En blid brise fik trækronerne til at rasle nænsomt, som var de drømmefangere vævede af naturen selv.
En brise kunne af nogle fortolkes som en flyvende drøm eller en tanke sendt fra guderne... ligesåvel som mægtige og forfærdelige storme og tyfoner kunne være mareridt eller vrede tanker fra de, som herskede for oven.

Mørket var blidt og blødt, for sådan var denne sommer nu engang - hvilket var passende efter den umådeligt hårde, vinteragtige Mørkets Plage, som havde henlagt hele Krystallandet i et natteagtigt mørke som fik alting til at fryse over.
Det havde været en dødens tid, og det var kun godt at en mild, varm sommer fulgte.

I en lille lysning som lå et lille stykke fra den gamle landevej, knitrede flammerne fra et bål sprødt i den lune sommernat, og kastede samtidig lange, men ganske hyggelige skygger ud iblandt træerne.
To kaniner var i færd med at blive grillet over bålet, og duften af det varme kød spredtes i luften omkring.
Alt i alt virkede det hele meget hyggeligt - hvis man så bort fra den unge, rødhårede og ganske bevidstløse kvinde som lå på jorden med anklerne bundet sammen med reb og hænderne bundet ligeså på ryggen.

Dét, og så den mørkelver som sad ved bålet og rodede lidt i flammerne med en pind.

Hans øjne lyste unaturligt lilla i mørket, og virkede næsten lige så ildevarslende som de to langsværd, han havde til at ligge ved siden af sig...

Men et roligt blik kiggede han over på pigen.
På trods af hvad man måske kunne tro, var hun fuldt påklædt og hverken blodig eller noget som helst andet.
Indtil videre...

Duften af kød under tilberedning var det første Naia bemærkede, da hun så småt begyndte at komme til bevidsthed igen. Dette var en behagelig, men dog kortvarig glæde. Inden hun så meget som nåede at åbne øjnene, skar en voldsom smerte frem i hendes baghoved, og den ubehagelige dunken fik hurtigt druknet den ellers dejlige duft fra kaninerne over bålet. Et ynkeligt støn forlod hendes let adskilte læber, mens hun fortrak ansigtet i en forpint grimasse. Dagens strabadser lå stadig gemt væk i en tåge, og det eneste hun kunne fokusere på lige nu, var den dunkende smerte. Hun forsøgte, endnu med ansigtet foldet i en pinefuld grimasse, at løfte den ene hånd, så hun kunne tage sig til det ømme punkt bag på hendes hovedet. Hun blev dog mødt at en modstand hun ikke havde forventet, da hun fandt sig selv ude af stand at kunne løfte hverken den ene eller den anden hånd. Hun mumlede et par forvirrende "mmh mnng" lyde, hvorefter hun, ganske forsigtigt, forsøgte at åbne sine øjne. Utydelige røde og dansende klatter viste sig for hendes øjne, og det tog hende en god del fokus og tilvænning, for hun så småt kunne se flammerne tage form. Et bål. Hun lod blikket vandre gennem lettere sammenknebne øjne, og spottede dernæst en skikkelse siddende ved bålet med hende... De øjne... Med ét var det som om alt det der indtil nu havde lagt i tåge, kom buldrende tilbage. Mørkelveren med de lilla øjne, kniven, den pludselige interesse og de slag der efterfølgende havde sendt hende i gulvet. Det gav et ryk i hendes krop mens hun gispede halvkvalt, hvilket dog udelukkende fik hendes hoved til at dunke endnu kraftigere. Igen måtte hun give efter for et forpint støn, hvorefter hun lod kroppen ligge i stilstand, så hun ikke ville fremkalde hende selv endnu mere smerte. I det mindste var hun stadig i live.. 

Da pigen begyndte at røre på sig, faldt hans blik omgående på hende.
Havde hun været anderledes, ville han have været på vagt - men hun var en slank, blød og sårbar menneskekvinde, som ikke havde hverken vægt eller muskler bag sig, og som helt sikkert heller ikke havde nogen som helst form for erfaring med kamp.
Og da slet ikke at snyde en fangetager og slippe med livet i behold.

Den kønne syerske var ufarlig.

"Det går hurtigt over... et par minutter og så er du dig selv igen." sagde han roligt.
Han lod blikket glide hen over hende, og undrede sig over hvordan i alverden hun havde fået fingre i den halskæde... et spinkelt pigebarn som hende? Hun ville være blevet slagtet.

Men det spørgsmål måtte vente lidt endnu.

Zane rejste sig op, efterlod de to sværd på jorden og gik over for at sætte sig på hug ved syerskens side.
Med sig bragte han et vandskind, hvis kølige indhold skvulpede næsten forfriskende rundt.
Han lagde en arm om hendes skuldre og hjalp hende op at sidde, hvorefter han åbnede for vandskindet og satte mundingen imod hendes læber.

"Drik."

Vand ville være noget hun trængte til. Dagen havde været hed, og hun havde været bevidstløs i timevis.

Hendes blik fandt hurtigt hen til mørkelverens ansigt igen, da han begyndte at snakke til hende, men hun svarede ham ikke. Allerede nu følte hun sig noget mere samlet og skarp i hovedet, selvom det stadig dunkede smerteligt. Hun var dog slet ikke nær så omtåget længere, hvilket også gjorde at hun for første gang rigtigt kunne indfange omgivelserne. Det var tydeligt at de befandt sig uden for hovedstanden, hvilket ellers havde været hendes hjem hele livet igennem. Træer kronede op omkring hende, og flammernes lys kastede små, dansende skygger rundt. Givet at hun ikke var i selskab med denne mørkelver, kunne disse omgivelser ellers have lagt bund for en yderst romantisk og intim aften. Dette var dog ikke tanker der på nogen måde strejfrede Naia, i stedet fandt hun nærmere træerne faretruende, og skyggerne uhyggelige. 

På trods af at hun lod blikket glide rundt omkring i den lille lysning de befandt sig i, kunne hun ud af øjenkrogen se mørkelveren rejse sig op. Dette resulterede i at hendes blik hurtigt fløj tilbage til ham, og hun iagttog ham varsomt, i takt med at han rykkede tættere og tættere på hende. Da han lagde en arm omkring hende for at hjælpe hende op, stivnede hun tydeligt i hele kroppen. Dog gjorde hun ikke modstand, men lod ham blot føre hende op i en siddende stilling. Det var ikke decideret rart at sidde fastbundet på denne måde, men det var trods alt bedre end at ligge hjælpeløs på jorden. Hun fulgte ham, stadig varsomt, med øjnene, mens han førte vandskindet op til hendes mund. Det var tydeligt at læse i hendes ansigt at hun var skeptisk, men hendes higen efter vand var alligevel for stor til at hun ville afslå hans tilbud. Derfor begyndte hun, først forsigtigt, at drikke af det dejlige vand, men det gik hurtigt over og blev mere ivrigt... Hun var virkelig tørstig. 

Da hun var færdig med at drikke, åndende hun tung og lettet ud. Hendes ellers meget udtørrede mund og hals var tilbage til normal, og alene det fik hende til at føle sig noget mere klar og fokuseret. Nu skulle hun bare ud af disse reb. "Må jeg...", hun kiggede kort fra mørkelveren og ned på hendes ben, som var bundet fast... "Må jeg komme fri?" spurgte hun sagte, med et spørgende og lettere underdanigt blik. 

Ah... frygten fra et tilfangetaget, hjælpeløst individ. Det lyste nærmest ud af øjnene på folk når de var bundet, og dermed totalt i fangetagers nåde.
Eller unåde.

Han så hendes blik da han bevægede sig over imod hende, og han så hendes lettere underdanige blik, da hun spurgte om hun måtte komme fri.

Han satte proppen på drikkeskindet igen, og bandt det fast i sit bælte.
Så vendte han atter blikket imod hende, og så nærmest overvejende ud; skulle han tage chancen og befi hende fra rebene? Eller skulle han slæbe hende hele vejen...?
Hun var ikke tung, men stadigvæk...

"Jeg viser dig en venlighed ved at fjerne rebene. Ligesom jeg har vist dig en venlighed ved at du stadig er påklædt - der findes mange mænd derude, som ville have gjort dig ganske meget fortræd. Husk det, og lad være med at forsøge at stikke af." sagde han med en lettere advarende tone, før han trak en kniv og med hurtige bevægelser skar begge reb over.
Både håndled og ankler.

"Sig mig dit navn."

Hun mumlede et svagt "tak.." da han begyndte at skære hendes arme og ben fri. Lige så snart hun fik muligheden for det, begyndte hun med lette og masserende bevægelser at lade hendes fingre køre henover de punkter hvor rebene havde siddet. Det var ikke fordi de havde siddet så stramt, at de havde gnavet ind i hendes hud, men det ru materiale rebene var flettet af, var alligevel hårdt mod hendes sarte, lyse hud. 

Hun havde ingen planer om at stikke af.. i hvert fald ikke lige nu og her. Nok havde hun givet det et forsøg tidligere, men at prøve at løbe fra en mørkelver i omgivelser som disse, det var i sandhed dumt. Hun var nødt til bare at makke ret på nuværende tidspunkt. 

Da mørkelveren igen begyndte at snakke, så hun kort hen mod ham. Hun overejede hvorvidt hun skulle sige sit fulde navn, blot sit fornavn eller måske bare et kaldenavn? "Mit navn er Naia... Hvad er dit?" svarede hun med en rimelig neutral stemme. Det ville trods alt være rart at vide hvad man skulle kalde denne mand. "Og hvad laver jeg her?" tilføjede hun kort efter. Dette var et spørgsmål der havde rumsteret rundt i hendes hoved og længe, men hvorvidt hun ville få et oprigtigt svar, vidste hun naturligvis ikke. 

I en sammenhæng af et par rolige bevægelse, satte Naia sig noget mere behageligt til rette omkring bålet. Hun samlede knæende op til hendes bryst, hvorefter hun foldede armene omkring benene. Fordi hun nok var rimelig udmattet efter en dag som denne, støttede hun ansigtet mod hendes knæ, dog på en sådan måde, så hun stadig kunne se hen på mørkelveren. 

Ingen pludselige, dumdristige bevægelser... ingen desperate flugtforsøg gennem skoven... ikke noget med at røve at stjæle hans sværd for at gøre det af med ham, eller i det mindste holde ham på afstand.
Ikke endnu ihvertfald.

Hvilket betød at hun ikke var helt dum.
En jagt igennem et område som dette ville være ganske kort.

"Naia..." sagde han og smagte lidt på ordet, mens han betragtede hende med et roligt blik.
Det var et pænt navn, men ikke så unikt at han aldrig havde hørt det før.
"Mit navn er Zane."

Og så kom spørgsmålet naturligvis; hvorfor var hun her? Hvorfor havde han stoppet sig selv i at jage sin kniv i maven på hende, selvom han helt sikkert ville have nydt følelsen...?
Han smilede og lod blikket falde på det smykke hun bar om halsen.

"Hvor har du det smykke fra?" spurgte han, og håbede næsten at han havde taget fejl. Det ville udgøre en perfekt aften at lege lidt med denne kvinde.
Desværre var der ikke ret meget at tage fejl af... og det betød at han i det mindste måtte holde hende i live.

Hun nikkede svagt da han fortalte sit navn. Zane. Det var da et navn der var til at arbejde med, da det lå nemt på tungen. Med de blågrønne øjne rettet mod ham, så hun hvordan hans blik gled ned på kæden omkring hendes hals. Da han begyndte at spørge ind til den, løftede hun den ene hånd op til hendes hals, så hun kunne tage smykkets vedhæng i hånden. Smykket bestod af en gulvkæde og et pyramideformet vedhæng, ligeså i guld. Det var ikke fordi det var et vildt smukt eller prangende smykke, men det var af stor sentimental betydning for hende. 

"Det er et arvestykke." sagde hun, mens hun rullede vedhænget rundt mellem hendes fingre. Af hvad hun vidste, havde dette smykke været i hendes familie i mange generationer - det var i hvert fald hvad hun havde ladet sig fortælle af hendes mor. Derfor var det yderst specielt for familien, og da hun overtog det, var der blevet lagt stor vægt på hvor vigtigt det var at hun passede på det... af sentimentale årsager, naturligvis. Det var aldrig noget hun selv havde tænkt videre over eller sat spørgsmålstegn ved.. for hende gav det ganske god mening. Men Zanes pludselige interesse i smykket fik hende til at genoverveje den historie. 

"Hvorfor interesserer det dig?" spurgte hun, men antydningen af nysgerrighed i ansigtet. Hvis smykket var årsagen til at han valgte at skåne hendes liv, måtte det virkelig være af stor betydning for ham. Hun forstod det dog ikke det mindste. Det var bare et simpelt smykke... intet andet. Jo, det havde værdi for hende, men det virkede ikke ligefrem som noget Zane gik op i. 

Enten vidste pigen ikke hvad den pyramideformede amulet faktisk var... eller også var hun bare ganske god til at beskytte den.
Zane satsede stort på førstnævnte.

Han satte sig ordentligt til rette ved siden af hende, og vendte blikket mod bålet.
De dansende flammer så næsten levende ud, som de kæmpede deres brave kamp for at holde mørket væk fra lejren.
Zane rakte roligt ud og vendte forsigtigt de to kaniner, så de kunne blive grillet på den anden side også.

"Det er ikke noget almindeligt smykke, Naia. Det er en blodnøgle." sagde han og vendte atter blikket imod hende og halskæden.
"Det er ikke så drabeligt som det lyder... det kaldes for en blodnøgle fordi dens brug er magisk knyttet til en speciel blodlinje - en familie. Det betyder, basisk set, at de eneste personer i verden som kan bruge nøglen... er dig og hvad end familie du har."

Forklaringen var kort og simpel, og det var nok også bedre end at forsøge at forklare de umådeligt komplicerede ting der skulle til, for at lave en blodnøgle.
"Jeg har en stor interesse i hvad end din nøgle kan åbne... og det betyder at jeg skal bruge dig. Levende." sagde han så.

Hun lyttede nøje efter da Zane begyndte at forklarede hvad dette smykke rent faktisk var, og pludselig gav det hele mere mening. Han havde spottet smykket kort tid inden han nåede at tage hendes liv, hvilket var den eneste årsag til at hun endnu var i live. Dette satte hende i lidt af en dilemma. På trods af at han naturligvis ønskede at holde hende i live, i og med at det ganske enkelt var nemmest sådan, så var hendes liv ikke vigtigere end at han kunne forsøge at opspore noget af hendes familie, og i stedet bruge dem. Hun måtte træde varsomt og tænke sig grundigt om, hvis hun ønskede at skåne både sig selv og hendes familie. 

Dog havde hun en grim fornemmelse omkring dette smykke. For at have en årsag til at lave en så avanceret nøgle, måtte man have noget yderst vigtigt at gemme på. At det netop var en mørkelver som Zane der ønskede at finde denne ting, gav hende bange anelser. På trods af at hun havde levet en ganske stille og ukompliceret liv, fandtes der meget ondskab i verden, og hun kunne meget vel holde nøglen der gemte på endnu mere af det. Ufrivilligt var hun blevet pålagt en opgave hun aldrig havde troet hun skulle stå med. Der måtte være en årsag til at hendes familie aldrig havde fortalt hende om smykkets sande kræfter, hvilket meget vel kunne være fordi de ønskede dét den åbnede op for, gemt. Ellers også tog hun helt fejl, og så havde Zane rent faktisk ikke decideret onde intentioner. Dog valgte hun at gå med den første antagelse for nu. "Og hvad er det helt præcist den kan åbne? Ved du det ikke?" spurgte hun, men svagt hævede øjenbryn. Det virkede ikke til at han selv helt vidste det, men det kunne lige så vel være et forsøg på at skjule indholdet for hende. 

"Det ville være umuligt for mig at sige med sikkerhed, hvad den nøgle kan åbne op... og hvad der er gemt bag låsen. Jeg ved end ikke hvor låsen befinder sig. Så forbered dig på at rejse med mig i et godt stykke tid." sagde han og tog så et kig på de to kaniner.
Duften af det stegte kød var herlig, og den havde en god snert af krydrede urter også - kun kedelige mennesker ville stege et dyr over bål, uden at gøre noget som helst ved det først!

Zane tog begge de spidede kaniner af ved at tage fat i træspidene, og rakte så den ene til Naia.

"Spis. Det bliver vild mad de næste par dage for vi er langt fra den nærmeste kro eller landsby."

Selv tog han en bid af det varme kød, og nikkede tilfreds med den krydderiblanding han havde mixet til den. At lave mad var et af hans mere overraskende talenter - og denne saftige, møre og krydrede kanin var bestemt et af hans bedre påfund!