Slaskede sumpjord strakte sig så langt øjede rakte, lagt i skygge af sammenfiltrede græne, der sparede for solens lys, og twistede sig om sig selv og hinanden. Mellem træerne skinnede de få solstråler der ramte jorden igen, i vandpytter og muldsort muddersjap.
Et sted kvækkede en frø, og lyden gav et hult ekko der bankede sig mod hvert eneste træ, og forlængede den simple lyd, indtil den blev afbrudt af lyden af vingeslag.
Midt i alt kaosed træskede en fortabt ung pige af sted, i en blå kjole, der var farvet mørk af muld, vand og gennemblødt jord. Hun var stakåndet af at gå i mudderet, og svedte så det glistrede på hendes pande, og det stykke barm der var synliggjort af hendes kjole. De lange kjoleærmer var skubbet op over albuen, og hun støttede sig tunkt til en træstok, som en fustræret lyd slap forbi hendes læber.
Hun skubbede hastigt det lyse hår, der havde revet sig ud af hendes fletning, væk fra ansigtet. Med en kraftanstrengelse fik hun sin udmattede krop til at tage et skridt mere i den bløde muld. Hvordan hun havde forvildet sig her ind forstod hun ikke selv, hun havde været på udkig efter nogen der kunne hjælpe hende og hendes kusk til at ordne vognens hjul, men var i stedet havnet ude i dette gudsforladte mareridt.

Det havde i forvejen været en forlænget tur, hvor hun måtte forlade sin vægt ved hovedvejen, og selv tage en omvej, mens han hjalp til med at ordne noget større tumult.
En lang travetur ud efter hjælp havde ikke været det hun havde mest lyst til, men hun kunne godt se logikken i at hun og kusken jo ikke kunne løfte og reparere et hjul selv, og da slet ikke uden hverktøj.
Nu hvor hun havde mudder til langt oppe over knæende, og benene var ved at give efter hunder hende af udmattelse, der virkede ideen endnu mere absurd.
I et forsøg på at genvinde mødet spejdede hun med sammenknebne øjne rundt om sig.

"Hallo?"

Efterfulgte hun sit søgende blik med, og som ordet forlod hendes læber spejdede hun endnu mere intenst ud mod horisonten. Hvis nu bare nogen ville komme og hjælpe hende.

 
Der var ikke hver dag, at man fik en opgave der brød den monotone hverdag, når man ens navn var Thanases og man var kentaur i sumplandsbyen. Oftest bestod de i hvor man skulle skubbe, løbe, slæbe, trække, mase, klemme eller andet godt. Det havde ældet den unge kentaur meget på kort tid, ligesom hans enorme korpus var en udfordring for hans trods alt store hjerte. Than havde lydigt bøjet hovedet som han altid gjorde. Han var den store, stærke og dumme unge mand, som blev sendt afsted når enten de andre kentaurer ikke gad, eller kvinderne ganske enkelt havde set sig sure på ham – og det følte Than, at de ofte gjorde, selvom han aldrig havde gjort sig fortjent til det. Han passede altid bare sig selv, og forsøgte at være mindst muligt til besvær for alle omkring sig – men alligevel blev han altid tvunget ind som en del af tingene uanset. Thanases havde bidt tænderne sammen og var løbet fra byen i jagt på en kvindelig kentaur, som han var sendt ud for at finde. Ved sin højre side havde han sit sværd spændt fast, med bue og pile på den højre. Det var usandsynligt, at nogen af delene ville blive nødvendige, men man vidste jo aldrig. Sin hjælp eller gedepels havde Than ikke på, hvorfor han altså var i bar overkrop.
 
Det var imidlertidigt ikke en kentaur, som Than stødte på, men et lille menneske. En lille kvinde. Than stoppede da han fik øje på hende, miniature og spinkel som hun var; hun var uden tvivl helt ude af sit element. For ikke at gøre kvinden, hvis usikre kalden han netop havde hørt, så hævede kentauren sin store højre arm til hilsen, og vinkede til hende. Det var en lidt spøjs handling midt ude i sumpen, men Than blev nødt til, at gøre det klart for kvinden, at han ikke ville hende ondt – og på den måde behøvede han nok heller ikke sige noget. Måske.
 

Than bed sig i underlæben og tog sin højre hånd ned igen, imens han blev stående omkring tyve meter fra kvinden, i tvivl om hvad han skulle gøre. Han stod frosset til jorden. Det var jo ikke et menneske, som han mentalt havde forberedt sig på, at han skulle møde, men derimod en kentaur.

Adannaya måtte ærligt indrømme over for sig selv, at hun da havde haft mere vellykkede dage. Generalt var hun sikker på at et af kriterierne for at ens dag blev god, var at man ikke strandede hjælpeløst ude i en sump.
Som hendes øjne fangede en bevægelse foran hende, klemte hun øjnene sammen, og prøvede at få et bedre billede af hvad det var. Men alt hun kunne se var, at det formegentligt var en mand med en hest, der vinkede til hilsen - altså manden ikke hesten. Dog synes hun hesten virkede ganske lille i forhold til manden. Men eftersom det var hendes eneste mulighed for at komme ud af den her forbandede sump, valgte hun alligevel at bevæge sig i nærheden af ham. 

Da hun kom tættere på opdagede den unge kvinde dog at hun havde taget helt fejl. Det var ikke en mand med en hest, hesten var en del af manden, hvilket nok også havde været grunden til at han havde set så kæmpe ud før. 
Tøvende stoppede hun op et lille stykke fra ham, ikke helt sikke rpå hvordan hun skulle reagere på kentaueren. Hun havde godt nok hørt om dem før, men aldrig set en, og hun vidste ikke om de var jevnt fjendtlige. eller om hun havde fundet sin redningsmand. 

Selvfølgelig kunne man augmentere for at det ville være bedre at blive myrdet på en grusom manner, end at vade rundt i alt evighed og langsomt dø af sult og tørst, i denne sump. Og så ovenikøbet sandsynligvis aldrig blive fundet igen. Så kunne hendes krop ligge i dette mudderhul og rådne op uden at nogen nogensinde ville vide hvad der var blevet af hende. 

en gyssen for igennem hendes spinklekrop, og hun måtte støtte sig lidt ekstra til stokken som hun fordøjede den tanke. Nej det var bestemt ikke en rar tanke.