Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Kamatayan Buhay
Kaldet: Kama, Den Bevingede Død, Bødlen, Monster, Djævel, Dæmon, Morder, Bøddel, Den Faldne Engel, Den Sorte, Den Blodrøde, Vandreren, Ånden Der Vandrer, Den Hvileløse, Dødens Ånd, Dødens Engel, Kiles Højre Hånd
Køn: Mand
Alder: 817
Fødselsdag: 2. februar
Tilhørsforhold: Kaotisk Ond
Tro: Kile-tilbeder
Erhverv:
Nuværende levested: Omrejsende - Tropolis Isla
Race: Engel

Udseende

Højde: 193 cm
Vægt: 91 kg
Hudfarve: Kamatayans hud er meget bleg, nærmest hvid

Hårfarve: Hans hår er snehvidt

Hårstil: Hans hår er halvlangt og meget vildt og uregerligt. Man vil ikke kunne sætte det på nogen måde, og det stritter blot ud til alle sider.

Øjenfarve: Hans øjne er lysegrå, hvilket grænser næsten op til det hvid, og hans pupiller bliver derfor utrolig tydelige i de lyse iriser.

Kropsbygning: Muskuløs

Hverdagstøj: Kamatayan klæder sig i meget løstsiddende og åbent tøj. Han har nogle sorte meget løse bukser i sort, med røde kanter ved syningerne. Han bærer så en sort kutte, der kun lige er trukket op over armene, da vingerne ikke tillader ham at trække den over skuldrene, og det blotter så hans overkrop rigtig meget. I kutten er der broderet nogle røde mønstre. Rundt om livet har han en rød snor, for at holde kutten fast omkring sin hofte, og lukke den lidt. Han går rundt barfodet, hvilket han helt klart foretrækker.

Ar, permanente skader, el.lign.: Hele hans krop er fyldt med mange gamle ar, og især hans overkrop er blevet skamferet. Hans arme er blevet dækket ind i bandager fordi de er fuldstændig arrede og synet er ikke ligefrem kønt. Han er dog meget stolt af alle sine ar, og på trods af sine ar, så kan man tydeligt se at han er en meget smuk mand.

Særlige kendetegn: Hans store sorte vinger, bandagerede arme, arret krop, meget bleg hud, sort blod, hans sorte og røde klæder, og englens uimodståelige skønhed

Magi

Magisk evne (1): Genoplivning: Kamatayan er i stand til at dø, og genopstå igen. Hvis han dør, så vil han dog være død i nogle minutter (det der svarer til 15-30 minutter), inden han vil rejse sig fra sit dødsleje. Når han dog er genopstået er han meget afkræftet. Han vil være træt og svag, og kan knap nok gå uden støtte. Han vil også være i ekstreme smerter når han er genopstået, og indtil han er helt frisk igen. Han vil kunne overleve alt. Han vil kunne blive halshugget, og hovedet vil gro fast igen, han ville kunne brændes til aske og samle sig selv af asken igen. Jo mere grotesk hans død har været, desto mere smertefuld vil hans rekreationstid være. Det kan tage ham 2-3 dage at komme ovenpå en død. Det der giver grund til hans evne til Genoplivning er blandt andet hans blod, hvilket jeg vil forklare i hans næste evne.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Magisk evne (2): Fordærvet Engleblod: Engle er kendt for at nogle af dem har helbredende blod. Kamatayan har også helbredende blod, men da han konverterede til ondskaben, blev hans blod sort og ondt. Blodet har dog stadig den helbredende effekt, men helbredelser med denne form for engleblod er meget smertefuldt. Fordærvet Engleblod er dog meget giftig i for store mængder, og det vil medføre en smertefuld død hvis der blive indtaget for meget af det. Fordærvet Engleblod dryppet i en andens sår vil kunne helbrede såret hurtigt men det vil være smertefuld, og indtagelse af få dråber af blodet, vil kunne helbrede hele kroppen fysik, både sygdomme, skader og gifte, inden for 2-3 dage. Helbredelsen er dog utrolig smertefuld. Blodet giver ejeren muligheden for at genopstå fra de døde, men kan ikke vække andre døde til live igen, men redde en person der er meget tæt på døden.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Talenter:
Kæmpe med le: Det eneste våben han bruger er sin le, som han har brugt mange år på at træne med dette dødsensfarlige våben.
Flyve: Han manøvrer fantastisk, kan flyve med meget høj hastighed og er kan flyve langt (hvis det holdes i et lavere tempo).
Fysisk stærk: Han er meget stærk, og kan derfor med lethed bære en anden person, når han vil flyve.
Efterligne dyrelyde: Et underligt talent, men han kan efterligne mange dyrelyde, og forvirre de fleste mennesker, til at tro at det er et dyr.
More sig: Kamatayan har absolut ingen problemer med at more sig, og morer sig over stort set alt, om det så er verdens undergang.
Smertetærskel: Kamatayan har en utrolig høj smertetærskel, og der skal meget til før han vil knække sammen af smerter.
Skønhed: Kamatayan har englens skønhed i behold endnu, og derfor har han let ved at lokke mennesker (især kvinder) med sin skønhed, og venlige og varme smil.

Svagheder:
Svømme: Kamatayan kan ikke svømme på nogen måde, og vil let komme til at drukne.
Manøvrere på landjord: Han bruger meget tid på vingerne, og derfor er han ikke så let på benene som så mange andre. Han kan godt gå og løbe, men han trættes hurtigere på gåben end mens han er på vingerne
Adlyde ordre: Han er ikke en der ynder at følge andres love og regler, og er meget opsætsig overfor autoriteter.

Interesser:
Balancen mellem liv og død: Kamatayan er overbevist om at der er en balance mellem liv og død. Hvis der ikke dør nok, så ender verden i ubalance og kaos. Han begrunder derfor verdens ulykke med at der ikke er nok folk der er døde, og hjælper derfor nogle (til tider ufrivillige) på den rette vej mod Kiles rige.
Venskab: Han er meget interesseret i gode venskaber, hvilket også gør ham til en meget loyal, dog uforudsigelig ven.

Drømme/ønsker: Hans største drøm er at opleve verdens undergang

Elsker:
Drab
Venskab
Drilleri
Liv og Død
Latter
Slåskampe (til døden er blot et plus)
Pinsler og lidelser (helst på andre)

Hader:
Vand (han er vandskræk)
Autoriteter
Alt for godhjertede folk

Helindtryk af personlighed: Selvom Kamatayan let kommer til at fremstå som en sindssyg massemorder, der slagter for sjov, så gør han meget fordi det giver mening for ham. Han slagter ikke kun på må og få, fordi han har lyst, men han gør det for at opretholde balancen mellem liv og død. Han var også en gang et meget fromt menneske, og derfor har han også bevaret en del af sit gamle gode jeg, og elsker derfor at more sig sammen med andre, og han værdsætter gode venner. Han er dog meget drilsk, og driller mange folk, og især sine venner, men altid i en venlig hensigt.
Dog må man heller ikke glemme at han er en kold og kynisk morder. Når han slår ihjel, så berører det ham ikke det mindste at tage en anden persons liv, og han smiler altid. Han elsker at smile, og han har det svært med at blive trist og alvorlig. Derfor bliver han ofte anset som en sindssyg galning, når han kan smile ved at myrde andre personer, men når han slår ihjel, har han ikke den sindssyges glimt at galskab i øjet, men nærmere barnets uskyldige glimt.
Han er meget bedragerisk, og elsker at lokke folk i en fælde, og lege lidt med dem, inde de dør. Ikke at han torturerer dem voldsomt meget, men han kan godt lide at pirre dem, uden at de kommer til skade. Drabene foretrækker han dog at de er hurtigt overstået, og så lidt lidelse som mulig.
Han er ikke en person der bærer nag, og han kan sagtens tåle at tabe (eller dø) og er ikke hævngærrig. Han har aldrig tænkt sig at søge hævn for noget, og kommer nok heller aldrig til det. Han elsker kampe der er ligeværdige, og orker ikke at gå i en kamp hvor han har den største overmagt (dette tæller kun i kampe, ikke i afbalancering af livets ligevægt), men har ikke noget imod at gå ind i en kamp hvor modstanderen har overmagten.

Baggrundshistorie

Barndom:
Kamatayan blev født i en ganske almindelig familie. Faderen var tømrer og moderen var væverske. Der var mange af den slags familier. Et ungt par, med ikke alt for mange penge, som fik deres første barn. Der var dog noget der var lidt specielt ved den lille dreng som Katharina fødte en kold vinternat, for mange år siden. Drengens hud var hvid som sneen der dækkede landskabet, og hans øjne var lyse og klare som månens skær der lyste på den frostklare nattehimmel. Han var allerede som et lille barn utrolig smuk, og da han blev ældre, voksede en fin manke af blødt hvidt hår. Nabokvinderne, og kvinderne ved brønden kunne ikke stå for den lille søde og rare dreng Kamatayan, og han blev tit et samtale emne blandt dem, når han var i nærheden.



Kamatayan manglede ikke underholdning som barn. Han var virkelig det venligste barn man kunne møde. Han delte ud hvis han havde fået noget af en af kvinderne, hvilket ikke var så sjældent at den lille engledreng fik en godte eller noget, og fordi han delte ud af det han fik, kunne børnene også lide ham. De drillede ham ikke fordi han var sådan en god dreng, selvom de af og til var lidt bange for hans utrolig blege øjne. Det gjorde dem nervøs nogen gange, og han virkede nærmest verdensfjern, når han stod og kiggede på noget, og smilede tilfreds for sig selv. Alligevel manglede han ingen gode venner. Han havde rigelig af gode venner. Hvis der så var en der drillede ham, så gjorde han ikke noget ved det, men blev heller ikke ked af det. Han smilede altid venligt til dem. Han var venlig, og han ville gerne vise at han ville alle folk det godt.

Han blev også ældre og så småt begyndte pigernes mødre at se efter giftefærdige unge mænd. Han var ikke mere end lige kommet i puberteten da de første kvinder begyndte at spørge ham om han ikke ville giftes med deres datter. Han kunne ikke forstå hvorfor han skulle giftes, men han undskyldte altid pænt, og kom aldrig med en direkte afvisning, fordi det kunne han ikke få sig selv til, men han kunne ikke forestille sig hvorfor han skulle giftes. Var han ikke for ung til det?





Kamatayan var virkelig den gode dreng, der tænkte på de andre før sig selv. Han ville have at alle skulle være glade og tilfredse, så han overså sig selv for det meste og benægtede sine egne følelser for kærlighed for andre, fordi han kunne se at der var andre der godt kunne lide den person han kunne lide, og de kom i første række. Derfor så han heller aldrig de kærlige blikke der blev sendt mod den smukke yngling. Der gik rygter om at han var skabt af englene, de fagre væsner og at guderne havde en finger i spillet under denne drengs kreation, fordi han var den smukkeste dreng de nogensinde havde set.

Han blev selvfølgelig ældre og nu begyndte pigerne selv også at sværme mere og mere omkring de fyre de gerne ville have, eller deres mødre gerne ville have som svigersøn. Derfor stod der tit mange piger omkring Kamatayan, men han opfattede det ikke. Han troede ikke at han ville være en som nogen gerne ville have, fordi han var jo kun Kamatayan, og det var da ikke meget. Han var ikke en rigmandssøn, han kunne tømre lidt, og hjælpe til hos de forskellige bønder. Han ville højst kunne blive en tømrer eller staldknægt, så han ville jo ikke være den bedste mand for nogen af pigerne, så derfor i stedet for at forstå pigernes interesse som i at de var interesserede i ham, så gav han dem gode råd om hvem de skulle prøve at få fat i som en mand.


Fortid frem til nu:

Kamatayan blev også en voksen mand, og stadigvæk blev han ikke gift, til sin mors og fars (mest moderens) ærgelse, men han kunne ikke få sig selv til at gifte sig med en kvinde, som en anden mand begærede. Han kunne ikke få sig selv til det, så han fortsatte sit ungkarleliv længe endnu. Han hjalp sin far som tømrer, om sommeren hjalp han på marken med høsten, om foråret hjalp han med såningen. Han hjalp hvor han kunne, så han havde noget at lave, men lige meget hvor meget tid han brugte i solen, forblev hans hud snehvid. Han elskede at hjælpe andre. Han elskede at arbejde for andre, så han lagde mange kræfter i det.

Desværre skulle det vise sig at han ville dø som meget ung. Han fik en slem sygdom et efterår. Han hostede voldsomt. Man troede næsten at lungerne var på vej ud af hans krop, så slemt hostede han. Forældrene havde ikke råd til en healer, så de kunne kun se på deres søn segne hen, og hvordan han langsomt gled længere og længere ned i dødens skygge. Kamatayan var svær at kommunikere med. Han talte kun i tåger, og for ham var hele verden forvrænget og nærmest sort. Til sidst så greb mørket ham. Han døde. Det var en stor sorg for forældrene. Det havde været deres eneste søn. Der var flere piger der kom til at savne den smukke Kamatayan, men intet af det vidste Kamatayan, mens han vandrede i de dødes rige. Han vidste at han var død.
Dog skete der noget uventet. Han fornemmede liv. Han fornemmede at hans kolde krop blev opfyldt af en dejlig varme. Han kunne fornemme at han blev trukket ud af dødens klør, og til sidst stod han levende på verdens overflade igen. Det var vinter. Himlen var klar, og månen skinnede på ham. Han var klædt i hvide klæder, og smukke hvide vinger prydede hans ryg. Han var blevet en engel. En engel som så mange havde sammenlignet ham med i sit tidligere liv.

Han sad på en sten, men den føltes ikke kold, og sneen mod hans bare tær var mere som en blød dyne. Han var død, og kulden bed ikke mere på ham. Han havde oplevet dødens kulde. Mens han sad og nød verden kom der en sortklædt person gående hen mod ham. Hætten dækkede hans hovede og ansigtet lagt i skyggen. Han gik hen til den nyfødte engel og stoppede op og så på ham.




Kamatayan gik godtroende med denne kutteklædte Kile-tilbeder, uden at vide at dette var en dæmon der ville plante ondskaben i hans hjerte. Dæmonen, der hed Ebanezer, begyndte at introducere Kamatayan for Kile-tilbedelsen, og samtidig uden at Kamatayn vidste det, begyndte ondskaben at gribe hans hjerte. Han blev mere selvisk og voldelig. Han endte faktisk med at gå med til at modtage et våben, hvilket var en le, med en meget skarp klinge, og takket været Ebanezer blev han fantastisk i at bruge leen som et våben. Han beholdte dog sit glade sin, og venligheden sad stadig i ham. Hans vinger blev mørkere og mørkere, og hans hvide klæder blev skiftet ud med nogle sorte.

Der kom en dag da Kamatayan begik sit første mord. Det var hurtigt overstået, og liget lå stille kort efter. En halshugning. Ofret var ingen anden en Ebanezer. Læremesteren havde ikke forventet at eleven ville gøre en ende på hans liv. Der begyndte Kamatayan at fundere over noget omkring liv og død. Hvad hvis Kile havde udvalgt ham til at være en bøddel? En opretholder af en balance mellem liv og død? Hans grublerier fik sendt ham ind i en drøm, der var meget mystisk, men meget skæbnesvanger for denne unge engels liv, som nu var fyldt med ondskab.





Da Kamatayan vågnede af den drøm, var han overbevist om at han havde nu en mission. Han satte ikke spørgsmålstegn ved sandheden af drømmen. Det kunne da kun være Kile der havde kontaktet ham. Hvordan skulle det nogensinde være indbildning? Hun havde kontaktet ham. Det var han sikker på.

Der efter startede hans karriere som morder. Han havde ikke nogle bestemte mål, men en gang i mellem drømte han bare om at Kile sagde at verden var i ubalance og så sørgede han for at gøre noget ved det. Han sagde at når der var kaos i verden, var det fordi at balancen mellem livet og døden var så dårlig at der virkelig skulle dø en masse. Derfor kom sult, sygdom og katastrofer, for at udslette nogle folk, så balancen kunne blive gendannet. Kamatayan hjalp bare til. I løbet af tiden fik han flere og flere navne. Få kendte det rigtige, men mange havde et specielt navn, på trods af at de aldrig havde set ham. Han var mere navnet på en frygt, som ingen nogensinde så, udover resterne af hans handlinger, og rygterne om ham blev enorme. Nogle sagde at han var en usynlig kutte klædt mand, der sneg sig ind på sine ofre og flåede dem op med sine klør, mens andre sagde at han var en enorm skikkelse med vinger, og det sidste man ville høre var slagene fra vingerne, suset fra en klinge, og det sidste man ville se var at himlen ville blive sort, og alt indhyllet i mørket. Rygterne var utallige, men ingen havde rigtig beviser på hvem det var, så han var mere en mytisk skabning, et væsen fra overtroen, en del af gudeverden, og alt mulig andet.

En dag, efter mange års myrden, og flere tilnavne, og endnu flere skræmmehistorier om ham (han blev også brugt til at skræmme børn med), opdagede han en lille gruppe. En lille spire, intet andet, men med masser af kraft og gåpåmod, og vilje til at vokse. Han blev interesseret. Denne gruppe var anderledes end de andre. De var selvstændige. Ikke tilknyttet nogen lov, udover deres egen. Han kunne lide idéen. Han kunne godt bruge noget selskab. At have levet i 800 år uden ordentlig kontakt blev så småt ensomt, og den eneste kontakt man havde haft var med sine ofre. Måske finde nogle folk man svor at man ikke ville slå ihjel ville være en god afveksling. Måske en senere gang ville de blive massakreret, eller blot dø af alderdom, men de ville dø en gang, om det var for hans hånd, eller en andens, gjorde ham intet, så længe de ville dø en dag.
Han endte med at blive optaget i gruppen, men han var ikke en der holdte til hos gruppen for evigt. Han var meget flygtig, og dukkede af og til op på øen, når han havde lyst. Han følte sig ikke underlagt gruppens leder, Samson, men han følte heller ikke at han var hævet over denne mand. Han følte sig jævnbyrdig med alle, eller så var han bare en instans i verden, som ingen var under eller over. Døden ville altid nå en, om man var mægtig eller undertrykt, rig eller fattig, stærk eller svag, smuk eller hæslig. Ja, selv Kamatayan ville en gang blive hentet tilbage af Kile. Når den dag kom, ville han være klar.

Værste minde: Sin første død

Bedste minde: Sin genopstandelse

Barndomshjem: Hovedstaden

Familie:
Far: Joshua Buhay - menneske - død
Mor: Katharina Buhay - menneske - død

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Middel