Rolf 13.07.2017 15:11
Sted: I udkanten af Amazonitskoven.
Tid: Tidligt på formiddagen.
Vejr: Solskin og let til middel brise. Skyfrit og køligt.
 
Støttende i den ene side på to tykke, lange grene, bundet sammen af reb-lignende slyngplanter, var Rolf i bevægelse. Hans ene ankel var smadret i tusind stykker, føltes det som om, og det var ikke mange timer han havde fået på øjet den nat. Halvorkens rakkalaph havde vogtet ham, og øjensynligt slet ikke lukket øjnene hele natten – og den svangende gang, som dyret lagde for dagen gjorde det også klart for Rolf, at den behøvede hvil. Det gjorde han selv egentlig også. Slangen, som Rolf næsten altid, og også da, havde om halsen, var dog i fuld hopla. Den hvislede af ham, af rakkalaphen og egentlig af hele verden. Rolf spyttede blod imod jorden og så ned af sin stadig helt røde torso, inden han endelig standsede op. Træt så han sig omkring, indtil han fik øje på et tilpas stort træ, hvor han kæmpede sig hen og lod sig dumpe ned – yderst påpasselig med den skadede ankel. Ulvedyret lagde sig øjeblikkeligt ved Rolfs side og så nærmest spørgende på ham. Rolf aede sin kompagnon over snuden og nikkede bare, hvorefter rakkalaphen begravede næsen mellem sine poter og faldt i søvn.
 
Rolf selv tog dybe indåndinger, og spyttede mere blod. Hans kinder var i stykker i hver mundvig, og den metalliske smag af blod fyldte stadig hans mund – og blev kun værre, jo mere han slikkede på, og berørte de indvendige sår. Rolf bed sammen om et sår i den ene kind, og lukkede sine øjne i smerte, imens han mærkede hvordan blodet igen løb frit ud i munden på ham. Han havde kunne mærke og smage, at såret var gået i betændelse, så der var ingen anden løsning, end at starte processen forfra. Rolf spyttede og spyttede, men blodet blev ved med at komme, indtil han til sidst bare lod sin mund være åben, og savlede røde plamager ned på sit bryst.
 
Rolfs tøj havde han ikke besværet sig med, at iføre sig, efter kampen med Mei – kvinden som skulle dø. For hvert et sekund af hans smerter, ville hun opleve en time i helvede, når hun kom i hans vold. Kappen og koften havde han haft i sin frie hånd, og havde han nu kastet på jorden ved siden af hvor han sad. Bjørnekløerne og de små knive var der også, midlertidigt skjult under kappen. Rolf lå egentlig ikke ende med nogen egentlig plan, andet end at han måtte finde sig nogen der kunne hjælpe sig – hvor meget det end skar i stoltheden, for hans overordnede mission kunne han ikke lade forpurre. Det var også grunden til, at han ikke kunne lægge sig ned og dø. Han kunne ganske enkelt ikke give op. Det ville han aldrig lade sig selv gøre.
 

Den nøgne halvork sad altså bare op ad træet. Mandens øjne var lukkede og hans åndedræt tunge, sløve og tvungne.
Rolf læser tanker HELE TIDEN, så medmindre jeres karakter er særlig resistent eller noget, gider i så ikke inkludere tanker i den ene eller anden kapacitet? 
Det behøver ikke være kursiv og bogstaveligt, men kan også bare være beskrivende over hvad karakteren overvejer, synes eller hvad i nu føler for. Tak!