I en verden af kaos, og i et sind der altid gik i hundredevis af retninger - så havde man nogengange brug for at trække vejret og se verden som den var. Judas havde netop været på en af sine mange vandringer i håb om at tjene en skilling til dagen eller vejen, og uden helt at vide hvordan var han nu endt i den gamle skov.
Judas havde sat sig ved foden af et højt træ der netop var ved at springe ud, og i et langt øjeblik besluttede han sig for bare at nyde den ro der var omkring ham. Verden var smuk når man først kiggede rigtigt på den, men som så mange andre i denne verden havde Judas oftest for travlt til at se noget som helst andet end sig selv, og de missioner og valg han stod overfor.

Judas havde denne dag en læderjakke på, mørke bukser og en krave som han engang havde fået af en kvinde han kendte som ung, hun var skrædder og syede de fineste ting ud af stortset intet.
Generelt var Judas betaget af folk med talent, folk der kunne et godt håndarbejde og folk der havde hjertet med i alt de gjorde. Måske troede han bare på det gode i alle, hvilket nok var derfor at livet engang vendte rundt og overraskede ham. Nogen folk var bare født med mørke i sjælen.

Der var gået en uge siden Elyon havde mistet sin familie, og siden hun havde brækket benet og forslået sig alvorligt fra da hun faldt ned af den høje bjergskråning; det var kun med nød og næppe at hun havde sluppet levende fra det. Hendes højre bagben gjorde stadig ondt hvis hun støttede sig for længe, eller for meget på det, så det undgik hun helst; Hvilket resulterede i at hun haltede når hun kom gående, og hun kunne heller ikke trave afsted; derfor måtte hun tage det stille og roligt når hun skulle bevæge sig rundt. Hvilket også var derfor at hun var faret en smule vild. Rygterne sagde at der var Kentaure et sted i denne skov, og hun prøvede at opsøge dem, bare for at finde én eller anden form for tryghed, men hun kunne ikke helt finde rundt på dette sted. Selvom kentaure var kendt for at have en god stedssans, var Elyon lidt bagefter i visse tilfælde; men havde hun gået stierne tiltrækkeligt nok gange, ville hun også huske dem godt; for altid. 

Elyon havde fundet en lille sø et sted dybt inde skoven, som lå lidt beskyttet fra de dyre-lavet stier. Og siden det var noget tid siden hun sidst havde vasket sig, mente hun at det var på tide at vaske al snavsen af sig, samt det tørrede blod fra sine sår. Det eneste der bekymrede hende lidt var støtten ved hendes højre ben, men det måtte hun tage sig af senere; Lige nu ville hun bare mærke renhed. Det var idyllisk og fredfyldt ved søen og de tætsluttede træer, som dannede en lille lysning rundt om søen; Det var næsten taget ud fra et billede i en eventyrbog, og hun kunne høre et par fugle kvidre oppe i trætoppene hvilket gjorde det utrolig hjemmeligt for hende. Langsomt, traskede hun ned i vandet med forbenene først. Hun kunne mærke den våde sandbund ramme hendes hove, og hun sank en smule i, men ikke for meget til at det gjorde noget. Søen startede ud med at være ret lavvande inde ved bredden, men som hun kom længere og længere ud på midten af den krystalglitrende sø, blev hendes perlemors farvede hestekrop dækket, så man nu kun kunne se hendes talje. Hun smilede med et blik der lyste op af nydelse da hun mærkede det halvlune vand; det var så forfriskende! 

Forsigtigt pillede hun sine forbindinger af som var viklet rundt om hendes mave og hovede. Der var et snert af et ar på hendes maveskind, og stille og roligt begyndte hun at vaske det gamle blod af sig. Hun bukkede sig ned så hun kunne skylle sit ansigt, og så begyndte hun at vaske sit lange grålige hår. Elyon nynnede en sød melodi og havde sine øjne lukket. Hendes bryst blev blottet en smule som hun løftede håret for at vride vandet ud af det. 

Judas elskede roen som skoven kunne give ham, generelt så var de jo i en verden af flere og flere moderne dimser og dutter, folk der havde travlt med karrierer, arbejde eller hvad det nu end skulle være og egentligt ville Judas bare gerne bo i sin egen lille bobbel engang imellem og nyde den stilhed, som han især fandt i skove som denne.
Judas havde, hvis han selv skulle sige det, haft en udemærket opvækst de første år af hans liv, og det var nok også den der havde lært ham at sætte pris på de mange ting han havde. Judas havde kun få venner, få penge, ikke så meget arbejde og generelt var hans liv da til tider lige til at sætte sig ned og tude over.
Men den type var han ikke, og den type ønskede han heller ikke at være, han ønskede at stå fast på de ting han troede på og altid gå videre med oprejst pande og et smil på læberne.

Som Judas hørte noget røre på sig, kom han hurtigt på benene. Han vidste af erfaring at det altid var godt at være på vagt og han trak sin sværd frem fra skeden der hang langs hans bælte i højre side.
Med forsigtige skridt trådte han ud i søen, som han nogen meter så på en ganske smuk kvinde der stod og badede sig. I et øjeblik betragtede han hende bare, velvidende om at hendes udseende ikke var som de flestes. Judas var nok lidt speciel når det kom til romantik og den slags, for inde i hjertet troede han skam på det, han var nok bare aldrig faldet over det og egenligt var han heller ikke rigtigt interesseret i det. 
Det ville ende med at stjæle fokus fra hans arbejde.

Elyon som var fulgt optaget af at vaske snavset ud af sit lange småfiltrerede lagde ikke mærke til Judas med det samme. Det var først da hun hørte nogle små plaske lyde som skabes når man træder ud i vand at hun så op. Først troede hun at det var et andet dyr, en hjort måske; men så så hun at det var et menneske. 

"Åh min gud!" lød det forskrækket fra hende da hun endelig fik øje på Judas som stod halvt ude i søen. I få sekunder var hun ubevidst ved at dække sig til med hænderne så hendes nøgne krop ikke var til skue for den fremmede; men så igen.. Hun var jo en kentaur og mange af hendes slags løb rundt uden at have beklædning på overkroppen, så langsomt fjernede hun hænderne fra sin krop. Nogle dråber gled ned af hendes ansigt da hun i stilhed så hen på mennesket. Det lange grå hår lå fladt og klistrede sig op ad hendes krop, og dækkede hendes bryst en smule. Elyons blå øjne kiggede nysgerrigt på manden, og hun bemærkede også at han havde et sværd på sig; det var nok også for det bedste, for man kunne jo aldrig vide hvilke slags væsener man kunne rende rundt i når man var dybt inde i skoven. "Sniger du dig altid ind på badende, uskyldige kvinder?" Spurgte hun drilsk, og smilede sødt til ham. Hun havde intet ondt sit hjerte, og var mest af alt bare utrolig glad for at snakke med alle hun kunne komme til, og hun følte sig også en smule beskuet af den fremmede mand, så derfor mente hun at det var iorden at drille ham. 

Judas var det første menneske hun nogensinde havde snakket med, og hun var edder spændt. Måske havde han spændende historier at fortælle, eller var venlig at snakke med. Elyon rørte ikke på sig, og stadigvæk var hendes hestekrop dækket, så hun forsat lignede et menneske. 

Judas bakkede et skridt, som kvinden blev helt chokeret. han var bestemt ikke ude på at gøre hende bange, og et øjeblik vidste han ikke helt hvad han skulle sige: "Undskyld... jeg... Jeg var ikke ude på at skræmme Dem" sagde Judas. Det værste han vidste var hvis folk stemplede ham som værende en idiot.
Hvilket måske var en smule ironisk eftersom Judas jo brugte utroligt meget tid på at dømme de rige folk som han mente havde stjålet en stor del af hans barndom. Men han havde jo en god grund til det, ihvertfald i følge ham selv. De havde ødelagt en del af hans sjæl som han aldrig nogensinde ville kunne få tilbage.

"Jeg sad i skoven... Jeg blev helt chokert over her var andre" sagde han i et smil og kiggede i mod hende, han ville bestemt ikke have hun følte sig krænket. Judas var en håbløs romantikker og ikke en mand der som sådan gik og fulgte sine dyriske lyster, med mindre der var mere involveret.
Som hun fjernede sine hænder, følte han sig dog en smule paf. Var hun en del af havfolket eller noget i den stil? Hun var ihvertfald ikke genert af sig: "Jeg vidste ikke det var moderne at kvinder badede sig i skoven" sagde han i et venligt smil. Han ville altid gerne udstråle fred, han var ikke ude på at skade nogen eller gøre nogen utrygge.

Elyon kunne ikke lade være med at beundre ham lidt; De mænd hun havde haft mest kendskab til var dem med fire ben; Altså han kentauere. Så derfor var det fascinerende at se en køn ung mand, stå oprejst på blot to ben. Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt, og da hun gjorde det tog hun hænderne op til munden i en kær gestus. "Hvorfor dog ikke?" svarede hun på hans kommentar. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham fra den afstand de stod fra hinanden, "Søen var så funklende, og stedet idyllisk at jeg ikke kunne holde mig tilbage." sagde hun blidt, og kiggede rundt om sig med et smil. "Og jeg ville gerne vaske snavset og blodet af min krop.. Tørt blod er ubehageligt." konstaterede hun ærligt og begyndte at gå Judas nærmere. 

Hun kunne se at pga. sine kentauer gener, ville hun være ret højere end ham; men det var da heller ikke særlig normalt at mennesker kunne vokse sig større end 2 meter vel? Elyon var ikke helt sikker i sin sag. "Hvad laver du selv herude?" spurgte hun venligt, og små haltende gik hun forbi Judas, så hendes hestekrop nu fuldt ud blev røbet. Elyon gik op på land og rystede noget af vandet af sig. Hendes hestehale svirpede hurtigt som hun prøvede at få vandet af sig, og den våde perlemors farvede hestekrop glinsede smukt da solen ramte hende; hvis hun bare forholdte sig i solen ville hendes krop tørre hurtigt. 

Det højre bagben var lidt ustadigt, og hun skævede ned mod det. Hun burde muligvis få en støtte på sig igen for ikke at forværre helingsprocessen, men hun følte sig lidt genert til at spørge manden, som hun lige havde mødt, om hjælp. 

Judas var en smule overrasket over hendes skikkelse og måde at reagerer på. Hvorfor var hun ikke skræmt over at stå nøgen overfor en fremmed mand? Var hun overhovedet med på hvad slags verden dette her var?
Judas vidste ihvertfald at hvis han nogensinde fik en datter ville han nok være ganske overbeskyttende, mænd i denne verden var ikke altid skabt under en god stjerne, og selvom Judas mente han selv var ganske fredelig og ikke havde noget ondt i sig, så vidste han at det ikke var alle mænd der var sådan. Derfor syntes han nok mest af alt at det var modigt af hende at stå blottet, ubekymret på den måde.

"Blodet?" spurgte han en smule foruroligt: "Er De kommet til skade?" spurgte han med en stemme fuld af bekymring, han var en kærlig mand og han forsøgte altid at beskytte dem han kunne, så godt han nu kunne.
"Jeg trækker vejret... Bylivet dræner min sjæl, og jeg har nogengange brug for at mærke skovens ro" sagde han i et smil og satte sig roligt ved foden af søen, han havde ikke tænkt sig lige at tage et bad, så han ville hellere blive siddende på kanten. Desuden udstrålede hun en dejlig ro, sådan en ro som han også havde brug for lige nu, så måske var det slet ikke så dumt at han var faldet i snak, selvom grunden til han jo kom dette sted for at få ro. Men hvis hun også kunne skabe en smule ro i hans indre, så gjorde det måske ikke noget.

Judas så ikke ud til at have lagt mærke til at Elyon ikke var et menneske, men en kentaur. Hun skævede hen imod ham, imens hun forsat forsøgte at få vandet ud af sit hår. Judas stod vist stadigvæk og kiggede på vandet imens han talte; Han virkede som om han prøvede at finde en indre ro, som Elyon på sin vis var med til at skabe. 

Elyon vendte sig mod ham imens hun stod på landjorden og kiggede på Judas som havde sat sig ned ved bredden. "Desværre ja.. men det er ikke så slemt længere." Hun travede langsomt hen til sin taske og fandt nogle nye forbindinger frem som hun bandt rundt om maven igen; bare for en sikkerhedsskyld hvis nu såret valgte at åbne sig op igen, og nu hvor det var dejlig rent, var det ikke lige så ulækkert at tage forbindingen på.. Selvom hun ikke selv havde lagt forbindingen fra tidligere. Hun sukkede lidt for sig selv, prøvede at smide den tyngende følelse af hende, om hendes slægts død. 

Hun fik endelig forbindingen rundt om maven til at sidde, og hun vurderede at der ikke var brug for mere på hestekroppen. Nu var det bare det højre bagben som kunne blive ret svært at få forbundet med stødte. Hun haltede hen til et træ for at støtte sig imens hun spiste lidt bær som hun plukkede imens hun forsat kiggede på Judas. "Jeg har aldrig været inde i byen. Men det lyder så livligt." Sagde hun spændt, men der var jo visse grunde til hvorfor Kentaure forblev i skovene; de hørte ikke til i byerne; De var jo skovenes vogtere. 

Judas følte sig nærmest inspireret og samtidig en smule intimideret af kvinde foran sig, ingen tvivl om at hun var helt speciel, og for nu kunne han ikke gøre andet end at se til som hun stod der. Hun virkede ganske fredelig og han havde derfor ikke den mindste smule opmærksomhed på hans sværd eller hans evner til kamp.
Faktisk kunne Judas godt kæmpe, han var faktisk relativt godt til det, men på den anden side så var det jo også en ganske fornuftig ting når nu han havde valgt at blive dusørjæger. Selvom det nok var mere noget han var nødt til, end noget han som sådan elskede. Men man skulle jo leve af noget.

Som hun bevægede sig op på jorden, da Judas næsten ved at få et chok da han roligt bemærkede resten af hendes krop og som en fuldkommen refleks, uden at tænke videre over det, rejste han sig op med lynets hast og trak sit sværd og pegede det i mod hende selvom hun stod en del meter væk.
Han blev stående og afventede, bange for at væsnet kunne finde på at angribe: "Hold dig væk" sagde han hidsigt, han havde hørt om at kentauere kunne være meget aggresive i mod mennesker. Det var bestemt ikke noget som han havde tænkt sig at opleve og selvom hun måske var smuk, så var han ikke idiot og han havde bestemt ikke tænkt sig at dø lige nu.

Pludselig gippede det i Elyon da den anden trak sit sværd imod hende og holdt det frem for sig; lettere truende i hendes øjne. Hun glippede lidt med øjnene og så en smule forfærdet ud på grund af at han kunne finde på at trække sit sværd mod hende. Det var helt uforstående for hende at han ville gøre sådan, for hun var da ikke farlig, eller hvad? Måske var det derfor at kentaurere holdt sig for sig selv og helst ikke kom i kontakt med andre livsformer; jovist var der mange aggressive kentaurere af begge køn; Men Elyon kunne aldrig finde på at gøre en flue fortræd; medmindre hun altså var nødt til det. 

"Hvad er der galt?" Spurgte hun forskrækket og holdt sine hænder en smule i vejret for at vise at hun overgav sig og intet ondt ville ham. "Du må ikke slå mig ihjel..." bad hun stille og bed sig i underlæben og så trist på ham. Forsigtigt sank hun klump, og var lidt i tvivl om hun kunne røre på sig; hvad hvis han gik til angreb fordi han misforstod hendes signaler? "Jeg gør dig ikke noget.." sagde hun i en mild og venligere tone og så med et prøvende smil mod manden. 

//Da der ingen aktivitet har været længe så vælger jeg at afslutte tråden <3