jeg er strup sulten, fik ikke aftensmad igår, for ja, fik fat på noget, men så kom en vagt og jeg kom til at smide det jeg havde fået fat på. Så måtte gå sulten i seng, for kunne ikke vende tilbage til markedspaldsen igår, der var alt for mange vagter” sagde han og så på h ende.

Det undrede hende ikke at han sad og dagdrømte, det gjorde han tit og hvis han nu bare prøvede at gøre noget ved sine drømme så kunne det da også være noget værd. Men det var vel også bare tankerne af en pige der gjorde hvad end hun lige følte for i stunden. "Du burde måske hellere ikke falde i staver lige der. Du kunne jo risikere at blive ren." sagde hun som hun halv-fnes til sig selv. Hun vidste ikke hvornår han sidste var i bad, eller om han selv ville kunne huske det. Men hun var egentligt også ligeglad. Jo mere hun kunne prikke den sovende bjørn med jo bedre. For hvad ville livet være uden en smule humor?
Henriette strøg sine hænder ned af hendes klæder, hvis man da kunne kalde hendes tøj det, og spejdede sig så omkring på pladsen hvor livet stille og roligt ville begynde at blive pustet ind i. Endnu var der ikke nogen spændende bod der var åbnet. De få der endeligt var åbne nu var ikke fødevarer og Henriette havde ihvertfald ingen intention om at spise en vase eller papirs bøger. Altså, bøgerne ville nok være bedre brugt sådan end at nogen faktisk holdt dem foran sine øjne, hvis man da spurgte Henriette.

"Træls..." Henriette overvejede hvad hun kunne sige. Anthon havde ikke spist og Henriette havde hellere ikke spist endnu. Så de kunne vel prøve at finde på noget, men hvad?
Med et knipsede Henriette og så noget så stolt mod Anthon. "Jeg har en ide. Bagerne er vågnet nu forskellige steder i byen. For ellers kan morgenbrødet til alle de fine folk jo ikke være klart og friskt." Normalt ville Henriette aldrig prøve at tage direkte fra en bager. De ville være for farligt og hun havde ikke behov for at blive fanget så let. Men nu var det morgen og hvis hun nu havde vågnet til normal tid så ville hun hellere ikke skulle gøre det her. Men nu, om morgenen, så ville det måske være bedst at bare få noget i skrutten.

"Er du med på at prøve ved bageren?" spurgte Henriette så mens et lille djævelsk sød smil sneg sig frem på hendes læber. "Eller har du en anden plan?" hendes toneleje fortalt at hun var mistorisk overfor at han kunne have en bedre ide lige nu. Trods alt havde han jo bare siddet der og ikke gjort noget ved sin sult. Så Henriette fejrede hendes egen lille personlige sejr ind i sit hoved.
Hele tingen ville nok være bedre og nemmere alene. Men Anthon var jo altid flittig til at hjælp andre og deriblandt Henriette, så måtte da give lidt tilbage. Venner må jo stå sammen og især hvis de venner er på gaden uden andre til at hjælpe dem.

Anthon så på hende og smilede til hende,  han kiggede kort ned i vandet og ned af sig selv og ned i vandet igen, inden han så på hende også glem det, vand er farligt! Man bliver sku så ren af det!  Jeg drikker det kun” sagde han og smilede til hende. Inden han forsigtigt løftede armen og snuste sig under armen, han var lige ved at blive dårlig. ” hmm jeg burde skaffe noget nyt tøj, det stinker!” sagde han og smilede, han lod som om det  var tøjet der stank og ikke ham, det var måske nok begge dele, men han ville ikke indrømme at han stank!.  Anthon elskede at være sammen med Henriette, hun var altid så sjov at være sammen med,  og det var dejligt.
 
Han rystede blot på hovedet af hende ” træls” han smilede til hende, han havde sommetider svært ved at lade være med at smile overfor Henriette, men de var kun venner ikke noget andet! Det andet var noget men kun gjorde når man var voksen, det der med at være et par, mand og kone! NEJ TAK! Det skulle han sku ikke nyde noget af! Han hørte hendes ide, han blev stum et øjeblik og lagde sin pegefinger på spidsen af hans næse, det var mærkeligt, men det var sådan Anthon gjorde når han tænkte.
 

Han forsatte lidt med at stå sådan, mens han vippede hovedet fra side til side, han slap fingerne på næsespidsen og sagde ” knald god ide, jeg har en plan” sagde han og smilede til hende. ” en af os skal distrahere bageren, måske ved at lave noget larm, og så en af os løber hurtigt ind og hentet et brød og så hurtigt ud. Og derefter skynder vi os væk, og deler brødet? Og så vis vi er mere sultne, så åbner de andre mad boder snart, og så sørger jeg for vi får noget lækkert frugt” sagde han og så på hende, han var helt vild med sin ideer og stod nærmest og trippede for at komme igang. Han elskede kød, det var der slet ingen tvivl om, men dem som havde kødboder, havde også virkelig gode øjne og øre, og det var kun lykkes ham en enkelt gang at snuppe noget kød, så det var yderst, yderst sjældent han fik kød.

Det var en skide god ide syntes hun også selv som han havde været enig. Hun nævnte ikke mere omkring vand, at bade eller Anthons lugt, for ærgerligt talt var hun ved at have vænnet sig til at det bare var hvordan han lugtede. Men hun nikkede dog enig i at han godt kunne bruge nyt tøj. Men det kunne de vel alle sammen på gaden. "Du er den hurtigste så du kan jo være løberen og jeg skal nok distrahere ham. Det er mit speciale at være irriterende jo." sagde hun så og fnes som hun slog lidt af vandet fra ønskespringvandet i retning mod Anthon. Hun stod ikke stille meget længere men begyndte bare at gå mod den nærmeste bager hvor hun kunne dufte det nybagte brød som snart ville være i hendes og Anthons klør.

Hun havde kendt Anthon længe. Og derfor vidste hun også godt det var sandt at han var hurtigere end hende, nu galt det bare for hende om at finde en måde at distrahere bageren. Hun havde så mange måder hun kørte igennem hun kunne gøre det, men hun havde et es i sit ærme hun umådeligt gerne ville hive frem i fjæset på bageren for at chokere ham. Så som de kom til bageren var hun klar.
"Er du klar Anthon? For jeg ekstra klar på at irritere." Henriettes læber formede stille et ondt smil. Et smil der altid kunne ses på hende lige før ballade ville udfolde sig på højeste oktav. Hendes øjne fortalte også klart at den lille rødhårede djævel skulle til virkelig at drille livet ud af bageren bag døren.

Henriettes hånd bankede som hun håbede at Anthon var klar på døren til bageren og da han åbnede var hun løbet om hjørnet hvorfra hun hentede en tilfældig tønder som hun rullede efter bagerens ben. Bageren havde set det trick en gang eller to, men hvor han normalt ville gå ind ad sin dør igen var der nu en fælde. Han prøvede at træde hurtigt ind igen men stødede kun en ind Henriettes magiske fælt der holde ham i tøndens rute og bageren blev så rullet ned af tønden. "Løb Anthon Løb!" råbte hun som bageren var væltet og Henriette løb bragende mod ham og kastede sig over ham for at prøve at holde ham nede lidt mere.
Henriette var ikke den stille type tyv. Byvagterne viste også godt hvem hun var, men det var alligevel ikke så nemt at fange en lille magisk tyv som Henriette.

Anthon så på hende og grinte. tak søde, du er ellers også hurtigt” sagde han smilende og nåede ikke at reagere før han blev ramt af vandet, han så surt på hende ” hvad skulle det til for” sagde han og grinte så lidt, inden ha nbegyndte at gå efter hende. ” du er bedre til at være irriterende end mig, ISÆR når du sprøjter med vand” sagde han og prøvede at virke fornærmet og sur. Han kunne mærke duften fra bageren da de kom tættere på, han blev virkelig sulten, og måtte bare have noget af det gode brød.
 

Han så på hende og smilede over hele ansigtet, han kendte hendes ansigtsudtryk når hun var klar på noget, han nikkede og sagde ” ja det er jeg!! Lad os komme igang, jeg er skide sulten” sagde han og smilede til hende. Da det hele begyndte var Anthon hurtigt til at løbe afsted for at hente brødet, han var hurtigt inde og hentede to store brød, og så der lå en kage også, han brækkede et stort stykke af de kunne dele, og løb ud, og på vej væk ” HENRIETTE KOM, SKYND DIG” råbte han efter hende, han kunne høre heste fodtrin. ” der er nogen der harhørt os” råbte han og var bange for de ville blive snuppet.

((Inaktivt emne))