Hargins dag havde været noget forventningsfuld. Han havde brugt det meste af morgenen på, at kigge på skabet med sine klæder i, for at se efter, hvad han helt præcist skulle kigge efter. Han havde nogle dage forinden valgt, at invitere Kira ud i den nærliggende skov uden for hovedstaden. Hun skulle se hvor pænt der var, især på en snevejrsdag, som denne. Der lå egentlig ikke så meget i det, ud over, at han virkelig syntes godt om hende. Han var meget splittet over det, for på den ene side, fandt han hende virkelig ung, men på den anden side, så kunne han nærmest ikke benægte sine følelser for hende. Dette havde ledt til hans nuværende dillemma, hvor han virkelig overvejede, om han ikke burde klæde sig lidt pænere end normalt. Det var virkelig irriterende, for det problem plejede han ellers ikke at have. Med en sagte banden over sine mærkværdige tanker, endte han dog alligevel med, at klæde sig i sit sædvanlige tøj, og de store, metalbeslåede støvler. Denne gang droppede han dog den lette rustning, og tog blot den store, pelsede jakke på, spændte et bælte med en mindre hammer om livet, og forlod sin lille hybel, for at gå ud i byen.

Undervejs hilste han på de fleste, mens han slentrede langs gaderne i det lettere kluntede dværgetempo.
Godt nok var det lidt farlige tider, at hive folk med ud i skoven på, men Hargin ville bare gerne give den unge kvinde lidt frie glæder i livet. Som datter af en højtstående mand levede hun et porcelænsdukkeliv, og han ønskede for hende, at hun kom lidt ud og hyggede sig lidt mere. Samtidig var hun bare virkelig dejlig og hyggelig at være sammen med.
Da dværgen kom til borgmuren, vinkede han glad til byvagten og stillede sig lænt op ad muren ved siden af indgangen, ventende på Kira, halvt i nervøsistet og halvt i glæde.

Kira havde ikke forventet at blive inviteret med ud i skoven af Hargin, men der havde ingen tvivl været over glæden omkring det. Hun havde altid ønsket at komme ud af byen og se verden omkring sig. Hun havde levet inde i en klokke i mange år, og det var imponerende at pigen havde kæmpet mod og viljestyrke til sig om at stikke af fra herregården og vandre i gaderne i hovedstaden. En ting som hendes kære fader helst ikke skulle vide meget om. I Hargins selskab følte Kira sig aldrig bange af nogen art. Hun var tryg og ikke mindst glad. Måske lidt for glad for lyskrigeren end hvad hendes forældre mente var sundt for hende.

Kiras tøj var mere eller mindre altid fint, i forhold til de mere fattige i byen. Ikke fordi hun havde noget ønske om at pragle med sin rigdom, da den intet betød for hende, men fordi hun simpelthen næsten ikke havde andet. Det var en hel sejr i sig selv at hun havde fået skinstøvler på, ellers ville hun nok havde frosset tæerne af i sneen. Ellers var Kira som altid klædt en, denne gang varm, kjole med en halvlang jakke udenpå som var spændt rundt om livet på hende med et bælte. Kira var klædt til at hun skulle ud i skoven og det faktum at der var vinter.
Som hun gik ned af gaden kom der små snefnug og satte sig i hendes hår.

Kira lyste op i et større smil da hun så sin dværg vente ved bymuren. Hun vinkede til ham på afstand og satte helt automatisk tempoet lidt op for at komme derhen. "Godmorgen!" kom der glad fra hende. Af en eller anden årsag skinnede nervøsiteten ikke så meget igennem hos Kira, som den måske burde havde gjort. Hun var trods alt på vej ud af sine trygge rammer i form af bymuren. Og hun skulle ud i en skov, sammen med den dværg som hun godt selv vidste at hun var håbløs forelsket i.

Mens Hargin stod og ventede, var han faldet i staver og stirrede egentlig mest ud i luften mens han pillede lidt ved sit skæg. Han havde overvejedet, at lade det gro længere et stykke tid. Men han var ikke som de andre dværge, og han ønskede ikke, at ligne dem. Han var noget for sig selv, og det vidste han skam godt. Så derfor var skægget holdt kort, med undtagelse af den mindre fletning, han nogle gange lod gro ud. I dag var den dog klippet af og hans skæg var veltrimmet og pænt. Da han så en uforventet bevægelse ud af øjenkrogen, fik han øje på hende og lyste op i et kæmpe smil. Hun var som sædvanlige virkelig pænt klædt, og snefuggene der landede i hendes hår klædte hende på en lidt sær måde. Hun var mere pæn om vinteren. En mærkelig tankegang, det vidste Hargin godt. Men han havde ikke rigtig før set hende om vinteren, og alle årstiderne han havde set hende i, havde overrasket ham positivt. Hun var også rigtig flot om sommeren.

Han bukkede let for hende. "Godmorgen frøken," hilste han høfligt, før han sked hul i etikette og tog hendes hånd i sine mens han smilede og var tæt på at grine fjollet. Det var som at være fuldstændig ung igen og på den ene side elskede han det, men på den anden side var det lettere bekymrende. Men det var lige meget nu og her, og han valgte i stedet at føre hende med ud på den anden side af borgmuren. Turen ud til skoven foregik i et roligt tempo, og Hargin småsnakkede lidt omkring alt og intet, lige som hun også gjorde det. Han fortalte hende også om sin nye drage, og hvordan hun hellere end gerne måtte møde hende.
Snart kom de til den lille skov, hvor Hargin førte Kira hen til et meget stort træ. Han smilede hemmelighedsfuldt, da han kiggede op på kronen af træet. "Tænk hvis man var så høj. Nogle gange skræmmer skoven mig, men lige nu er jeg bare glad. Og nysgerrig. Tror jeg ville kunne nå toppen?" Spurgte han ud i luften, mens han igen kom til at pille sig lidt i skægget.

Hargin var en af de eneste som Kira ikke holdte en etikette for, som det egentlig var forventet af hende. Hun havde naturligvis gjort de første gange, men det var hurtigt forsvundet ud i sig selv, som det tydeligt også var for ham. En dejlig befriende følelse ikke hele tiden at skulle huske at sige ting på en helt bestemt måde eller neje efter alt mulig mærkeligt! Hun fik lov til at føle sig normal og glad hele tiden, hvilket gjorde hendes dage mere lyse end de i forvejen var for hende. Kira fulgte med ham ud af byen og kiggede op af de høje bymure en smule betaget men slap på intet tidspunkt hans varme hånd, som var en del mere rug og fast end hendes egen. For første gang var hun udenfor byen. Hun så de lange vider som omringede byen og alt betagede hende til helt nye højder.

Kira kiggede op ad det store træ, og bakkede lidt for at få det hele med. Nok var Kira et menneske, men hun var ikke ret meget højere end Hargin, så for hende, var træet ligeledes ganske højt. Dertil, når hun aldrig havde været i en skov før, havde hun aldrig set så mange store træer samlet det samme sted. Hun grinede lidt. "Du kan prøve at finde ud af det." svarede hun og kiggede tilbage på Hargin med et smil, tæt på at falde i staver mens han pillede i sit skæg. "Jeg skal nok klatre med." Kira havde aldrig klatret i træer før. Et lille et de havde i baghaven ved gården havde hun forsøgt sig en enkelt gang, men hendes mor havde hurtigt sat en stopper for den upigede opførsel. Kira kiggede op for at få et overblik over de mange grene, for at se om det overhovedet kunne lade sig gøre at komme derop for hende. "Hvis det da kan lade sig gøre med mine manglende egenskaber til at klatre."

Mens Hargin stod og tænkte over, hvordan man bedst kunne op ad træet, stoppede Kira stilheden med sin yndige stemme, med løftet om, at hun gerne ville klatre med op. Han stoppede sin pillen og tænken, og så på hende med et smil, før han rystede på hovedet. "Forestil dig en dværg og en adelig ung pige klatre op ad et kæmpe stort træ. Det ender bare galt, du brækker et eller andet," sagde han i sjov, mens en varm latter brød ud af ham.
"Nej, der er andre måder at gøre det på, og vi behøves vel heller ikke at skulle helt op i toppen af træet," med de ord, lavede Hargin en gestus til jorden med sine hænder, om at lystre hans ord. Jorden gjorde som den fik besked på, og rystede let, før der blev skabt en bakke under de to. Ganske vidst en lille bakke, men bakken løftede dem op til en gren der hang et godt stykke oppe. Hargin greb fat i grenen og trak sig op på den, før han så ned på Kira og trak hende med sig op. Balancen var ikke så god, og han var tæt på at vælte ned ad grenen, da han fik hende med sig op. Men hans benstyrke var heldigvis god nok til, at han holdt sig fast. Grinende tog han fat om grenen med begge hænder for at holde balancen.

"Det var dumt. Nu kommer jeg aldrig ned igen," mumlede han mellem sine lattertrækninger, men i virkeligheden var det nu ganske sjovt alligevel. Nu sad de oppe i et træ, de to sammen, og det ville være besværligt at komme ned igen. Men Hargin var ved godt mod. Det skulle nok kunne lade sig gøre. Som han skiftede grebet om grenen de sad på, strejfede hans hånd hendes og hans latter forstummedes mens hans blik landede i hendes og han igen virkede komplet tanketom, som han så intenst på hende. Han var ikke helt sikker på, hvad der foregik, men der var ét eller andet, der gjorde mærkelige ting ved ham, og det føltes både virkelig dejligt og virkelig forundrende.

Kira grinede hjerteligt og satte hovedet på skrå "Så ung er jeg heller ikke Hargin, jeg er alligevel blevet 22." svarede hun med en drilskhed over sig, som normalvis kun meget sjældent kom frem. Den hørte ikke så godt med til etiketten jo. "Gør vi ikke?" spurgte hun undrende og var nær faret sammen da jorden begyndte at bevæge sig under dem. Heldigvis havde hun bemærket hvad Hargin gjorde, og derfor blev hun ikke så forskrækket, selvom balancen selvfølgelig skulle genfindes. Kira blev trukket med op, og hendes vægt så absolut ikke ud til at være noget problem for dværgen, selvom balancen var lidt drillende. "Iih.." Kira greb fat om en gren og var forundret over hvor meget ens balance blev påvirket af at komme op fra jorden bare det lille stykke.

Kira fik balanceret ned at sidde op grenen og holdte fast i den med begge hænder og grinede varmt af hans ord. "Mon ikke du gør, ellers må vi vente på hjælp" svarede hun og mærkede hans hånd strejfe hendes. En berøring som fik Hargins latter til at forstumme sig, sammen med Kira som kort havde kigget på sin hånd før hun mødte hans blik. Hun kunne se ind i de øjne i flere timer hvis hun havde muligheden for det, mens hendes hjerte syntes at banke lidt mere afsted. Kira var slet ikke i tvivl om hvordan hendes følelser var, selvom hun ingen ide havde om hvor han stod, eller hvorvidt han vidste hvordan hun havde det. Men Kira nød følelsen som han gav hende, ved blot at være til stede, eller ved blot at kigge på hende som nu, selvom hun følte at han aldrig havde kigget på hende på den måde før, selvom hun ikke kunne forklare hvad der gav hende den følelse. "Jeg er virkelig glad for at jeg har mødt dig." sagde hun så endelig med et smil på sine læber og et par grønne øjne som tydeligt viste ham hvor meget hun mente sine ord.

Kiras argument om, at hun ikke var så ung, faldt i nogenlunde god jord hos Hargin. Han havde altid troet at hun var yngre, men hun havde overrasket ham godt og grundigt nu. Hun var jo en voksen kvinde, hvis man virkelig så positivt på tingene, og af underlige grunde, gjorde Hargin lige præcis det.
Hendes idé om at vente på hjælp fik virkelig Hargin til at slå sig mentalt. Det var dumt at klatre herop, hvad ville folk ikke sige til en dværg og en adelig kvinde der sad og skreg på hjælp? Komisk ville det være, men også rigtig, rigtig pinligt. Han havde bare, at være i stand til at komme ned igen. Hans tanker frarøvede ham igen sin tilstedeværelse i nuet, men da de så hinanden i øjnene og hun endnu en gang brød stilheden, rømmede han sig let. Han var lidt tør i halsen. Sært. Han kunne ikke få sig selv til at smile og han havde en underlig følelse i maven.

"Jeg... I lige måde, du er virkelig noget for sig selv," gav han igen, mens han forsøgte at slå nervøsisteten ud af hovedet. Han ville gerne have sagt mere, men så mærkede han lette vibrationer i grenen, som han holdt fast ved. Følelsen fik ham til at se op, lettere alarmeret, før han lod træ være træ. Han tvang den mindre bakke højere op og lavede nogle primitive trappetrin ned langs den, før han så alvorligt på Kira. "Jeg tror ikke vi er alene mere," forklarede han lavt, mens han stillede sig på bakken og begyndte at gå ned ad trinnene. Ganske rigtigt, var der andre folk nu, og det var folk, Hargin let kunne genkende på uniformerne. Mørkets krigere. Så tæt på hovedstaden? De prøvede virkelig grænser. Heldigvis var der kun fire af dem, og de så alle sammen ikke synderligt trænede ud. Hvad han ikke var klar over, var bueskytten der stod et stykke fra, inde i skoven og flankerede ham og Kira. Det vigtigste for Hargin lige nu var dog, at få drevet krigerne væk, så da han flåede sin stridshammer fri af bæltet og stirrede aggressivt på dem, var det kun med få ord på læberne. "Gå med jer. Ellers gør jeg min pligt og dræber jer," det burde være nok løfter for dem, men dumdristige utrænede krigere som de var, tænkte de ikke over, at truslen ikke var tom. De så to nær harmløse folk. De tog fejl, i hvert fald hvad Hargin angik, og da de kastede sig over ham, væltede de fleste af dem, ved det jordskælv der pludselig gennemrystede jorden. Hargin var en dværg og holdt sig derfor på benene. Kort efter brød kampen løs, og Hargin havde ingen styr på, hvad Kira havde tænkt sig at gøre. Han havde dominansen i denne strid, hvilket let kunne ses på de utrænede krigeres ansigter.

Kira opfangede at Hargin havde været lidt gemt væk i sine egne tanker, og blev rykket tilbage som Kira havde snakket. Han virkede som om at noget havde ramt ham, som han ikke havde regnet med. Men hun smilede varmt til ham, selvom denne stund ikke holdte længe, før at noget fangede Hargins opmærksomhed. Kira fulgte hans blik med rynkede bryn "hvad er det?" De var ikke længere alene. Jamen, hvem kunne det være som fik ham til at reagere så forsvarsmæssigt. Kira gik ned af den grove trappe og så de fire krigere. Kira havde dog ingen anelse om hvor de kom fra, men ud fra Hargins reaktion var de ikke venlige.

Der gik næsten et chok igennem hende som Hargin råbte og hun bakkede lidt. Hun kunne jo ingenting. Hun kunne ikke kæmpe og var i forvejen alt for bange for at gøre det. Hun havde ført gjort skade på en anden og hun havde ikke kunne rejse sig i flere minutter. Sjovt nok samme tidspunkt som hun havde mødt Hargin, men det var en anden side af sagen. Jorden begyndte at ryste og Kira havde nær mistet balancen og greb fat i træet. Kira var virkelig bange, men ikke kun fordi hun var i fare, men lige nu var de fire krigere mod Hargin. En bevægelse i skoven fangede hendes opmærksomhed, og Kira panikkede.

Hargin havde været godt i gang med at banke hvad så ud til at være utrænede krigere, og ikke opdaget den lille bevægelse som fik Kira til mærke frygten overtage til noget som kunne ligne mod. Det var en bueskytte og hans mål var ikke hende. Hun tvang sig selv afsted og løb mod Hargin "Hargin pas på!" Hun løb uden at tænke ind foran ham og der gik et stød igennem hele kroppen på hende som pilen ramte hende i mellemgulvet, hvad havde været ment for Hargins brystkasse. Hun tog sig til maven hvor pilen bagende stak ud og hendes tøj begyndte langsomt at blive væddet i blod. Kira var ikke sikker på hvordan tiden løb, men for hende føltes det længe, men i virkeligheden var det kun ganske få sekunder før næste pil havde ramt hende. Bueskytten havde skudt to afsted lige efter hinanden og ikke regnet med at blive stoppet i at ramme sig egentlig mål. Denne pil ramte hende højere oppe, lige under hendes bryst. Denne gang undslap der en smertefuld lyd fra hendes læber som hendes ansigt fortrak sig i en grimasse af smerte. Hendes ben rystede og tvang hende i knæ som hendes vejrtrækning blev mere og mere ustabil som blodet fyldte hendes ene lunge.

Mens Kira stod for sig selv, uden for faren, fik Hargin den første ned at ligge med to velanrettede slag mod hans knæskaller, der smadrede dem totalt. Den næste fik ham hammeren lige mellem benene og skreg som død og helvede, før han hørte Kiras råb. Han så hurtigt mod hende, mens hun løb mod ham og rystede panisk på hovedet, da en af krigerne ramte ham i armen med sit sværd. Han greb hurtigt fat i mandens arm, vristede sværdet væk fra ham og rev ham ned til sig i en grum skalle, der slog krigeren ud. Den sidste fik han også rimelig hurtigt gjort kål på, med flere slag til brystet. Da han hørte den forpinte lyd fra Kira, stoppede han øjeblikkeligt, hvad han havde gang i og så mod hende, chokket malet tydeligt i hans ansigt. Hun gik i knæ og samtidig skød der en lyskugle af sted fra Hargins frie hånd, og landede lige i bueskyttens ansigt. Eksplosionen var heldigvis voldsom nok til at sende krigeren i jorden, bevidstløs, alt imens Hargin løb den korte distance til Kira, og tog fat om hende. Hun gled hurtigt ned i hans arme, som han selv faldt på knæ med hende.

Han kunne sagtens se, at hun var blevet ramt to rigtig grimme steder. Men han kunne ikke gøre særlig meget. Han havde ingen healende evner, og hovedstaden lå langt væk. For langt væk. Det bedste han kunne gøre var, at forsøge at stoppe blodet i at strømme ud. Han lagde hurtigt begge hænder på hver deres sår, mens han så panisk ned på hende. Hun var allerede så bleg. "Det skal nok blive godt igen.. Jeg.. Jeg finder hjælp, jeg.. Bare bliv?" fortvivlelsen var meget let at høre, selvom han virkelig bare forsøgte at berolige hende. Han var en idiot, og nu betalte han prisen. At trække en civil ud i skoven midt i krigstid! Det var jo pisse dumt! Og det var Kira, der var tale om, søde, uskyldige Kira! Hun havde ikke gjort en flue fortræd! Det var uretfærdigt! Han havde lyst til at skrige af bueskytten, som den voldsomme vrede og fortvivlelse skyllede ind over hans sind.

Kira havde lukket øjnene hårdt i af smerte og bed tænderne sammen som hun mærkede de beskyttende arme omkring hende. Hendes vejrtrækning var allerede ustabil og blev ikke bedre jo længere tid der gik, mens hun mærkede hvordan hendes følighed i kroppen begyndte at forsvinde. Kira var bange, som skinnede ud af hendes øjne. Hun havde aldrig før oplevet så stor en fysisk smerte eller mærke hvordan altid begyndte at blive mere og mere sløret for hendes øjne. Hun anede ikke engang hvordan hun skulle forholde sig til det andet end at kigge op på Hargin der nærmest panisk begyndte at berolige hende. Hvilket imponerende nok virkede.

Kira smilede svagt til og lagde en svagelig hånd ovenpå hans som forsøgte at stoppe blodet i at strømme ud af hende. Hun blinkede af træthed og smerten føltes næsten at forsvinde igen, selvom hendes vejrtrækning ikke syntes at blive spor bedre. "Det er ikke din skyld, Hargin.. Jeg-jeg kunne ikke lade dem ramme dig.." kom der utrolig roligt fra hende, som hun løftede sin anden hånd og fjernede noget hår fra hans ansigt så hun bedre kunne se ham. Hun kæmpede for at holde sine øjne åbne og se ind i hans øjne. "Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre hvis der var sket dig noget" Hendes fingre gled ned fra hans pande, ned af hans kind og holdte den der, som hun syntes næsten at miste al glød i hende. "Jeg forlader dig ikke.. Jeg vil altid være her." Hendes hånd fjernede sig fra hans ansigt og lagde sig på hans brystkasse. "Herinde." Kira mærkede hvordan vandet havde strømmet sig frem i hendes øjne og ladt hende græde, til trods for at alt energi var opbrugt og hele hendes krop føltes som bly. Alt begyndte at sortne for hendes blik. Hun lænede sit hovedet ind mod hans brystkasse og som hun lukkede sine øjne lod hun en sidste tankebesked forlade sit hovede ind i Hargins med de sidste kræfter hun havde tilbage, før hendes krop gav op og hun var væk. "Jeg elsker dig"

Det virkede, at berolige hende, heldigvis for dem begge. Han havde hadet at se hende være bange, og hun ville som sagt.. Være bange. Han lukkede øjnene et kort sekund, næsten overbadet i følelser, han ikke kunne kontrollere. Hendes stemme fik ham tilbage igen, og han så hende lige i øjnene. "Men.. Jeg er ikke så ung.. Jeg," stammede han uroligt. Han var gammel i forhold til hende, og ville langt hellere have forladt denne verden end hende.
"Du ville sidde ved mig, og jeg ville blive, lige som du bliver lige nu. Det ved jeg, Kira," det kunne godt være, at en mand lå og skreg i baggrunden, men lige nu havde Hargin kunne øjne og hørelse for de to, som de sad dér. Han begyndte med det samme at ryste på hovedet, da hun forklarede, at hun altid ville være der hos ham, og rørte ham præcis de steder, han havde ønsket inderst inde, at blive rørt. Hans øjne blev blanke og hans tænder gned sig mod hinanden. Den sidste mentale besked, samtidig med at hun lukkede øjnene, fik det til at slå klik for ham. Han skreg, mod alt og alle og alting, mens tårerne trillede frit da alle de modbydelige følelser tog komplet over. Sådan sad han et stykke tid, før han hørte den anden mands skrigen. Han så ned mod Kira, mens hans blik skiftesvist formøkedes og formildnedes. Da han kyssede hende på panden som et sidste farvel og lagde hende blidt på jorden, slukkedes alt mildt i hans blik.

Han gik hen mod den skrigende mand, satte sig på hug ved ham og tog fat om hans ansigt. "Se... Hvad du har gjort," det var først en svag mumlen. Hans hænder begyndte pludselig at gløde rødt. "SE HVAD DU HAR GJORT! DIT BÆST! DIT.. FORBANDEDE SVIN!" Hans hænder rystede og klemte sig fast omkring hovedet på manden, der begyndte at blive mere og mere svag, mens han så i dværgens øjne der nu også glødede rødt. Snart efter sprang mandens ansigt i luften mellem Hargins hænder. Blodet sprøjtede lige op i ansigtet på ham, men det var ikke nok. Han var rasende! Han rejste sig, faldt på knæ over den mærkelige energi der truede med, at eksplodere inden i ham, før endnu en eksplosion fløj ud fra hans hænder og ramte et træ i nærheden. Der kom et stort hul i træet, og derefter faldt Hargin igen på knæ. Han kravlede frem mod Kira, igen nedbrudt til den grædende formildnede gamle dværg han havde været i hendes dødsøjeblik. "Kira... Nej.. Nej!"
De næste mange handlinger han gjorde gik lidt i sort. Han vidste ikke hvordan han tog hende op i sine arme. Ej heller hvordan han flåede en knappe fra én af mørkekrigerne, som et tegn på den rang han havde i mørkets hær. Han huskede heller ikke hvordan han gik hele den lange vej tilbage til hovedstaden. Det eneste han huskede var, hvordan han aldrig fik svaret hende. Han elskede hende.

//Out